Anine Fuglesang

Nyt musikernetværk startet i Berlin

Anine Fuglesang
Nyt musikernetværk startet i Berlin

Medlemsreportage

Et nyt initiativ så dagens lys i år, da Improviser Summit løb af stablen i Berlin. I håbet om at styrke netværket mellem improvisationsmusikere på tværs af landegrænser, mødtes en række danske og tyske musikere i en uge.

Efteråret havde ramt Berlin ugen forinden, og nu lå Rykestrasse svøbt i gyldne nuancer af bladene, der før havde prydet alleens træer. Mod lejligheden ankom mørke silhuetter i tusmørket, der med deres særprægede omrids afslørede, at de bar på instrumenter. Foran dem lå en uge med nye musikalske forbindelser, et møde med den berlinske improscene og et møde med Improvisers Summit; den første af sin slags.

Fremtidige koncerter

Improvisers Summit, med inspiration fra det populære Songwriter Summit, blev igangsat af saxofonist og projektleder Mia Dyberg, der også står bag det internationale netværk The Community. Ud fra et håb om ikke blot at skabe forbindelser og musikalske oplevelser i løbet af ugen, men at lave et større netværk, der ville række langt udover denne og forbinde tyske og danske impromusikere.
Improviseret musik, om musikerne vil indrømme det eller ej, er en lille genre, og at skabe et netværk, der når længere ud end Danmark, er vigtigt for at holde genren nyskabende. Mødet mellem, og koncerterne spillet af disse mennesker, vil gro ind i relationer, der er vigtige, når fremtidige koncerter skal arrangeres.
Improviser Summit 2017 bestod af otte Berlinbaserede musikere og otte Københavnsbaserede musikere. Det første møde mellem de deltagende var i en pause til en koncert spillet af Mia og hendes husorkester. Et husorkester, der hører til i en gammel lagerbygning, der nu er kombineret keramikværksted, folkekøkken og spillested. Oplyst af neonrør og stearinlys gik der håndtryk på runde, inden næste set skulle spilles. Stedet her skulle også danne ramme om den storslåede afslutningskoncert senere på ugen, men den vender vi tilbage til.

Foto: Christina Marx

Foto: Christina Marx

Den rigtige dB

Første dag, brunch og briefing i lejligheden, og derefter direkte ud i øvelokalerne. Musikerforbundet har en lejlighed med et øvelokale, der passer perfekt til en flok sangskrivere, der skal udnytte en hel uge af hinandens kreativitet. Men for en flok impromusikere skulle der trækkes på et effektivt Berlinermiljø for at finde øvelokaler, hvor der måtte spilles den dB, det ind imellem kræves af improvisationsmusik. De deltagende musikere blev derfor inddelt i trioer og en enkelt kvartet og fik tildelt øvelokaler fordelt i byen.
Trommeslager Daniel Sommer, der deltog i Improviser Summit, udtaler:
- At bruge en uge i den happening by Berlin er, er altid en fornøjelse. At det så også er sammen med vilde impromusikere fra Danmark og Berlin, er jo bare en sand fornøjelse. Især at bruge en masse tid med den vildeste type, nemlig cellisten Tristan Honsinger, var bare en kæmpe inspiration, og jeg håber meget, at dette stævne kan blive en tilbagevendende begivenhed.
Initiativtager og saxofonist Mia Dyberg udtaler:
- Jeg elsker at skabe nye forbindelser mellem mennesker ved at kuratere impromusikevents og workshops og at være en del af noget større end kun mit eget freelanceliv. En af de spændende ting ved at holde en uges workshop for improviserende musikere er, at musikerne får mulighed for at fordybe sig i improvisation med de samme 16 mennesker i en hel uge.  Som improviserende musiker er det vigtigt at få muligheden for at interagere med andre musikere i et kreativt inkluderende miljø, gerne væk fra det vante miljø. Berlin er det helt rette sted at mødes, da det er en kulturmetropol med ekstremt mange improviserende musikere, som udøver deres kunst på deres egen måde i en fremadgående retning – altid i bevægelse og præget af nytænkning. Og mange har en meget inkluderende attitude, hvor mange er nysgerrige på at spille med nye musikere og tager initiativer til koncerter og sessions. Ugen blev en kæmpe success, hvor mange nye forbindelser blev skabt, og hvor en del musikere allerede har booket hinanden til at spille koncerter i fremtiden. Min drøm med projektet er at skabe et tæt arbejdsfællesskab, som sammen arrangerer næste summit og skaber en vidensbank, hvor fælles viden i fremtiden kan komme til deling. Jeg tror på, at vi alle kan bidrage med vores personlige kompetencer. Sammen er vi stærke og kan skabe nye arbejdsmuligheder og inspiration for hinanden, slutter Mia Dyberg.

Af Line Rothman og Mia Dyberg · Foto Mads Mazanti


FAKTA

Internationalt netværk for impromusikere

The Community er et voksende internationalt netværk af improvisationsmusikere, som arrangerer events, der altid indeholder interaktion mellem nye musikere. De fire hovedarrangører er alle unge, aktive musikere på den internationale scene for improvisationsmusik, som har fingeren på pulsen, når det handler om, hvad der rører sig – særligt i København og Berlin.

Læs mere her: www.thecommunity-productions.com


Deltagere på Improviser Summit 17

Fra Danmark

  • Asger Thomsen (doublebass)
  • Nana Pi (prepared tenorsax)
  • Maria Dybbroe (altosax)
  • Kamilla Kovacs (voice/pedals)
  • Carolyn Goodwin (clarinet and bassclarinet)
  • Oda Dyrnæs (cello)
  • Mariusz Praśniewski (doublebass)
  • Daniel Sommer (trommer)
  • Line Rothman (kaospilot og workshop, DK)

Fra Berlin

  • Mazen Kerbaj (trompet, preperationer)
  • Gregor Siedl (prepared tenorsax)
  • Mia Dyberg (prepared altosax)
  • David Adrian Krook (drums)
  • Emilio Gordoa (prepared vibraphone, percusion)
  • Lina Alemano (trp)
  • Wojtek Bajda (bassclarinet)
  • Tristan Honsinger (cello)
  • Artist talk med Tobias Delius (tenor sax)