Anine Fuglesang

Katinka spiller efter egne regler

Anine Fuglesang
Katinka spiller efter egne regler

At vinde KarriereKanonen har katapulteret Katinka flere år frem i karrieren. Samtidig har mødet med branchen undervejs i talentfortløbet udfordret bandets kunstneriske integritet. Men Katinka formåede at holde fast i projektets sjæl og valgte at gå imod autoriteten; også selvom det var hårdt.

En følelse af, at noget var forkert, havde bredt sig i bandet. Ingen havde endnu sat ord på det, men mavefornemmelsen var ikke til at komme udenom. Det gik ellers godt for Katinka; kort tid forinden havde bandet vundet talentforløbet KarriereKanonen, de var kommet under vingerne hos en række DR-værter, der havde forelsket sig i troldebandet, og alt det, de længe kun havde turdet håbe på, begyndte at tage form.

Under det bandet kalder for ”et fælles front-møde”, der fandt sted på Mellemrummet i København, blev følelser til ord, og ord blev til handling. Den dårlige mavefornemmelse skyldtes deres manager. Der var ikke længere konsensus om den retning, Katinka skulle gå, og de fire musikere Katinka Bjerregaard, Simon Ask, Marie Hageltorn Christiansen og Tobias Pedersen tog en beslutning; samarbejdet med deres manager måtte ophøre.

Med tiden gik det op for os, at der var en grund til, at vi fik ondt i maven.
— Katinka Bjerregaard
Foto: Ulrik Jantzen/Büro Jantzen

Foto: Ulrik Jantzen/Büro Jantzen

Vokseværk er et voksenværk

- Husker I dengang lydprøver var sjove? Nåh nej, det har det aldrig været, joker Katinka fra scenen.

Hotel Cecil danner rammen om Katinkas releasekoncert. Der er to timer til det mørke kælderlokale fyldes af forventningsfulde gæster; venner, familie og fans. Det er tre år siden, Katinka blev udnævnt som en af de tre vindere af årets KarriereKanonen. Krads ærlighed og musikalsk eventyrlyst har siden da etableret Katinka som et elsket band blandt kritikere, radiolyttere og koncertgængere. Nu er bandet aktuelle med deres andet album ”Vokseværk.” Et album, der ifølge forsanger og kvinden bag teksterne Katinka Bjerregaard er bandets første voksenværk.

Paletten er blevet større siden debutalbummet ”Vi er ikke kønne nok til at danse” fra 2017, fordi blidhed og forelskelse har fundet plads mellem aggressioner og kærestesorger. Penselstrøg af håb, glæde og kærlighed blander sig med melankolsk mørke og altopslugende længsel, for det er stadig sammenstødet af følelser, som er det spændende. Særligt i teksterne, som Katinka Bjerregaard er blevet berømmet for. Det er upoleret og råt, når hun åbner munden. På scenen er hun ikke bleg for at tage sig i skridtet, synge om spøgelser fra fortiden og sende verbale fuckfingre til det pæne og polerede.

Nu sidder hun i backstagelokalet i Niels Hemmingsens Gade. En hurtig omgang aftensmad er indtaget, de andre arbejder stadig på at få de sidste finjusteringer på plads på scenen, mens Katinka Bjerregaard fortæller. Om ambitionerne med at lave et album, der indkapsler alt det, som voksenlivet i slutningen af 20’erne indebærer; indrammet med fortællingen om det lille, ufødte barn i svigerindens mave og en hyldest til den far, der gennem hele livet har delt og fodret den store passion for litteratur, som har ligget Katinka Bjerregaard nært, siden hun trådte sine barneben på Christianshavn.

Jagtet af dæmoner

Katinka Bjerregaard har aldrig været bange for at sige sin mening. Hun har holdninger til alt, for det ligger dybt i hendes rødder. Ærlighed er ofte hovedingrediensen i karakteristikken af den vitale sangerinde; mest af alt fordi hun er sådan af natur. Hun snakker, altså er hun.

Vi har hørt om hendes dæmoner i DR’s dokumentar ”Katinka er for grim til at danse”. Om angst, lykkepiller og ensomhed. Vred på sin tids folkeskolelærere raser hun i sangen ”Idioter” over mobning og manglende indgriben fra lærernes side. Og dæmonerne er stadig på jagt. Det vil de altid være, understreger hun. Men kærestesorger og kølige one night stands er byttet ud med varm kærlighed og ægteskab. Det må siges at være voksent. Eller.

- Overhovedet ikke. Overraskende lidt. Vi blev gift på rådhuset en regnfuld dag i april, og bryllupsfesten blev holdt på en bodega, fortæller Katinka Bjerregaard om sit bryllup med fotograf Daniel Buchwald.

