Anine Fuglesang

Musikalske sjælebrødre

Anine Fuglesang
Musikalske sjælebrødre

Da Kim Larsen døde søndag morgen den 30. september efter længere tids sygdom, var det ikke kun afslutningen på en af dansk musiks mest betydningsfulde karrierer. Det var også afslutningen på et venskab og et musikalsk broderskab med Gasolin’-bassist Wili Jønsson, der her ærligt og bevægende sætter nogle ord på sit forhold til Kim.

Hvordan vil du beskrive dit og Kims venskab?

Vi havde ti musikalske dannelsesår sammen, og i den periode blev vi på en måde brødre. Da Kim udgav ”Wisdom Is Sexy”-pladen (i 1992, red.), var pressen efter ham. Jeg blev ringet op af Ekstra Bladet og spurgt, om jeg ikke også syntes, at Kim var lidt for meget. Der måtte jeg fortælle journalisten, at han var helt forkert på den. Kim og jeg holder rigtig meget af hinanden, og dig gider jeg slet ikke snakke med, sagde jeg. Pressen fandt hurtigt ud af, at vi var uadskillelige. Kim var jo den, der red på en bølge af sit kæmpe talent, og indimellem ville de gerne hive ham lidt ned. Men det kunne de ikke gøre. Det var vi alt for gode venner til. Det var for stærkt, det vi havde opbygget sammen, og det kunne de ikke røre ved.

Vi kunne godt være sjove overfor hinanden, Kim og jeg. Filmen ”Midt Om Natten”, synes jeg ikke, var særlig god. Musikken var skidegod, men jeg ved ikke rigtig, hvorfor instruktøren gik med på den. Det var nok, fordi Larsen var så kendt, og det kunne jeg sagtens sige til Kim, og han kunne grine af det. Men han ville gerne prøve det og havde pondus nok til det.

Vi skrev håndskrevne breve sammen til sidst, hvor vi altid skrev om de bøger, vi hver især skulle læse.
— Wili Jønsson om sit venskab med Kim Larsen

Det sidste brev

Hvornår så du Kim for sidste gang?

Det er lang tid siden. Omkring et halvt år før han døde, vil jeg tro. Jeg så ham spille i Odense. Vi skrev håndskrevne breve sammen til sidst, hvor vi altid skrev om de bøger, vi hver især skulle læse. Og jeg var lidt irriteret over, at han ikke så godt kunne lide forfatteren Haruki Murakami. Han havde læst ”Trækopfuglens krønike”, men den var alt for tung. Jeg sagde til ham, at han hellere skulle læse ”Kafka på stranden”, så den lånte han, men den kunne han ikke lide.

Jeg har hans sidste brev. Det var ikke så tit vi skrev, måske to-tre breve om året. Jeg synes, det var meget sjovt, for vi sås ikke ret meget, efter han flyttede til Fyn. Når jeg kom forbi Odense, kunne jeg godt finde på at ringe på hans dørklokke efter kl. 14:00. Jeg vidste, at han altid stod sent op. Vi havde også en årlig komsammen i Gasolin’, hvor vi skulle kigge på vores finanser, men til sidst gad vi det sgu ikke. Hvorfor skulle vi sidde og snakke om finanser?

Hvilke tanker gik gennem dit hoved i dagene efter hans død?

Jeg blev meget, meget ked af det. Jeg græd og græd og bliver helt rørt af at tænke på det nu. Det var så forfærdeligt, og jeg savner ham. Jeg fik det at vide, da jeg var i DMF Københavns lejlighed i Berlin. Jeg skulle ind og se ”Tosca” i operaen samme aften, og jeg sad og græd under forestillingen. Jeg var meget ramt, for han har betydet meget for mig – det har han helt afgjort.

Jeg kom hjem til Danmark dagen efter og så al den hurlumhej, der var der. Jeg synes jo, at han fortjente det, men jeg tror ikke, at Kim selv ville bryde sig om det. Ligesom han ikke kunne finde på at tage imod et Ridderkors. Men jeg kunne jo se, at han havde fået fat i folket. Det var meget stort, og det var ret fantastisk og bevægende.

Jeg gik rundt i lidt af en zombie-tilstand i de dage, men det endte med, at jeg stillede op til mindeudsendelsen om lørdagen, fordi de manglede én fra Gasolin’. Franz (Beckerlee, red.) var i Paris, og Søren (Berlev, red.) ville ikke, så jeg sagde ja. Men det er svært at sætte flere ord på, udover at jeg blev chokeret, selvom jeg vidste, at Kim var meget syg. Han led af den samme sygdom, som jeg selv har haft; prostatakræft. Min blev helbredt i sidste øjeblik, men Kim ville ikke. Han spillede jo nærmest til det sidste, og det må have været hårdt, men han havde en rå karakter på den måde.

