Anine Fuglesang

Er pladeselskaberne overhovedet berettiget længere?

Anine Fuglesang
Er pladeselskaberne overhovedet berettiget længere?

KLUMMEN

Er pladeselskaberne overhovedet berettiget længere?

”Vi har omkring 10 hitmagere, de fleste bosiddende i Sverige, der laver hits til 12-årige letpåklædte teenagere, men den formel fungerer ikke. For al musik lyder ens i dag. I hvert fald hvis man tænder for radioen.”



Nogenlunde sådan faldt ordene, da Tony Visconti, David Bowies legendariske producer, var gæst til Dansk Lives konference Live Music Summit i oktober. I en lille time gav han en opsang til den branche, han selv har været en væsentlig del af gennem årtier; men også en branche, der har ændret sig markant, siden han var med til at stadfæste musikkens genialiteter med Bowies album Heroes fra 1977.

Med spørgsmålet ”hvor er den gode musik i dag?” langede Visconti ud efter en mentalitet båret af teknologi og overfladiskhed, og som har overtaget, hvad der efter sigende førhen handlede om god smag og kærlighed til musikken. Ifølge Visconti har gatekeeperne på pladeselskaberne ødelagt kulturen. De støtter ikke kulturen, sådan som de gjorde i 70’erne, men står derimod sig selv nærmest ved at lade pengene gå lige ned i egne lommer, og det er det helt store paradigme. I stedet for at understøtte genierne, som er derude, for nok var Bowie et geni, ”men ikke det sidste geni på jorden”, stræber de efter at producere ”the flavour of the week” til ”den usynlige teenager”, der alligevel ikke betaler for musikken.

1970’erne ligger nu efterhånden fire årtier bag os, og 2017 kan selvfølgelig på ingen måde være ligesom ’i de gode gamle dage’. Streamingtjenester ér og bliver en del af musikbranchen og musikforbruget i dag – på godt og ondt. Kanaler som YouTube og MySpace har katapulteret håbefulde og, bevares, talentfulde musikere direkte ud i den branche, de så længe har drømt om. Om det er en genvej til berømmelse? Ja, for nogen er det. Omvendt slipper de forbi gatekeeperne, mens musikken ryger direkte ud til dem, det hele står og falder med. Lytterne. Potentielle fans. Hvis musikken altså opdages og ikke drukner i det enorme udbud.

De digitale platformes magt hverken kan eller skal negligeres. At musikerne så ikke tjener nævneværdigt, når ”den usynlige teenager” forsyner sig med gratis streamingtjenester, er stadig et kæmpe problem, der fordrer bedre løsninger. Men er løbet kørt? Er det overhovedet muligt at gøre noget i den retning, når vi nu sidder med en generation, der er vokset op med gratis musik? Kun hvis pladeselskaberne indvilger i at give en større del af den økonomiske kage til dem, det rent faktisk drejer sig om; musikerne. Og det er desværre ikke det billede, der tegner sig. For der, hvor musikerne i dag kan tjene deres penge, nemlig ved salg af koncertbilletter og merchandise, sætter pladeselskaberne nu også ind. Med andre ord; hvis musikerne skal gøre sig nogen forhåbninger om at tjene penge på musikken, skal de have modet til at sige fra over for pladeselskabernes grådighed.

Efter en lille time forlod Tony Visconti en sal fuld af branchefolk, der forhåbentlig gik hjem med noget at tænke over – og med en opfordring til nutidens musikere, der for alvor har noget på hjerte. ”Start jeres eget pladeselskab. Brug dit talent, din kærlighed til kunsten og æstetiske sans og lav et alternativ, så vi kan få den gode musik tilbage.” Og det leder mig frem til ét sidste spørgsmål: Har pladeselskaberne nogen reel betydning for de musikere, der vil andet og mere end at nå toppen af hitlisterne?

Skrevet af Anine Fuglesang