Anine Fuglesang

Konference skal skabe overblik over talentudvikling

Anine Fuglesang
Konference skal skabe overblik over talentudvikling

Genreorganisationen Tempi inviterer til minikonference om kunstnerisk talentudvikling. MUSIKKEN fangede daglig leder Torben Eik Jacobsen for at høre om ambitionerne bag denne konference.

Hvorfor afholder I denne minikonference?

Fordi vi i Tempi har et strategisk fokus på "styrkelse af områdets nuværende og fremtidige aktører", som det hedder i vores strategi. Kunstnerisk talentudvikling er en del af det mål og samtidig en oplagt måde at investere i områdets fremtid og udvikling. Vi kunne derfor godt tænke os at arbejde mere med talentudvikling, men har brug for viden og overblik for at komme videre. 

Der er mange syn på, hvad talentudvikling er og bør være. Vi har arrangeret minikonferencen for at danne os et overblik over, hvad der foregår på området og søge inspiration og netværk - og så selvfølgelig for at bringe områdets aktører sammen, så vi kan finde nye måder at samarbejde og udveksle erfaringer. 

Hvordan står det til med den kunstneriske talentudvikling anno 2018 set med dine øjne?

Det står godt til, synes jeg. I hvert fald, hvis man kigger på den talentmassen, vi til dagligt arbejder med i Tempi. Især synes jeg, at der kommer mange nye, unge musikere, formidlere og arrangører til for tiden, og det er med til at give hele vores område et løft. Talent kan måles og vurderes på mange måder, og det er noget af det, vi skal tale om på konferencen. Jeg møder mange dygtige udøvere, visionære udviklere og ambitiøse formidlere og arrangører i min hverdag; folk der på hver sin måde kan betragtes som talentfulde. Det kunne være fedt at være med til at skrue endnu mere op for den tendens. 

Hvad er tendenserne i talentudviklingen lige nu inden for jeres område?

Det er netop et af de spørgsmål, vi selv håber på at få svar på på konferencen i Esbjerg. Der er mange aktører på området, og de arbejder med talent på forskellige niveauer og stadier. Vi håber konferencen vil gøre os klogere på hvem og hvordan, der arbejdes med det rundt omkring i landet. 

Helt konkret er konferencen et samarbejde med Syddansk Musikkonservatorium, der tilbyder en hel uddannelse i nordisk folkemusik. En uddannelse, der har ydet et væsentligt bidrag til scenen  - og hele musiklivet - siden den blev etableret. I 2017 kom der imidlertid så få ansøgninger, at der ikke kunne oprettes en årgang af studerende. Et enkelt år er langt fra nok til at tegne en tendens, men det har skabt bekymring i folkemusikmiljøet. 

Hvordan indfrier man bedst talenters potentiale inden for Tempis genreområde set med dine øjne?

Det kan gøre på mange måder. I Tempi arbejder vi en del med områdets infrastruktur som en måde at skabe bedre vilkår for vores kunstnere på markedet. Vi bruger meget tid på at hjælpe orkestre med at komme i kontakt med samarbejdspartnere og aftagere. For eksempel laver vi en del eksportforbedrende arbejde med de orkestre, der overvejer en international karriere. At turnere og eksportere sin musik kræver en masse færdigheder og indsigt, som ofte ikke indgår som en del af de eksisterende talentudviklingsinitiativer. Vi arbejder også med udvikling og opkvalificering af arrangører, formidlere og agenter – blandt andet gennem vores projekt Peer Program. Det ser vi som en måde at styrke de kanaler og fødekæder, der formidler musikken til nye publikummer og potentielle aftagere.

Af Anine Fuglesang Foto Sofie Bech

FAKTA

Minikonference om kunstnerisk udvikling

  • Hvor: Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg

  • Hvornår: Onsdag d. 5. december kl. 16-19.30

  • Hvordan tilmelder jeg mig: Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig og skal ske senest d. 29. november. Læs mere om konferencen og tilmeld dig her: https://tempi.nu/minikonference-dec2018/