Fra passion til profession

DMF Ungdomsudvalg:

Som det første Ungdomsudvalgsmedlem begiver jeg mig ud på en rejse, jeg ikke er sikker på, hvor ender. Jeg håber, du har mod på at følge med, lade dig provokere, inspirere og måske endda undres.

Min intention med denne artikel er at belyse nogle af de aspekter og temaer, der har betydet meget for mig for derved at videregive overvejelser, erfaringer og refleksioner fra vejen mod et professionelt liv med musikken. I overgangen fra barn til voksen – fra amatør til professionel – er det nemt at føle sig alene og svært at opdage, at vi alle oplever mange af de samme ting på vores vej. Én af måderne, vi kan bryde denne individualiserede isolation er, at vi begynder at tale højt om det.
Jeg er en stikling i musikbranchens have, og jeg brænder for at dele processer, rum og inspiration med de mennesker, jeg omgives. Så hermed mit liv og min fortælling, der er ment som en historie, der forhåbentlig vil vække genklang i flere af jer, der læser den. God fornøjelse.


Den spæde fascination

Jeg har altid været fascineret af lyd og det at tillære mig en færdighed. Da jeg var lille, ville jeg, med de sange eller melodistumper mine ører samlede op, forsøge at oversætte det til, hvordan andre instrumenter ville frembringe det. Således løb jeg ihærdigt fra stueorglet til fløjter i flere afskygninger, til violinen og så videre.
Det var altid en anstrengelse for at kravle endnu højere op i træet end før og at færdiggøre matematikstykket hurtigere end sidst. Det lyder som et stærkt konkurrencegen, og det er det måske også, men som retrospektiv beskuer oplever jeg det som ren inspiration. Året jeg opdagede, at jeg ikke kunne fløjte, var smerteligt – indtil jeg lærte det. Jeg insisterede på at lære og det, tror jeg, har fulgt mig igennem hele livet.
 

Foto Per Rasmussen

Foto Per Rasmussen

“At have voksne eller mere erfarne mennesker
i sit liv er vigtigt. Både til at være støttehjul, 
til at hjælpe os med at se klart, men også til at
gøre oprør imod og frigøre os fra.”
– Hanne marie le fevre

 

Den udfordrende rollemodel

Hver torsdag gik jeg sammen med min storesøster til violin, og efterfølgende gik hun til børne- og ungdomskor i Bjerringbro Kirke. Jeg var en lille otteårig og måtte pænt sidde og lytte på, mens de holdt prøve og øvede sig. Ud fra førnævnte opslugthed af musik, opfangede min mor, at jeg egentlig smadder gerne ville være en del af koret. For at være med skulle man gå i fjerde klasse for at sikre, at man kunne læse på et tilfredsstillende niveau. Med lovning om mine læsefærdigheder og gode ører, bad min mor daværende organist Olav Pedersen, om jeg måtte være med – og det måtte jeg heldigvis gerne. Det blev begyndelsen på en i musikkens navn kærlighedsrelation med min første mentor og rollemodel – én ud af mange igennem mit musikerskab.
At have voksne eller mere erfarne mennesker i sit liv er vigtigt. Både til at være støttehjul, til at hjælpe os med at se klart, men også til at gøre oprør imod og frigøre os fra. En god rollemodel er for mig det menneske, der udfordrer mig, skræmmer mig og imponerer mig i en sådan grad, at jeg nødvendigvis må stræbe efter det samme. Det er et menneske, der har en dybde inden for et område, som overskrider min fatteevne. “Wow – dét må jeg simpelthen forstå!”

 

Elev, lærer og ligesindet

Min uddannelse er primært i mesterlære. Traditionelt set vil det sige, at man har en lærer, en mester, der indvier én i specialet. Afgørende for den relation er, ud fra min erfaring, at eleven lægger paraderne uden for undervisningslokalet. At eleven er åben, modtagelig og plastisk.
At arbejde med stemmen, som jeg gør, er super abstrakt. Jeg kan ikke se mit instrument, og ofte er sproget, der bruges i undervisningssammenhænge, billedligt, abstrakt og stræbende efter at skabe kropslig bevidsthed. Min oplevelse, når jeg arbejder med mine sanglærere, er at jeg står på kanten af et uendelig stort og ukendt land – på kanten af, hvad jeg kan.
Samtidig med at lærere og rollemodeller er vigtige, mener jeg også, at det er væsentligt, at vi oplever os selv i en lærerposition og dermed er i en position, hvor vi er de skuldre, andre vil stå på en dag. At se os selv som en del af en større fødekæde; en livsskole- og læring. Det handler om pædagogik og indsigt i faget i en sådan grad, at vi er frie og modne til at udtale os om området.
Endelig mener jeg, at det er vigtigt, at vi bruger hinanden både som provokatører og djævlens advokater, men også som støtter og sparingspartnere. At vi omgås med, anerkender og anerkendes af de mennesker, der står samme sted i livet som os selv. At se os selv i en sammenhæng og bevægelse, der er individuel, men som også afspejles kollektivt.
 

