Overrasker du dig selv?

Kunstnermøde: 

I jagten på det kreative flow samlede MUSIKKEN fire kunstnere til debat om inspiration, skriveblokade og tilgange til den skabende proces. Her følger et citat-udpluk fra det frugtbare kunstnermøde. Til stede var billedkunstneren Barbara Wilson, musikeren Michael Rexen, tegneren Adam James og sangeren Hanne Marie le Fevre
 


Hvor finder I jeres kreativitet?

Michael: At skabe er et meget egoistisk projekt for mig. Der er ikke plads til refleksion over, om det gør noget godt for nogen, eller om der skinner et lys på noget, der er interessant eller ej.

Hanne: Jeg tænker meget over, hvor jeg placerer mig. Hvad jeg omgiver mig med. Hvad jeg fodrer mig selv med. Jeg finder min kreativitet i steder, der har en eller anden form for åbenhed. For eksempel at gå ud i naturen og lytte til den poesi, der er i forvejen. På den måde behøver jeg ikke opfinde den dybe tallerken – verden er poetisk i sig selv. Det handler bare om at lytte med alle sanserne på alle måder. Der er ikke nogen off-time.

Barbara: Jeg arbejder ikke så meget med følelser. Det er meget mere reaktioner på det, jeg oplever. Relation mellem mennesker, politik, sociale situationer. Pludselig finder jeg adresse i det. Det skaber kreativitet og bevægelse. 

Hanne: For mig er det ikke følelsesladet, det er mere betragtninger. Vi er alle en del af noget, der udspiller sig lige nu og her. Når jeg komponerer noget, er det aldrig 100 procent komponeret. Hvis øjeblikket beder om noget andet, er der plads til, at det kan ske. Det er dér, lytningen kommer ind.

Adam: Når jeg skaber noget, kan jeg godt lide at være i det så meget som muligt. Men når værket er
lavet, har jeg lyst til at være så langt væk som muligt. Det er ikke mit mere. 
 

Hvordan holder I den kreative åre flydende?

Barbara: Ved at være i tvivl og stille spørgsmål ved det, jeg laver. Det holder mig vågen. Jeg svarer ikke selv på spørgsmålene, men er i tvivl i den abstraktion, som den er. I den kreative proces er tvivlen bredere, og den kan ikke formuleres præcist. Der opstår noget, når jeg aflæser virkeligheden til ny virkelighed. Jeg bevarer min kreative energi ved at være i tvivl – det er en tilstand. 

Hanne: Men det er en tilstand, der er mere åben end sikker. Spørgsmålet er altid mere interessant end svaret. 

Michael: Da jeg var 14 år, sagde jeg til mig selv, at jeg nok kommer til at være inspireret for evigt. Jeg lavede et mindset omkring det. Jeg er aldrig bange for skriveblokering. Hvis jeg ikke lige gider, så gør jeg det bare ikke. Lige når jeg giver op, kommer idéerne.

Adam: For at holde et flow er det vigtigt at lave noget, jeg egentlig er lidt ligeglad med, men stadig er vildt fascineret af. Men når det ikke fungerer, bliver jeg sur. Så bliver jeg ved i 10 timer og finder lige pludselig en eller anden løsning.

Michael: Tvivl er dejligt og kan være virkelig positivt. Jeg havde et projekt, hvor jeg var i tvivl til sidste sekund, men jeg var virkelig revitaliseret.

Hanne: Tvivlen er kun smertefuld, hvis man krampagtigt prøver at holde fast. Jeg stod en gang for en pladeindspilning, hvor jeg havde en forestilling om, hvordan det skulle være – og det blev noget helt andet. Jeg følte mig enormt fixeret, fordi jeg var stoppet med at lytte i stedet for at se den nye kreation, der var kommet til.
 

FAKTA:

HEJ/Adam James, 23 år

  • Kunstner/Billedkunstner  – går under navnet ’HEJ’.
  • Arbejder hovedsageligt i tegningen og maleriet, men udforsker også visuel udtryk i installation og skulptur.
  • Har for nylig været aktuel med udstillingen “YOU CAN’T SEE” på VESS – Vesterbro showroom,         der var et samarbejde med elektroniske musikere.
     

Barbara Wilson, 56 år

  • Billedkunstner, forsker og underviser; bl.a. på Den Danske Scenekunstskole og Det Kongelige Danske Kunstakademis Skole.
  • Uddannet mag.art i billedkunst og kunsthistorie på Kunstakademiet i Poznan, Polen og på         Kunstakademiet i Amsterdam.
  • Barbara Wilson har de seneste 30 år arbejdet med billedkunst, installation og performance.
  • Udgav i 2004 bogen “Timebog” i samarbejde med Suzanne Brøgger.
     

Michael Rexen, 31 år

  • Komponist og uddannet ved Rytmisk Musikkonservatorium.
  • Aktiv som DJ Chinchilla og i projektet Mongol.
  • Arbejder i øjeblikket på en plade under eget navn, der er indspillet med over 60 musikere over et stræk på 33 dage i studie. Pladen forven tes at være færdig inden udgangen af 2017.
  • Fra 2007 til 2012 havde Michael Rexen bandet A Key is A Key med sangeren Nicolai Elsberg.
  • Har spillet koncerter i lande som Japan, Rusland og Indonesien med bandet Den Magnetiske Ørn.
     