Med underbukser i tasken, altid på vej videre, har Katinka Bjerregaard i mange år følt, hun manglede et ståsted. Men det har hun nu.

- Jeg har fundet et trygt hjem, og det har givet en anden ro; også til at skrive sange. Men jeg vil altid være rastløs. Nogle dage synes jeg, at ægteskabet er konge, andre dage, når jeg er bange for, at det hele falder fra hinanden, er det hurtigt min søde mand, det går ud over. Men det var med åbne øjne, han gik ind i en rodebutik, og det giver mig en tryghed, at han er her. Hos mig.  

Det må aldrig blive for kassetænkende eller kommercielt; det er vigtigt for os.
— Simon Ask, guitarist og producer
Foto: Ulrik Jantzen/Büro Jantzen

Foto: Ulrik Jantzen/Büro Jantzen

Uslebne plasticperler

Lydprøven er færdig. Simon Ask, Marie Hageltorn Christiansen og Tobias Pedersen gør os selskab og fortæller om, hvordan bandet har vokset, siden de indtog scenen på SPOT Festival i 2015; klar til at overbevise KarriereKanonens jury om, at de skulle videre til finalen på SmukFest. Det lykkedes ikke kun at vinde juryens hjerter; omkring 300 nysgerrige publikummer havde fundet vej til teltet i smilets by, og det forvirrede de fire musikere. Så mange havde der jo ikke været til de andre deltageres koncerter.

Katinka gik som bekendt hen og vandt, og i modsætning til X-Factor er det ikke en pladekontrakt, der er præmien. Men derimod et skræddersyet talentforløb, hvor branchefolk giver deres besyv med på baggrund af, hvor i karrieren vinderen befinder sig. I Katinkas tilfælde resulterede det blandt andet i et samarbejde med et pladeselskab og scenecoach Kristian Koch, med hvem de fire musikere stadig arbejder i dag.

- Vi fik også mange gode kontakter på DR, og det var fantastisk at opleve, at der var nogen, der virkelig troede på os. Vi var bare nogle uslebne diamanter, eller…

Katinka Bjerregaard holder en kort pause og retter sig selv.

- Nogle uslebne plasticperler.

To måneder efter finalen i den jyske bøgeskov stod de på scenen til Kronprinsparrets Priser, og derfra tog det fart.

- Men samtidig fik vi en manager, vi ikke skulle have haft, og som hele tiden forsøgte at spille os ud imod hinanden. I starten var vi ikke klar over det, for vi tog imod al den hjælp, vi kunne få, men med tiden gik det op for os, at der var en grund til, at vi fik ondt i maven, fortæller Katinka Bjerregaard og fortsætter:

- Hele det taktiske aspekt omkring at være et band føltes forkert. Vi skulle strømline vores historie, og det var kun mig, der skulle være i front, hvilket jeg i forvejen tit er som forsanger og sangskriver, men vi er et band og en familie, og det er vigtigt for os, at det bliver husket. Men det var da på ingen måde nemt at gå imod autoriteten, understreger hun.

Marie Hageltorn Christiansen tilføjer:

- Men vi endte med at gøre det på vores måde, hvilket var heldigt.

Med integriteten i behold

I stedet for at lade sig rive med formåede bandet at holde fokus på, hvad der var kernen i deres musikalske projekt. De var glade for al den hjælp, de fik fra branchen, men var samtidig opmærksomme på at filtrere fra og understreger i dag, at andre skal gøre det samme, hvis de en dag vinder KarriereKanonen.

- Der var flere, der syntes, at vi skulle have en co-producer, og at der skulle være samme type instrumentering på alle numrene, men det var vi slet ikke enige i. Det gik imod noget af det, der er sjælen i projektet. Det må aldrig blive for kassetænkende eller kommercielt; det er vigtigt for os, lyder det fra Simon Ask.

For Katinka har det altid handlet om at finde alternative veje, også i deres instrumentering og lyd. Som når de bruger håndspænder til at lave stortromme eller støvsugere til at lave støj. På ”Vokseværk” har målet været at skabe en både moderne og original lyd, som samtidig har en organisk karakter, der bevirker, at man kan mærke en person og følelse bag hvert anslag.

Når Katinka ser tilbage på de tre år, der er gået, bliver de hurtigt enige om, at det hele er gået stærkt. Ikke så stærkt, at de ikke har kunnet følge med, men de er ikke i tvivl om, at de er nået længere i deres karriere på nuværende tidspunkt, end hvis de ikke havde vundet KarriereKanonen. Og Katinka Bjerregaard er da heller ikke i tvivl om, hvad hun synes, fremtidige vindere skal huske på:

- Jeg tror, at man altid skal have en smule ironisk distance til det hele. Det hjælper. Selvom vores sange er meget seriøse, tager vi ikke os selv så seriøst. Vi har nok en lige del storhedsvanvid og en lige del ydmyghed – og en stor portion ironisk distance. Ellers tror jeg, man bliver bims. Vi er bare musikere, vi er ikke messias.