Integritet, betydning: 

Identitet, betydning: 

“En persons evne og vilje til at handle selvstændigt,
ærligt og redeligt uden uvedkommende eller upassende
hensyntagen til nogen eller noget”.

(www.ordnet.dk)

“Et menneskes (eller en bestemt gruppes) bevidsthed om egen personlighed og
individuelle særpræg”.

(www.ordnet.dk)

 

Identitet og integritet

Når man er givet det, der kaldes talent, ligger der en kulturel forventning om, at ens potentiale bliver udnyttet. Hvor mange gange har mennesker med begavelse inden for et felt ikke fået at vide, at det er “spild af talent”, hvis ikke de følger den såkaldte ’drøm’?
Spørgsmålet er blot, hvem der overhovedet berettiget kan udtale sig om, hvad drømmen er, og hvordan den ser ud for den enkelte? At leve et liv som musiker er ikke blot et job, men en beskæftigelse. Det er en identitet og en livsstil, der kræver integritet at opretholde og overleve.
Ligesom alle andre fagområder, ligger der en stærk fortælling om, hvad det vil sige at gøre karriere inden for musikbranchen. En typeforståelse- og antagelse vi er nødt til at sætte hinanden og os selv fri fra. For kulturlivet er skiftende, og tilværelsen tager nogle gange nogle drejninger, der kræver justering. 
Jeg havde en samtale med en sangerveninde for kort tid siden. Vi gik en tur, og hun indviede mig i sine overvejelser om karriere og familieliv, som kan føles kontrasterende. Hun var frustreret over, at især hendes kolleger og lærere altid spurgte ind til, hvornår hun skulle til konkurrence igen, og om hun mon søgte på Operaakademiet i år. Hun følte sig generelt sat i en kasse, hvor der kun var ét rigtigt udfald – én rigtig vej at gå.
Virkeligheden er blot, at hun gerne vil undervise, have fast skema og drømmer om at stifte familie snart. Men fordi hendes drømme afviger fra stereotypen, føler hun sig betragtet som en fiasko eller én, der tager til takke med det næstbedste.
Historien er et udtryk for en form for branchesnobberi, der begrænser definitionen af, hvad succes er. Et snobberi, der blander sig i hvert individs egen opfattelse af, hvad der har værdi. Men vi må huske, hvem vil gerne vil være og ikke, hvem alle andre ønsker, vi skal være. Integritet opretholder identitet, og der er brug for det. Integritet til at stå op for det, vi tror på og forstår som sandt. At være tro og ærlig over for vore drømme og værdier og samtidig have mod nok til at skifte standpunkt, når livet tager os med bukserne nede.

 

Elsk tvivlen

Tvivl er noget, vi ofte er bange for. At der opstår spørgsmål, der søger at ændre vores overbevisning, er en trussel. Tror vi i hvert fald ofte.
Måske grundet min insisteren på at lære af enhver situation, jeg befinder mig i, besluttede jeg i gymnasiet for første gang aktivt at gå ind i tvivlen, undersøge den og give den fuld opmærksomhed. Det resulterede i, at jeg tog et år fri fra Aarhus MGK, som jeg gik på samtidig med, at jeg tog studentereksamen på Aarhus Katedralskole. Det blev et 2.g år med frie tøjler til at opleve et “normalt” liv uden faste øvetider, sangtimer eller hensynstagen til min stemmes tilstand eller helbred. Jeg gav den således fuld skrald med alle de berusende herligheder et gymnasieliv kan byde på og udskød en endelig beslutning om min fremtidige planer – svaret måtte komme senere.
Da jeg i slutningen af perioden stod rig og mættet af livet, var det tid til at spørge mig selv, hvad jeg havde fået ud af at tage denne pause. Havde det givet mig lyst til at bruge mit liv på noget helt andet? Havde jeg savnet at synge så intenst, som jeg havde gjort hidtil? Hvis ikke, hvad ville jeg i stedet lave, og hvis jeg ville synge, var jeg så villig til at gøre, hvad der skulle til for blive professionel, og da kun måske kunne leve af det?
Jeg besluttede helhjertet at synge og gik efter at blive optaget på musikkonservatoriet. Jeg var kommet ud på den anden side af tvivlen og havde en klarere motivation end nogensinde før – og netop dét er pointen med at velkomme tvivlen. At den hjælper os til at tage et skridt tilbage og kigge på vores tilværelse. At mærke efter, hvad der gør os glad, og hvad der tynger os. At spørge os selv: Hvad er min intention? Hvad er det jeg vil og for hvis skyld? Hvad er mit formål?
Svarene er ikke nødvendigvis de spændende, og vil højst sandsynligvis også ændre sig igennem livet. Idéen med tvivlsprocessen er at se flere farver for et øjeblik. Flere stier og potentielle veje at gå – alt sammen for med respekt for sit valg at kunne dedikere sig endnu mere helhjertet på den anden side.