Hanne Marie le Fevre, 26 år

  • Uddannet klassisk sanger fra Det Jyske Musikkonservatorium.
  • Sanger i Ars Nova Copenhagen, Musica Ficta og Holmens Vokalensemble.
  • Udgav i 2014 pladen “REALITY” med ad hoc-ensemblet Pangea.


Hvilke tilgange, benspænd eller dogmer benytter I, når I skal fastholde kreativiteten?

Hanne: Jeg laver nogle rituelle skriveøvelser i hånden. Ved nymåne sætter jeg en intention: Hvad er det for nogle ting, jeg gerne vil sætte i søen. Ved fuldmåne gør jeg status: Hvad tørster, og hvad kalder på at blive ét med jorden. På den måde gør jeg mig både min kreative og personlige proces bevidst.

Barbara: Jeg har aldrig tænkt over, hvad der holder kreativiteten i gang. Måske er det en gave fra Gud eller universet. En konkret ting kan være en sjat vodka klokken syv om morgenen. Det samler mig og sætter dagen sammen. Så kommer tankerne helt klart. Jeg har også noget, jeg kalder pauseværker. Når noget er sluttet, og noget andet skal starte. Her kan værkerne udvikle sig, og nogle gange udvikler de sig fra pauseværk til en ny idé. 

Adam: Jeg får energi af at lytte til andre og bliver tit fascineret, når jeg lytter. Når energien er bygget op, og jeg kommer ned til min egen idé, er der nødt til at være stille. Støj fungerer ikke så godt i mine værker.

 

Er kreativitet medfødt?

Barbara: Jeg tror, det er medfødt. Alle børn kan tegne og improvisere, indtil de bliver fem-seks år. Dem, der har medfødt kreativitet, kommer tilbage, når de er 11-12 år og vælger det som en vej. Som kunstner skaber du et værk – en abstraktion – uden præcis at vide, hvad målet er. Du har en idé eller et koncept, som former sig i en proces. 
Adam: Jeg tror, at alle er født med det. Det handler om, om man kommer ind i verden og bliver influeret rigtigt. Man skal være egoistisk og modig nok til at tro på, at det udefinerbare kan være en levevej.

Hanne: Børn er for vilde – de er alle sammen dansere og sangere. Der er kreativitet i alle fag. For mig er det fascinerende at arbejde med musik, fordi det udspiller sig i tid: ”Nu er det her, nu er det væk igen”. Jeg dygtiggør mig hele tiden på mit instrument for at være så fri som muligt til at udtrykke mig. Det er en fascination af mit fag.

Michael: Jeg kan ikke være enig i, at noget er medfødt. Det har jeg svært ved at acceptere. Jeg startede mit kunstneriske virke i trods. Jeg fik en fløjte som 12-årig, og da jeg var 13, prøvede jeg at ryge hash på den. Der var så meget pres imod det. Der var så mange, der ikke ville have, at jeg skulle være kunstner. 

Hanne: For mig handlede det om at skabe noget sammen med andre mennesker. Jeg synes, det var for vildt at synge i kor. At blive absorberet af en masse, som retter sin opmærksomhed mod det samme; hvor alle har 100 procent ansvar for det hele. 

Adam: Tegning handlede mest om, at det var en ting, jeg kunne gøre for mig selv; en måde at samle tankerne på. Jeg blev fascineret af små ting. Det er min måde at få verden til at give mening. Verden er fuldstændig tilfældig, og tale er ikke det eneste sprog. 

 

Har I nogle universelle råd at give videre?

Adam: Man skal turde være i det.
Hanne: Turde prøve af og producere og ikke forvente, at genialiteterne kommer i første hug. 

Michael: Vedholdenhed!
Adam: Acceptér, at der ikke er et fast start- eller slutpunkt for, hvor længe du holder en pause i din produktion. 

Barbara: Kunst er ikke en mystifistisk ting. Det er et hårdt job, og det er også kedeligt med masser af rugbrødsarbejde. 

Michael: Hvis du har et problem eller en blokade, så stop! Take a look at yourself. Are you being awesome? Er du i gang med at gøre noget, der overrasker dig selv? Svaret er sikkert nej, hvis du ikke kan komme videre. Men så er der jo en verden af muligheder og sprog.

Barbara: Aktivitet – ligegyldigt hvilken aktivitet, som gør dig kreativ igen, hvis du er gået i stå.

Hanne: Fordyb dig i verden omkring dig.

Michael: Jeg er virkelig fascineret af ALDI. Det er et sted, jeg gerne vil arbejde en dag, hvis jeg ikke er kreativ. Det er verdens nemmeste og fedeste arbejde. Hvis du ikke gider pakke dåserne ud, kører du bare hele pallen ud i supermarkedet. Man kan altid falde tilbage på ALDI. Det ville bare være vildt inspirerende at arbejde i ALDI et øjeblik. ALDI er et vidunderligt sted.

 

Skrevet af Mads Mazanti · Fotos af Mads Mazanti

Let’s build beautifull things that work. Get your tailored visual identity, for both print and web, to help grow your brand. How you represent yourself online, is everything!

/Christel L. Voss
Squarespace fan, Art Director and webdesigner from Copenhagen, DK.