Søren, Franz og jeg samledes et par uger efter Kims død til en frokost sammen med Peter Ingemann. Det var godt, og vi fik snakket lidt om det hele. Nu er det kommet lidt på afstand, og jeg har det bedre med at tale om det nu, men jeg havde meget svært ved det, lige da Kim døde, for vi var sjælebrødre i næsten 10 år.

Når jeg kom forbi Odense, kunne jeg godt finde på at ringe på hans dørklokke efter kl. 14:00. Jeg vidste, at han altid stod sent op.
— Wili Jønsson

Et møde på Christianshavn

Hvor og hvornår mødte du Kim første gang?

Min hustru Katrine og jeg kendte Kim længe før Gasolin’. Vi mødtes i 1969 i den gamle Sofiegård på Christianshavn, hvor vi boede i nogle små lejligheder. Jeg boede på et loft i nummer 23. For 15 kr. og en ugentlig gulvvask havde man en lejlighed; det var ret utroligt. Kim boede lidt længere henne med sin nyfødte søn Pelle og kone Mariann. Vi lærte hinanden at kende og fandt ud af, at vi begge to spillede lidt guitar.

En dag kom jeg forbi med en anden instrumentkasse, og Kim spurgte: Hvad er det? Det er en bas, sagde jeg, og så fandt vi ud af, at vi skulle lave et orkester. Jeg havde også talt med Franz, der gerne ville lave et orkester, for han var blevet inspireret af Jimi Hendrix. Det blev til Gasolin’. Efter et par single-udgivelser på engelsk mente Poul Bruun fra CBS, at vi skulle udgive en LP på dansk. Det var Franz rasende over, men jeg synes bare, vi skulle gøre det. Og så udgav vi den første Gasolin’-LP, som var på dansk, i 1971.

Hvad var dit førstehåndsindtryk af Kim?

Han ville noget; han havde et rigtigt godt drive. Og så han var litterær ligesom mig selv. Vi havde det samme sprog. Vi begyndte med det samme at snakke om bøger, og hvad vi havde læst. Jeg læser mange bøger, og det gjorde Kim også. Det gik så vidt, at Kim mente, at vi begge to burde lære tysk, så vi kunne læse Thomas Manns ”Huset Buddenbrook” på originalsproget. Jeg sagde til Kim, at jeg synes, det var en fantastisk bog – og at den var rigtig godt oversat til dansk. Han fik vist heller ikke læst den på tysk, så vidt jeg ved, selvom det var hans kongstanke.

Kim og jeg havde egentlig også den samme musiksmag langt hen ad vejen, men der var steder, hvor vi kunne være uenige. Jeg sagde til ham, at han ikke skulle kimse ad jazzmusikken. Det kunne han godt høre, men han synes, bluesmusik var kedeligt. Men det kommer ligesom an på, hvem der spiller, Kim, sagde jeg. Og Franz kunne også godt blive lidt irriteret over, at Kim ikke kunne lide blues. Til gengæld elskede Kim og jeg begge popmusik, og Franz kaldte os ’poppe-drenge’, selvom han i bund og grund også godt selv kan lide pop. Men de dér diskussioner var nærmest noget, vi legede; et spil vi havde. Der var faktisk ikke så mange kontroverser.

Kim og jeg var også fuldstændig enige om, at gammel dansk musik var helt fantastisk. ”Dansevisen” er et skønt nummer, Liva Weels sange og den slags. Vi kunne også begge lide Elvis Presley. Vi snakkede i det hele taget om mange sjove ting.

Foto: Anine Fuglesang

Foto: Anine Fuglesang

Værsgo’, et skub til Gas

Hvordan vil du beskrive jeres samarbejde?

Hvis Kim kunne komme med 12 melodier, kunne jeg komme med en halv. Wili, du er god til B-stykker, men du kan ikke lave A-stykker, sagde Kim. Når Kim kom med en halv idé, kunne vi godt samarbejde om at forme resten af melodien. Men han havde så stor melodisk tæft, og måske 90 % af Gasolin’s sange kommer ud af hans idéer. Resten er lavet i samarbejde.

I forhold til teksterne og sproget lænede vi os meget op ad Mogens Mogensen. Kim var litterær, og han kunne meget af det med sproget, som jeg ikke kan, og jeg synes, han har lavet gode tekster, også efter Gasolin’. Men det var Mogens Mogensen, der lærte ham, at man skal finde sit eget sprog, og efter vores fejlslagne engelsksprogede plader i Gasolin’, var det meget modigt af Kim at tage til New York i tre år og arbejde. Og jeg synes ikke, de er så dårlige, hans amerikansk-sprogede plader. Men de gik ikke rigtigt ind, så selvfølgelig måtte han vende hjem. 

