Vågn op!

Den kreative åre flyder frit hos pianist Christian Balvig. For ham handler det om at indfange alle de steder i livet, der vækker inspirationen, og benytte disse magiske øjeblikke som tilgang til nye kompositioner.

“For mig handler det om at skrælle alt det væk,
jeg ikke reagerer på“

Han kommer stormende ud af svingdøren fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium på Rosenørns Allé. Med telefonen i den ene hånd, åbentstående frakke, grøn strikhue og stort smil på læben. Som det mest naturlige i verden uddeler han et goddag-kram, selvom vi aldrig har truffet hinanden før. Indtil nu har vores kommunikation begrænset sig til et par koordinerende sms’er, hvor det ret tydeligt fremgår, at Christian Balvig er en efterspurgt og travl komponist, arrangør og musiker. 
Korrespondancen foregår natten før vores interview-aftale, og umiddelbart efter Christian Balvig har spillet koncert i Christianias jazzklub på Børneteatret. Her aftaler vi at tage en snak på 45 minutter, inden han er nødt til at haste videre for at nå et fly hjem til Oslo. Interviewet skal derfor helst ligge tæt på Forum eller Nørreport metro, så han hurtigt kan komme til lufthavnen. Han understreger beroligende, at han har fast check in, så vi skal nok nå vores snak. 
 

Kreativ coach

Det netop afsluttede møde på konservatoriet var med folkene bag Copenhagen Phil’s koncept ’60 Minutes’. Christian Balvig er arrangør og musikalsk tovholder på den populære koncertrække. Den kommende koncert er et match mellem noise pop bandet Lowly og symfonikerne i Copenhagen Phil. Men meget sigende for vores samtale er det en ny idé, der trænger sig på hos Christian Balvig, da vi slår os ned med kaffe og ginger ale på en støjfyldt café tæt på konservatoriet.
- Jeg er vildt god til at hjælpe folk, der er gået i stå med noget kreativt. Jeg har altid et eller andet, man kan gøre, og har meget lyst til at blive en slags coach og give skype-sessions, fordi jeg brænder så meget for det. Hvis jeg kan, vil jeg rigtig gerne hjælpe folk, indleder Christian Balvig. 
Han har ikke konkret erfaring med rollen som kreativ coach, men vil gerne teste det af på musikere, der har brug for inputs til den kompositoriske proces. Christian Balvigs smittende energi og naturlige engagement er ikke til at tage fejl af. Efter få minutters samvær er det helt tydeligt, at jeg sidder over for et dybt inspireret og inspirerende menneske.
- Jeg løber aldrig tør for kreativitet. Jeg går kun død på, at jeg falder i søvn eller ikke har tid nok. Det har jeg trænet op, fordi jeg har været ekstremt produktiv, siden jeg var 15 år. Jeg har en lang liste af tilgange til at starte eller komme videre med noget, fortsætter Christian Balvig om baggrunden for sin lyst til at hjælpe sine kolleger.
 