Af Anine Fuglesang Foto Ulrik Jantzen/Büro Jantzen


FAKTA

Om KarriereKanonen

KarriereKanonen er et talentforløb, som ruster lovende musikere til en professionel karriere. Et forløb, hvor alle kunstnere bliver hørt, får respons og bliver tildelt et udstillingsvindue, og særligt udvalgte får tildelt en endnu bredere vifte af udviklingsmuligheder.

KarriereKanonen bygger på tre partnere med hver deres ekspertise: DR bidrager med platformen dr.dk/kanon, med løbende anbefalinger og med airplay og omtale på P3 og P6 BEATs flader. Bandakademiet bidrager med kunstnerisk og praktisk rådgivning i tæt samarbejde med musikbranchens centrale aktører. Og Smukfest bidrager med livejobs over for et sultent festivalpublikum.

Talentforløbet blev grundlagt af DR i 2002. I 2009 udvidede man partnerkredsen, så KarriereKanonen blev et bredt funderet talentforløb, der også fokuserer på at udvikle musikere inden for felter som koncerter, sangskrivning og branchekendskab.

Kilde: DR

Foto: Ulrik Jantzen/Büro Jantzen

Foto: Ulrik Jantzen/Büro Jantzen

FAKTA

”At vinde KarriereKanonen er ikke ensbetydende med succes”

Scenecoach Kristian Koch fortæller her om sit samarbejde med Katinka efter KarriereKanonen.

Hvad er det, KarriereKanonen kan?

Der er et stort fokus på KarriereKanonen (KK) fra industriens side; managements, bookingbureauer og pladeselskaber er meget interesserede i KK, og det er noget, der er bygget op over årene. Det handler blandt andet om, at DR har en aktie i KK, og at det er en promovering, der er svær at købe sig til. Det er for mig at se den konkurrence på dansk jord, der batter mest, hvis man vinder. Desuden er det ikke tænkt som et show eller underholdning; men der er virkelig en intention bag om at hjælpe nogle musikere.

Hvad kigger du efter, når du sidder med som en del af ekspertpanelet og skal give dit besyv med?

Jeg arbejder med alle finalister ret hurtigt i forløbet og får hurtigt et indtryk af, hvor åbne og arbejdsvillige de er, men også hvor hurtigt de flytter sig. Jeg kigger meget på, hvor hurtige de er til at tilpasse sig. Der er nogen, der knækker på det, når det virkelig bliver seriøst. Hvor bliver presset for stort for dem, mens der er andre, der tager kvantespring bare inden for et par måneder.

Hvordan oplever du, at Katinka har rykket sig på de tre år, der er gået, siden de vandt KK?

På den ene side har de overhovedet ikke rykket sig, og det er ment i den bedste forstand, for det er meget positivt. De var finurlige fra starten og havde deres helt egen personlighed, og den har de formået at holde fast i. Og det er en stor kvalitet. Det handler om at kunne navigere i alle de råd, man får. Det er vigtigt at have sin egen kerne, og Katinka er virkelig blevet presset til det yderste, men har formået at holde fast i deres kerne uden at ændre deres fantastiske quirkyness.

Omvendt har de fået en mere professionel tilgang til det at spille koncerter og at være musiker. Katinka er gået fra at være en forsanger, der stod samme sted på scenen til nu at være mere dynamisk og bruge hele scenerummet. Hun har bibeholdt sin karakter, men sørget for at være mere involverende over for publikum.

Hvad har Katinka fået ud af at være med i KK set med dine øjne?

Jeg tror, de er sprunget 2-3 år frem i tiden. I stedet for at skulle ud og lære det hele selv og måske lave en masse fejl, som kunne være potentielt ødelæggende, så har de fået en forlomme på viden.

Hvordan er Katinka et godt eksempel på en vinder, der har fået meget ud af KK?

Bare fordi man vinder KK, er det ikke ensbetydende med, at man får succes. Men Katinka laver musik af høj kvalitet, og gennemgående for dem, som vinder, og som får succes, er, at de alle sammen har noget quirky over sig. Derfor skal man passe på med at gøre dem konforme og stringente. De skal endelig holde fast i deres signatur, men her er det artistens job at filtrere i de mange råd, de får, og dem, der får succes, er ofte dem, som har formået dette.

Af Anine Fuglesang