Anine Fuglesang

Uden tilbud, ingen talenter

Anine Fuglesang
Uden tilbud, ingen talenter

Hvis børn ikke har mulighed for at møde musikken, opdager de måske aldrig, at de har et talent. Sådan lød en af konklusionerne, da DMF København inviterede til Branchedag For Musikundervisere.

Der var gang i den helt store debat om musikundervisning, da DMF København inviterede musikundervisere og andre interesserede til Branchedag For Musikundervisere. Dagens ordstyrer var radiovært og journalist Claus Vittus, der ledte alle fremmødte godt igennem to paneldebatter. Første paneldebat handlede om talentudvikling, mens dagens anden og sidste paneldebat omhandlede de vilkår, som musikunderviserne arbejder under.

Musikundervisning er helt til rotterne

Ingen musiktilbud, ingen talenter. Sådan lød et af dagens helt overordnede budskaber, der blandt andet blev fremlagt af Jeanette Frederiksen, der underviser i Den Cyklende Musikskole, hvis hovedfokus er at komme ud til de børn på Amager, der ellers ikke møder musikundervisningen i deres skoletid eller fritid.

-  Hvis børnene ikke får muligheden for at spille musik, opdager de måske aldrig, hvis de har et talent. Vi skal møde dem der, hvor de er, motivere dem og præsentere dem for det musikalske fællesskab, fortalte Jeanette Frederiksen.

Denne betragtning er man enig i i Rødovre Kommune, hvor Jørgen Misser Jensen arbejder som dirigent for Rødovre Concert Band. I Rødovre Kommune har man stor succes med projektet MusikUnik, der med inspiration i det venezuelanske El Sistema er kommunens bud på inklusion via musik for de børn, der kan være udfordrede. Omkring 150 børn er tilknyttet MusikUnik, der tilbyder tre musiktimer om ugen plus en times orkestersammenspil om ugen; blandt andet med hjælp fra Rødovre Concert Bands musikere, der fungerer som mentorer for de mange børn.

- Med vores projekt kan jeg se, at vi har nogle talenter, der ellers aldrig ville være fokus på i musikalske sammenhænge. Men det viser sig, at nogle af dem er store, musikalske talenter, fortæller Jørgen Misser Jensen og fortsætter:

- Desuden oplever vi, at børnene får styrket deres sociale kompetencer og selvværd ved at være en del af fællesskabet, og selvom mange af dem ikke får øvet derhjemme, har de deres instrument i hænderne fire timer hver uge, hvilket er rigtig meget i forhold mange andre børn i folkeskolen, fortæller Jørgen Misser Jensen, der er dybt bekymret over den udvikling, han ser, når det gælder musikundervisning i folkeskolen.

- Den er helt til rotterne for at være helt ærlig. Der er ikke uddannet nok musiklærere, og der mangler efter min mening fokus på det. Vi vil jo ikke finde os i, at vores børn får dansk- eller matematikundervisning på et lavt niveau; hvorfor så finde sig i det, når det handler om musik?

Foto: Mads Mazanti

Foto: Mads Mazanti

Mere fokus på vidensdeling

Som branchedagen skred frem blev det tydeligt, hvor mange gode tiltag, der er rundt omkring i landet, når det handler om musikundervisning. Flere af de fremmødte fortalte om deres projekter, mens der også blev efterlyst vidensdeling. En betragtning, som både Jeanette Frederiksen og Jørgen Misser Jensen var enige i.

- Succeshistorierne er med til at inspirere, og det hjælper til, at flere fortsætter, selvom det er hårdt at undervise, og man skal give meget af sig selv, lød det fra Jeanette Frederiksen, der to gange om året mødes med 25 andre musikundervisere i det, de kalder for Det Professionelle Læringsfællesskab.

- Jeg kunne godt tænke mig, at man fik lavet én stor paraply-organisation – for eksempel under Dansk Musiker Forbunds regi – hvor man kan samle alle de undervisningstiltag, der findes i landet. Der er så meget godt derude, som vi ikke kender til, men som kan fungere som inspiration på kryds og tværs. Det er også vigtigt, at vi gør mere opmærksom på os selv, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at få bevillinger fra politikere, lød det fra Jørgen Misser Jensen.

Kerneopgaven smuldrer

I dagens anden debat blev der særligt slået ned på det faktum, at der fra politisk side er store forventninger om, at musikundervisere når ud til ’alle børn’. Og det er problematisk, lød det fra Anja Reiff, leder af Gladsaxe Musik- og Billedskole og formand for DMKL:

- Det er en kontrast i, at underviserne skal nå længere og bredere ud og så kerneopgaven med at udvikle talenter. Hvis det er opgaven at nå ’alle børn’, skal vi have et analyseinstitut, der undersøger, hvad det kræver det, hvad vi mangler, og hvad det vil koste? Det er der, så vidt jeg ved, aldrig nogen, der har undersøgt.

Udover Jeanette Frederiksen, Anja Reiff og Jørgen Misser Jensen bestod dagens paneldeltagere af Sune Smith-Nielsen (talentchef i FC København), Jonas Rygaard (fremtidsforsker), Maria Frej (medlem af Kulturudvalget i Københavns Kommune for SF), Henrik Jansberg (2. næstformand i Dansk Musiker Forbund og musikunderviser) og Jesper Hvolby Christensen (chefjurist i Dansk musiker Forbund).

Af Anine Fuglesang Foto Mads Mazanti