Gør dig selv til lytter

Den 25-årige pianist fortæller, at hans egen kreative åre for alvor begyndte at flyde, da han var omkring 15 år gammel. Selvom han har spillet musik, siden han var tre år, var det et spejlreflekskamera, der for alvor kickstartede hans kreative flow. 
- Det gik op for mig, at jo flere billeder jeg tog, jo større var chancen for, at der var ét, jeg kunne lide. Jeg slap hele selvbevidstheden om, at jeg skulle lave noget, jeg synes var godt, men gjorde mig selv til tilskuer for min egen kreativitet, siger Christian Balvig med umiskendelig aarhusiansk dialekt. Han er vokset op i Højbjerg med forældre, der begge er klassiske musikere.
Et tilbagevendende tema i vores samtale er at vende hele processen om. At tage artisten ud af den kreative proces og lytte til sig selv. Ifølge Christian Balvig handler det ikke om at skulle lave noget, man er tilfreds med. Det handler om at lave noget og derefter læne sig tilbage og nyde det. 
- Det kan være meget små ting som at bladre billeder igennem uden at tænke på noget, men samtidig holde øje med, hvornår man vågner op, og hvornår man kommer til at tænke på noget andet. Man kan gøre præcis det samme med musik eller lyd. At være kreativ handler ikke om at skulle præstere. Det handler om, hvad man reagerer på. Hvad det er, man som kunstner vil vise folk. Hvad det er, man vil fortælle, fortæller Christian Balvig, der først som 15-årig kastede sig over klaveret. 
I de tidlige barneår spillede han violin, cello, klassisk slagtøj og lidt trommesæt, uden at det for alvor fængede. Til gengæld kan han tydeligt huske fornemmelsen første gang han spillede på sin fars klaver.
- Jeg var 5-6 år og slog nærmest på tangenterne uden rigtig at kunne nå op. Jeg kan ikke huske, hvordan det lød, men jeg kan huske, hvordan det føltes i maven, refererer Christian Balvig.
Den konkrete oplevelse ved klaveret var første gang, han mærkede magien ved selv at frembringe lyd og musik. Første gang han med egne ord vækkede sin kreativitet.
- Når man er et lille barn, er man ligeglad med, hvordan det lyder, og om det er rigtigt eller forkert. Det, man reagerer på, er, om man vågner. Og nu er det akkurat samme ting; hvordan føles det i maven – vågner jeg? Den allerførste kreative impuls er hele tiden den, jeg forsøger at finde tilbage til, forklarer han. 
Hans kreative åre har i princippet ikke ændret sig. Den flyder stadig fra samme oprindelige udspring. På spørgsmålet om han formår at genfinde den følelse i en alder af 25, understreger Christian Balvig, at der ikke er tale om en følelse.
- Det afgørende er, om man vågner op eller falder i søvn – det er dén distinktion. Du kan for eksempel have hørt musik i radioen i to timer, og pludselig kommer der noget musik, du reagerer på. Du bliver tændt på det, du hører. Hele kroppen vågner og bliver frisk og inspireret. Lige præcis dét jagter jeg i min egen musik ved at gøre mig selv til lytter, siger Christian Balvig, der er overbevist om, at man altid kan stole på sin egen inspiration ligegyldigt, hvordan den kommer til udtryk. Kunsten er at skrælle alt det væk, man ikke reagerer på.

 

FAKTA: 

Christian Balvig

  • Født i 1991.
  • Fra Aarhus, men bor i dag i Oslo.
  • Uddannet BA i Rytmisk klaver ved RMC i København og nordisk kandidat i Komposition og Improvisation (Nocom) i København, Göteborg og Oslo.
  • Pladeaktuel i 2017 med Christian Balvig Sekstet (Amp Records) samt fri musik bandet Transitory Museum Of Minds.
  • Arrangør hos Copenhagen Phil; bl.a. for Love Shop, When Saints Go Machine og Lowly.
  • Keyboardist i det norske popband LoveSpeake, som netop er blevet booket til at spille på South By South West-festivalen i Austin, Texas.
  • Medforfatter til den gratis E-bog: ’Improvisationsundervisning for børn’ www.improvisationsundervisning.dk
     

Se mere på www.christianbalvig.dk

 

 

