Kunstneriske ambitioner er et tveægget sværd

En formiddag i januar var MUSIKKEN på besøg hos forfatter Pablo Llambias til en snak om at være skabende kunstner og om de mange former for blokeringer, der kan opstå  i forbindelse med det kreative arbejde.
 

Foto Kirsten Bille

Foto Kirsten Bille

Pablo Llambias ville i virkeligheden ikke have noget imod ikke at lave kunst. Det er en belastning for omgivelserne og for én selv, for der er ikke tale om et otte-til-fire arbejde. Man er derimod i gang hele tiden, og det har en pris, man skal være villig til at betale. Det mener i hvert fald forfatter og tidligere rektor på Forfatterskolen Pablo Llambias. 


Man bliver nødt til at være hensynsløs og lidt egoistisk, når man er i en kreativ proces, og det går ud over familie og venner. Pablo Llambias forstår godt, at mange kunstnere kan have lyst til at lade være. At opgive sit kunstneriske virke. 
- Kunstneriske ambitioner er et tveægget sværd. Det er dejligt, når det går godt, men det er et helvede, når det går dårligt. Og det kan omgivelserne også mærke.
Men hvad gør man, når man vil fastholde inspirationen, være aktiv kunstner og stadig være i stand til at indgå i virkelighedens forventninger? Ifølge Pablo Llambias handler det om timing og aktiv udgravning i kalenderen efter tid til at arbejde. Det går ikke, at man bare håber på en time her eller der, hvor man kan være i kontakt med materialet. Man bliver nødt til hele tiden at være en dag foran i sin planlægning. Pablo Llambias fortæller, at han for eksempel altid vidste, at han kun kunne arbejde med for eksempel sit forfatterskab mellem klokken 8.00 og 8.30 hver morgen i perioden, hvor han var rektor på Forfatterskolen. Men det var også en klar prioritering at finde den tid hver dag, da det er vigtigt at være i kontakt med materialet på daglig basis. 
- Alle kunstnere ved, at hvis man kommer tilbage til materialet efter at have været borte fra det i fem dage, kan det være svært at vende tilbage, og man må ofte bruge tid på at komme ind i det igen.

FAKTA:

 Pablo Henrik Llambias

  • Forfatter, performer, kunstner og underviser. 
  • Født i Svenstrup ved Aalborg i 1964.
  • Pablo Llambias har studeret trombone på Det Jyske Musikkonservatorium og på Filmvidenskab på Københavns Universitet. Han har studeret på Kunstakademiet i København, herunder på Medieskolen og på Skolen for Teori og Formidling.
  • Han debuterede som forfatter i 1996 med novellesamlingen “Hun har en altan”.
  • Fra 2009 til 2015 var Pablo Llambias rektor på Forfatterskolen.
  • Underviser på Rytmisk Musikkonservatorium og i projekter på Scenekunstskolen og Præsternes Efteruddannelse.

Skriveblokeringens mange former

Skriveblokering er ikke noget, der skræmmer Pablo Llambias. Han er ligeglad med, om han laver kunst, og som han siger:
- En skriveblokering kan ikke gøre én noget, hvis man ikke er bange for den. 
Men lige som der er forskellige former for arbejde, er der også forskellige former for blokeringer. Der er blokeringen, hvor det er omgivelserne, der påvirker arbejdet. Og så er der blokeringen, hvor man på forhånd har et billede af, hvad man skal, og hvor presset ligger i at indfri disse forventninger. 
- Jeg kan godt forstå, at det kan være svært, ja umuligt, at indfri sådanne forventninger. Det er meget blokerende for en kreativ proces, hvis man allerede fra starten har en forestilling om, hvad det er, man skal. Processen tager jo én mange steder hen, og værket ender ofte et helt andet sted, end dér, hvor man havde forstillet sig, fortæller han.
Ifølge Pablo Llambias kan en skriveblokering også komme, hvis omgivelserne kigger én over skulderen, og man dermed ser sit værk gennem andres blikke. Personer med autoritet kan virke som en hæmsko, for der er tit tale om folk, man enten ser op til, eller hvis dom man frygter at få, fortæller Pablo Llambias.
- Man skal have det fordømmende storesøsterblik væk fra sit værk, så det er lillesøsteren, der får lov til at lege længst muligt. De fordømmende storesøstre kan være gamle lærere fra folkeskolen, gymnasiet eller ens kunstinstitution eller andre kunstnere, der tidligere har kritiseret ens værk, lyder det fra ham. 
Pablo Llambias er meget klar i mælet, når det handler om at gøre op med den slags dommere. Det er ganske enkelt en nødvendighed. Man må i stedet lave et værk, der giver dem fingeren; ellers kommer man til at lave en form for kopiprodukter, som skal leve op til standarder, som ikke er ens egne. 
Fælles for de forskellige former for blokeringer, mener Pablo Llambias, er, at det er timingen, hensynsløsheden og egoismen, der hjælper dem på afstand. Han fortæller blandt andet om Klaus Rifbjerg, der havde helt faste rutiner for, hvornår han skulle skrive. 
- For nogen fungerer den slags rigtig godt, men det, der ikke fungerer, er at vente på, at det rigtige tidspunkt kommer. Det kan være det inspiratoriske tidspunkt; det kan være der, hvor man føler sig fri af sine dommere, men det tidspunkt kommer aldrig. I stedet må man sørge for, og der kommer egoismen ind i billedet igen, at få tid, helst på daglig basis, hvor man er i et rum uden andre menneskers tilstedeværelse. Hvor man har et bestemt antal minutter eller timer til rådighed, uden at andre forstyrrer.

“Det er meget blokerende for en kreativ proces, hvis man allerede fra starten har en forestilling om, hvad det er, man skal.”

Inspirationen kan hentes i noter

Hvis man føler sig tom for idéer, skal man ud og opleve noget kunst, læse nogle bøger og høre noget musik, mener Pablo Llambias. Man skal være i sammenspil med andre mennesker samtidig med, at det fortsat handler om disciplin. 
Der er større chance for at blive inspireret, hvis man selv er i en kreativ proces, hvor man kan bruge det, man oplever. Man skal ikke ind i et tomt vakuum, men helst ramme de øjeblikke og steder, hvor der er aktivitet i forvejen. Men det handler om hvilke øjne, der kigger, forklarer han. 
- Jeg tror ikke, at man kan sige, at der er nogle værker, der er mere inspirerende end andre. Det er selvfølgelige en fordel, hvis de er bedre end andre, men det er ligeså meget den situation, man kommer med selv, der afgør, om værket kan inspirere.
For at fastholde sit fokus og sin inspiration er det godt at have gang i et noteapparat, og her er det ifølge Pablo Llambias timingen, der igen er vigtig. Det kan ikke nytte noget, at det bare er et noteapparat til hvad som helst. Det skal være forudbestemt, hvad det er til. Man skal have en eller anden pil stukket ud, mener Pablo Llambias. 
- Man skal være klar over, at værket kan stikke i alle mulige andre retninger, end hvad den pil peger på. Men der skal altid være et punkt at gå ud fra, slutter han.

 

Skrevet af Kaspar Vig

Let’s build beautifull things that work. Get your tailored visual identity, for both print and web, to help grow your brand. How you represent yourself online, is everything!

/Christel L. Voss
Squarespace fan, Art Director and webdesigner from Copenhagen, DK.