 

Et skabende liv

For mig er et meningsfuldt kunstnerliv en tilværelse, der er foranderlig og i bevægelse. Ikke nødvendigvis målbart eller konkret kaotisk, men sluserne og ens evne til at navigere i et skiftende kulturlandskab har stor betydning. Jeg er selv klassisk musiker, og mange kalder os ikke for skabende, men reproducerende, hvilket, jeg åbenlyst synes, er en fejlfortolkning. Vi er alle skabende i det øjeblik, vi er til stede lige nu og her. Om vi har skrevet musikken selv eller ej, er på den måde underordnet. Det sker nu. Før var der ingenting – nu er der noget.
For mig er det afgørende, at jeg altid træner min tilstedeværelse, min evne til at lytte, min parathed og selvfølgelig mit instrument. At øve mig på mit instrument er noget, jeg kan skemalægge og fokusere på i det tidsrum, jeg har sat af, og ellers ved generelt at være kropsbevidst. At øve mig på at være til stede og være vågen, er en fuldtidsbeskæftigelse. Og på den måde er det ikke noget, der handler om den musik, der spilles på et instrument, men den musik, der er livet selv.

 

Bliv på scenen – sammen  

Den gode Peter Bastian har fortalt om et møde med sin, og i en periode også min, spirituelle lærer Andrew. Peter Bastian spillede koncert og Andrew, der selv spiller trommer, var der som publikum. Da koncerten var slut, og de forenedes bagved scenen, spurgte Andrew Peter Bastian, hvad der var så fantastisk ved at stå på scenen, hvortil Peter Bastian svarede, at det var det faktum, at det alt sammen tæller – at vi er på 100 procent, og at det har betydning, hvis vi er uopmærksomme et øjeblik. Til det svarede Andrew: “Det er godt, Peter – du skal bare aldrig gå ned fra scenen.”
Dén ene sætning endte med at sætte blomst til en hel foredragsrække, der var med til at berige og ændre mit og sikkert også mange andres liv. Afslutningsvis og i takt dermed vil jeg opfordre til, at vi kommer mere sammen i interessefællesskaber såvel som med de mennesker, vi ikke forstår. At vi råber op, ligesom jeg råber op nu, holder sammen og kæmper for hinanden og de værdier, vi repræsenterer. Fælles skaber vi fællesskaber.
 

FAKTA:

Hanne Marie le Fevre

  • 26 år gammel. 
  • Født i Aarhus, opvokset i Midt-jylland. Bosat i København.
  • Bachelor i klassisk sang ved Det Jyske Musikkonservatorium.
  • Har siddet i DMF Kbh’s Ungdomsudvalg siden primo 2016.
  • Arbejder som professionel klassisk sanger i bl.a. Ars Nova Copenhagen, Musica Ficta og Holmens Vokalensemble og desuden som altsolist i større klassiske værker.
  • Tidligere udgivelser indebærer bl.a. en improplade med hhv. klassisk og rytmisk funderede         musikere i ad hoc ensemblet PANGEA. 


“For mig er et meningsfuldt kunstnerliv en tilværelse, der er foranderlig og i bevægelse. Ikke nødvendigvis målbart eller konkret kaotisk, men sluserne og ens evne til at navigere i et skiftende kulturlandskab har stor betydning.”
– Hanne Marie le Fevre

Skrevet af Hanne Marie le Fevre · Foto af Warney Holt Andersen · illustration af Simon Gorm Eskildsen

Let’s build beautifull things that work. Get your tailored visual identity, for both print and web, to help grow your brand. How you represent yourself online, is everything!

/Christel L. Voss
Squarespace fan, Art Director and webdesigner from Copenhagen, DK.