Anine Fuglesang

En usikker fremtid for kulturen

Anine Fuglesang
En usikker fremtid for kulturen

MEDLEMSREPORTAGE

Det elektroniskbaserede orkester Kopenhagen Laptop Orchestra har været på turné i Brasilien. Et land, der står over for store, kulturelle udfordringer med valget af Jair Bolsanaro som ny præsident. Orkestret fortæller her om deres oplevelser og indtryk af landet og dets befolkning.

São Paulo

Lørdag d. 20 oktober 2018 klokken 21.00 står Lasse Munk, Tobias Lukassen og Andreas Wetterberg rundt om et bord fyldt med elektroniske musikinstrumenter. Instrumenterne er viklet ind i et virvar af ledninger og blinkende lamper. Vi, Kopenhagen Laptop Orchestra (KLO), er placeret på gulvet foran scenen, omringet af publikum. Et publikum, vi har bedt om at komme helt tæt på. Bordet er vores scenografi og med til at fortælle en historie om den elektroniske liveperformance, vi sammen skal til at opleve. En performance, som har til formål at underholde, men også at undervise. Vi ønsker at aflive skrønen om, at elektroniske musikere bare tjekker e-mails, når de står bag computeren. Vi har udviklet vores egne programmer, som gør os i stand til frit at improvisere i stil med akustiske jazzensembler. Med et kækt smil på læben kan man sige, at vi mener, at koncerten er en helhed; en symbiose mellem publikum, os og rummet, hvori koncerten udspiller sig. Koncerten er en teaterforestilling, som er ‘ej blot til lyst’.

Brasilien i transformation

Vi ankommer til São Paulo hen på eftermiddagen lørdag d. 13 oktober. Vi har i tiden op til afgangen fra København fulgt med i første runde af præsidentvalget, hvor Jair Bolsonaro står til 46 procent af vælgertilslutningen. Bolsonaro er tidligere kaptajn i det Brasilianske militær, han er en offentligt udtalt racist, homofob og har en fascination for det militærdiktatur, som regerede i perioden 1964-1985. Valget af Bolsonaro medfører formentligt, at kulturmidler skæres, og at skellet mellem rig og fattig, som i forvejen er enormt, forøges markant.

Vi møder professor Rogério Costa, som underviser i komposition ved University of São Paulo (USP), et af Brasiliens mest velansete universiteter. Vi har aftalt at tage ud og besøge USP for at lave en showcase om, hvordan vi komponerer musik live samt vores forhold til det at være elektroniske musikere.

Rogério siger som det første undskyld for, at han er lidt distræt - professorer og studerende arbejder i disse dage på højtryk for særligt at gøre den upolitiske ungdom i Brasilien opmærksomme på, hvorfor Bolsonaro ikke er en god præsidentkandidat. Vi møder hashtagget #elenão - ikke ham. Altså Bolsonaro - nej tak.

Frygten for, hvad der vil ske med det Brasilianske samfund, hvis Bolsonaro bliver valgt, gennemsyrer alle samtaler, vi møder, og i løbet af de første dage bliver vi i tvivl om, om det overhovedet er en god idé, vi er kommet. Det føles mildest talt ligegyldigt at have rygsækkene fulde af dyre computere og tablets, når ens nye venner og bekendte er i gang med at planlægge demonstrationer mod et potentielt militærdiktatur.

Efter vi er blevet opdateret på de seneste politiske tiltag, begynder vi dog alligevel at tale om, hvorfor KLO er blevet inviteret til São Paulo.

Instituto Cultural da Dinamarca

Vi fik hjælp til at arrangere turen af Anders Hentze ved Dansk Kulturinstitut i Rio de Janeiro (Instituto Cultural da Dinamarca), der fik booket os til tre koncerter samt tre workshops ved organisationen Serviço Social do Comércio (SESC). Derudover satte han os i kontakt med professorer og studerende ved USP.

Anders har tidligere hjulpet os med at komme til Rio de Janeiro for at spille koncerter, lave workshops og en lydinstallation ved OL i Rio i 2016, som en del af programmet på den danske pavillon ‘Heart of Denmark’ på Ipanema stranden.



Foto: Carol Vida

Foto: Carol Vida

SESC

Serviço Social do Comércio (SESC) er en spændende organisation, fordi den er grundlagt med det formål at gøre kultur tilgængeligt for almindelige mennesker (læs: arbejdere). Den er finansieret af en skat, som private virksomheder betaler til staten med den forpligtelse, at pengene skal gå til kulturelt (i bred forstand) udviklende arbejde. SESC har mange huse/afdelinger, som findes rundt omkring i Brasilien - bare i staten São Paulo findes der over 30. Hver afdeling har et særligt fokus på et emne; musik, håndværk mv. Vi spillede i afdelingen på Avenida Paulista. En kæmpe boulevard i den rigere del af byen, som blandt andet også er adresse for det finansielle centrum og Museu de Arte de São Paulo (MASP).

SESC var for os et sted, som føltes rummeligt og gav besøgende mulighed for at lade deres nysgerrighed føre dem til en oplevelse, de ikke forventede at gå hjem med. Vores workshops og performances var for åbne døre. Folk kunne droppe ind, danse lidt, stille spørgsmål, blive til vi var færdige eller lade sig drage mod en anden aktivitet på samme tid i den enorme 16-etagers bygning. Der var folkekøkken med meget billig og sund mad øverst oppe med en udsigt over byen, som i folkemunde bliver kaldt ”a concrete jungle” på grund af de mange skyskrabere så langt øjet rækker.

Den dystre fremtid

Vores rejsedagbog er fyldt med gode minder om spændende mennesker, som mødte os med åbne hjerter og viste os vejen igennem São Paulos mere eller mindre kendte gader og stræder. Alle havde de dog det tilfælles at være en del af det kulturelle landskab. Professoren Rogério, som arbejder på et universitet. Universiteter er lige nu offentlige, lignende hvad vi kender til i Danmark. Men universiteter bliver sandsynligvis privatiserede, hvis Bolsonaro bliver valgt. Violinisten Helena fra koncerten på MASP, hvis kommende projekter formodentligt får fjernet sin kunststøtte med fremgangen af en ny fascistoid præsident. Den yngre Rafael, kompositions- og elektronisk musikstuderende på USP. Han startede som tolk og blev vores ven. Han løftede tæppet for de skjulte nedgange til São Paulos musikalske undergrund og fortalte om sine udfordringer ved at skulle til at etablere sig som kunstner og iværksætter.

Afsked med Brasilien

D. 25. oktober klokken 17.00 stak vi vores danske pas i lommen og tog afsked med São Paulo. Vi rejste mod den internationale lufthavn Guarulhos (GRU) og satte os ombord på en enorm flyvemaskine, der bragte os over Atlanten. En tur, vi havde betalt aflad for i form af CO2-offset.

Mandag d. 29 oktober læser vi i nyhederne, at det, vi frygtede, nu er sikkert: Jair Bolsonaro er valgt som Brasiliens næste præsident.

Tekst og foto af Lasse Munk, Kopenhagen Laptop Orchestra


FAKTA

KLO i Brasilien

Kopenhagen Laptop Orchestra var i oktober på tour i São Paulo. En tur arrangeret af Dansk Kulturinstitut i Rio de Janeiro (Instituto Cultural da Dinamarca) i samarbejde med SESC - Brasiliens kulturcentre med social sigte, University of São Paulo samt med støtte fra JazzDanmark og Dansk Musiker Forbund.