Find magien i musikken

Skabertrangen fodrer Christian Balvig blandt andet ved at gå til en masse livekoncerter.
- Der er bare noget over menneske-til-menneske-mødet, som er utroligt vækkende. Det er lettere at tænde den kreative åre, når man bliver præsenteret for noget fysisk, der rammer én, siger han. 
Også når han lytter til indspillet musik, er han meget bevidst om det øjeblik, han bliver tændt. Og det første spørgsmål, han stiller sig selv, er altid: Hvad var det lige, der tændte mig dér? 
- Er det noget konkret? Er det en bestemt akkord? Hvis det er en bestemt voicing af C-mol, hvor mit hjerte ligger, gælder det om straks at tage den akkord og putte den ind i en sammenhæng. Det er noget med at finde ud af, hvad, jeg synes, er magisk i musik. Så bliver det et sted, hvor jeg kan skrive fra. Starten på min næste komposition, siger han og fortsætter:
- Jeg kan tage den akkord i et Radiohead-nummer, der bare rammer mig, og så begynde at lege med den. Det er ikke at stjæle, for det er mig selv, der reagerer på det, og så er det mit.
Christian Balvig mener ikke, at nogen har patent på musikken. Musikere skal lave musik, der udtrykker det, de er, det de føler og det, de tænder på. Det er første prioritet, når inspirationen og de kreative idéer skal fremelskes. Og hvis man er gået i stå, foreslår han, at man finder et stykke musik, man godt kan lide.
- Jeg kan altid finde noget, der tænder mig både i andres musik, i min egen musik, i den koncert jeg hørte i går og måske i artiklen om den koncert, der kommer i morgen, siger han.
Vi vender tilbage til snakken om at skabe. Christian Balvig insisterer på, at man ikke skal forsøge at skabe noget, men derimod lytte; til musik og allermest til sig selv. Resten skal nok ordne sig hen ad vejen, som han udtrykker det.
- Vi bliver alle sammen rørt eller ramt af noget. Vi skal dele det, vi bliver ramt af med hinanden for at gøre den her verden til et bedre sted. Hvis du går i stå, så bare glem det – gør ingenting. Du finder ikke på noget ved at tvinge dig selv, siger han.
Det er helt åbenlyst, at Christian Balvig er en musiker, der er dybt nede i de kreative lag. Han vil hjertens gerne dele ud af alle sine tilgange og refleksioner, men synes ikke, at det giver mening at skære alle musikere over én kam. Han er derfor ikke så meget for at give ’fem gode råd’ til hele den samlede musikerstand, der søger et startpunkt for den næste komposition. I løbet af vores snak visualiserer han hellere sine pointer med en række forskellige fantasi-øvelser, som kan være skridt på vejen til at få åbnet for de kreative kanaler. 

“Når man har en skriveblokade, er det altid fordi, man har en forventning til det, man laver. Så handler det om at fjerne den forventning og sige: 
– Nu handler det ikke om at skrive. Det er trick nummer ét.”

Skaberen skal ud

Som kreativ musiker sørger Christian Balvig for at tilegne sig håndværksmæssige færdigheder, der kan tilføre kompositionsprocessen flere lag. For eksempel da han blev tændt af én bestemt flagolet-akkord på en CD med musik af Ravel. Dette førte til en tur på nettet for at finde lige nøjagtig det sted i noden, hvor flagelot-akkorden bliver spillet. I dette tilfælde en dur akkord orkestreret ud for tre violiner. 
- Det eneste sted i en kreativ proces, hvor du må bruge dit fulde analytiske apparat er, når du har indsamlet noget, du elsker. Dér skal du være helt is-tør analytisk og finde ud af, hvad det består af. Herefter kan du pakke det ned i bagagen og glemme alt om det, lyder det fra Christian Balvig, der forklarer, at han efterfølgende satte sig for at finde, lære og udforske alle flageolet-steder i hele Ravels repertoire. Og mestringen af flageoletter er nu blevet en del af hans kompositoriske værktøjskasse.
- Lige pludselig skriver jeg flere flageoletter i mine arrangementer til Lowly, men slet ikke på den måde Ravel brugte det. Jeg blev tændt af noget i Ravel, jeg lærte håndværket, og pludselig skriver jeg det også selv. Dér bliver jeg forsker. Så det er skiftet mellem at være lytter og forsker, men aldrig være skaber. Skaberen skal ud af det – det bliver noget rod, griner Christian Balvig. 
Han opfordrer grundlæggende mennesker til at være bevidste, for alt dét, vi giver bevidsthed, vokser. Det gælder alt; venskaber, kærlighedsliv eller måske evnen til at spille guitar.
- Det, vi fodrer hjernen med, er også dét, den vil fodres tilbage med – feedback. Det er sindssygt vigtigt at erkende, at det er sådan, det hænger sammen. Hvis du giver fokus til alle de øjeblikke, du bliver grebet af noget, så er det dét, der vokser i dit liv. Ofte behøver man ikke gøre noget ved det, men bare sige: Waow! Nu blev jeg grebet – hvad var det, der greb mig?, siger den alsidige musiker og arrangør.