En anden karakteristik af samarbejdet er, at vi havde god disciplin. Vi øvede og lærte virkelig at spille. For indrømmet! Både Kim, Franz og jeg var amatører på vores instrumenter, da vi startede. Jeg havde spillet klaver hele mit liv. Nu skulle jeg spille bas, så jeg skulle jo lige lære det… Det tog nogle år for os. På den første plade kan man høre, at vi har lært lidt af det, men det er først to-tre plader henne, at vi blev ordentlige musikere. Kim var virkelig stædig og lærte efterhånden at spille rigtig godt guitar med fingerspil og det hele. Det var selvfølgelig svært for ham i starten, men da vi lavede plader med Roy Thomas Baker, skulle den sidde i skabet; han sprang ikke over, hvor gærdet var lavest. Det skulle være ordentligt. Det var for eksempel svært for Kim at lave den lange fingerspilsintro til ”This Is My Life”. Men den kom i hus.

Kim og jeg kunne godt spille guitar sammen. Hvis du hører et nummer som ”Kvinde Min”, starter det med, at Kim og jeg sad med to akustiske guitarer og indspillede 24 tracks oveni hinanden. Det var Roy Thomas Baker, der ville have, at vi skulle lave en Wall Of Sound. Og når jeg hører nummeret i dag, kan jeg godt høre, at han havde et godt øre. Men vi havde disciplin hele vejen igennem, og vi ville virkelig gerne det her.

Kim havde utrolig mange numre, som måske ikke lige passede ind i Gasolin’. Jeg mener, at det var Poul Bruun og mig, der sagde til Kim, at han skulle lave sin egen soloplade. Kim spurgte, om jeg ikke ville spille med. Det er din soloplade, Kim, jeg skal ikke spille med, sagde jeg. Men det endte alligevel med, at jeg spillede klaver på halvdelen af ”Værsgo’”-pladen. Og det var helt okay. Franz kunne ikke så godt lide den plade, men det kunne jeg. Der var nogle numre, jeg godt kunne have været foruden, men der er fandme mange gode sange. Det var godt, han gjorde det. Det gav os også et skub med to’eren i Gasolin’. Kim blev kendt på ”Værsgo’”, og det var absolut med til at skubbe Gas frem. Måske åbnede ”Værsgo’” til et publikum, der ellers ikke var hoppet på Gasolin’.

Vi oplevede tit med Gas, ”at vorherre kiggede ned på os”, som vi sagde, fordi vi spillede så meget sammen. Musikken spillede af sig selv. Det var ikke altid det skete, og vi kunne ikke fremelske det. Men vi var meget disciplinerede og artige og tog ikke nogen stoffer, for det var ikke os, men roadierne smadrede hotelværelser.

Hvis Kim kunne komme med 12 melodier, kunne jeg komme med en halv. Wili, du er god til B-stykker, men du kan ikke lave A-stykker, sagde Kim.
— Wili Jønsson

Aske i en flaskepost

Hvorfor tror du Kims sange ramte så bredt og havde så stor betydning for rigtig mange mennesker?

Kim har skrevet så mange skidegode melodier, og han benyttede et ordentligt sprog i sine tekster. Nogle tekster var selvfølgelig bedre end andre, men han holdt en ret god standard. Og det gjorde, at han ramte bredt. Han var ikke interesseret i at lave intellektuel musik, det interesserede ham slet ikke. Han var interesseret i den enkle melodi. Ligesom Mozarts enkle melodier er fuldstændig fantastiske. Det havde Kim noget af. Han anglede ikke efter at være folkelig, han kunne ikke fordrage udtrykket. Han så sig selv som farende musiker. Som en mand, der ligeså godt kunne stå og spille på et hjørne og lægge sin kasket for at se, om der kom nogle penge ind. Han var en spillemand.

Hvilke Kim Larsen-sange er dine favoritter?

I hans solokarriere kan jeg rigtig godt lide ”De Smukke Unge Mennesker”. I Gas-repertoiret synes jeg blandt andet, at ”Kloden Drejer Stille Rundt” er virkelig god. De to er små mesterværker.

Med sin første soloplade har Kim faktisk indspillet en sang (”Christianshavns Kanal”, red.), hvor han siger, at vi kan sende hans aske på en flaskepost og smide den i havet. Jeg ved ikke, om det er dét, der er sket. Men Kim har været her, og han har sat sig nogle spor.

Venner, når jeg dør så tag min aske

og put den i en tom tom flaske

Slå proppen i og send mig af som flaskepost

imens I drikker jer en stille most

Skibet hedder Christianshavns kanal

Skibet hedder Christianshavns kanal

(Fra ’Christianshavns Kanal’ på Værsgo’. Melodi Kim Larsen, tekst Flemming Quist Møller.)