“At være kreativ handler ikke om at skulle præstere. Det handler om, hvad man reagerer på.”

Fantasi øvelse #1

Forestil dig en vej. Oven på vejen er der en bil, oven på bilen er der en stol, oven på stolen er der en frugt. Er det en vej, du kender? Hvis svaret er nej, har du bygget en vej på et splitsekund. Så hurtigt arbejder vores fantasi og intuition. Kender du ikke bilen, stolen eller frugten, har du designet en bil, stol eller måske en frugt, som slet ikke findes i den her verden.

 

Fantasi øvelse #1

Hvis jeg skal skrive for klarinet, forestiller jeg mig, at jeg har en koncertsal; jeg har et publikum. Der går en klarinettist ind på scenen, stiller sine noder op, tager klarinetten for munden og begynder at spille. Du sidder selv og lytter på det – du er den lyttende inde i dit hoved. Hos de fleste musikalske mennesker vil der komme et eller andet, klarinettisten spiller i den situation. Nu kan jegbegynde at skrue op for klarinetten inde i mit hoved, finde ud af hvad det er, den spiller. Ikke engang her har det noget med skaberkraft at gøre. Du sidder bare og lytter til den fiktive klarinettist inde i dit hoved. Herefter skriver du alt ned på noder eller lytter det hele af på dit instrument. Så sætter du dig ned igen. Du har slet ikke noget ansvar for det. Du trykker på play igen, og så kan det være, der kommer en melodi på tre toner, der tænder dig.

 

Fjern forventningen

Skriveblokering præger ikke Christian Balvigs kompositoriske virke. Som regel kan han finde en vej ud ved at starte forfra med et eller andet.
- Når man har en skriveblokade, er det altid, fordi man har en forventning til det man laver. Så handler det om at fjerne den forventning og sige: nu handler det ikke om at skrive. Det er trick nummer ét, siger han og fortæller, at han for eksempel kan sætte sig ned og pludre på sit instrument, hvis han mangler en åbning. 
Han vågner, når de rigtige toner dukker op – når han “finder en ø”, som han beskriver det. Det kan sammenlignes med forfatteres flowskrivning, som han også refererer til.
- Man kan sætte sig ned og skrive: Jeg kan ikke finde på noget at skrive lige nu. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal skrive. Det er bare helt sort… Hov! “Det er bare helt sort” er en fed titel. Mit næste nummer skal hedde “Det er bare helt sort”, forklarer han med stor indlevelse.
Og sådan fortsætter den kreative talestrøm fra Christian Balvig; med en blanding af eksempler, tanker, tilgange og kilder til inspiration. Tiden er gået, flyet til Oslo letter om en time. Mens vi tager overtøjet på, kommer han med et sidste vigtigt input: Han råder alle til at teame op med mennesker, de arbejder godt sammen med. Opsøge det frugtbare samarbejde, hvor man gensidigt inspirerer hinanden.

 
 
 

Af Mads Mazanti · Fotos af Mads Mazanti

Let’s build beautifull things that work. Get your tailored visual identity, for both print and web, to help grow your brand. How you represent yourself online, is everything!

/Christel L. Voss
Squarespace fan, Art Director and webdesigner from Copenhagen, DK.