Anine Fuglesang

60 minutter med Den Sorte Skole

Anine Fuglesang
60 minutter med Den Sorte Skole

Med projektet ’60 minutes’ udfordres den gængse opfattelse af opdelingen mellem klassisk og rytmisk musik. I stedet bygger projektet en vigtig bro i dansk musik; især når musikken tør være eksperimenterende. Det mener Martin Højland fra den danske samplerduo Den Sorte Skole, der sidste år delte scene med Copenhagen Phil. Han frygter nu, at besparelserne i orkestret fører til, at formater som 60 minutes må spares væk.

 

Bevæbnet med pladespillere, effektmaskiner og vinylplader i tusindvis, indsamlet fra alle verdens hjørner, sampler de to musikalske arkæologer fra Den Sorte Skole sig vej igennem en vidtrækkende musikhistorie. Gitte Hænning møder camerounske pygmæer, mens tibetanske munke messer side om side med gregorianske kor. Feltoptagelser af rituelle ceremonier fra Amazonas og thailandsk kvindesang fylder Konservatoriets Koncertsal, alt imens fagotter, violiner og stortromme flettes ind i fortællingen om en verden fuld af musikalske kontraster.
Den Sorte Skole, med de borgerlige navne Martin Højland og Simon Dokkedal, og Copenhagen Phil mødes for første gang fire dage inden en udsolgt koncertsal fyldes op af forventningsfulde publikummer, parate til at lade sig overbruse af en radikal anderledes, musikalsk oplevelse. Koncentrationen er dyb, og der bliver arbejdet i op mod 20 timer i døgnet, før de sidste detaljer er på plads.  
- Det er ekstremt grænseoverskridende at lave så stort et projekt og så først møde orkestret fire dage inden koncerten, lyder det fra Martin Højland.
Vi skal tilbage til februar 2016. Den Sorte Skole står klar på scenen flankeret af Copenhagen Phil; parate til at uropførelsen af Den Sorte Skole og komponist Karsten Fundals 2. Symfoni. Koncerten er en del af Copenhagen Phils festival ’60 minutes’, hvor klassisk og rytmisk musik transcenderer den gængse opfattelse af, at musikken af historisk betingede grunde er opdelt i to; klassisk versus rytmisk. En opdeling, der forankrer sig i nutiden med konservatorier, der værner om hver deres tradition, men udfordres af et projekt som 60 minutes.

Fremtiden for klassisk musik undervurderes

- For os har det været en kæmpe gave at få lov til at arbejde sammen med et orkester som Copenhagen Phil og komme på så dybt vand og blive flyttet så meget rent kunstnerisk, at vi har skullet gentænke alt. Der ligger en kæmpe læring i at se sit eget materiale fra et andet perspektiv, og vi er blevet meget klogere på vores musikalske DNA ved at have været igennem samarbejdet med Copenhagen Phil, lyder det fra Martin Højland, når han tænker tilbage på koncerten, der høstede stående ovationer.
Derfor er det ham en gåde, at et orkester så innovativt og virtuost som Copenhagen Phil nu må ligge under for Kulturministerens sparekniv. En politisk beslutning og fadæse, der ifølge Martin Højland ikke blot får betydning for Den Sorte Skole, men for dansk musikliv generelt.
- Copenhagen Phil har om nogen forsøgt at tage nogle skridt ind i fremtiden. Både i forhold til, hvordan man opsøger sit publikum rundt omkring i landet, og hvordan man rækker ud til børn og unge og eksperimenterer med orkestret. Blandt andet i 60 minutes-formatet, som, man kan frygte, er noget af det, de må skære væk, nu hvor de skal spare så mange millioner kroner.
- Netop 60 minutes-koncerterne, hvor artisterne tør være eksperimenterende, bygger en enormt vigtig bro i dansk musikliv, som, jeg tror, er langt vigtigere end i hvert fald folk i den klassiske verden forestiller sig. Jeg tror, at man i den klassiske verden har den grundlæggende opfattelse, at kvaliteten af klassisk musik er på et niveau, som gør det selvskrevet, at den vil videreformidle sig fra generation til generation. Og det, tror jeg, er naivt. Min generation spiller ikke klassisk musik for vores børn. Vores forældre er den sidste generation, der hørte det i hjemmet, og det er samtidig dem, der nu sidder i topledelsen i klassisk, dansk musikliv. Jeg tror, at man i den klassiske verden voldsomt undervurderer fremtiden for den form for musik. For hvis der sker nedskæringer nu, hvordan vil den klassiske musik så klare sig om 40 år, når det er den unge generation, der sidder og styrer puljerne? De har ikke den samme kærlighed til musikken, og det er netop her, at Copenhagen Phil med deres 60 minutes-projekt er det bedste eksempel på nogen, der formår at tænke nyt og bygge bro, lyder det fra Martin Højland.
Den Sorte Skoles elektroniske univers smeltede allerede sammen med symfonisk musik tilbage i 2014, hvor sampler-duoens og Karsten Fundals symfoniske trilogi tog sin begyndelse med 1. Symfoni. Et moderne værk, der blev opført i Koncerthuset sammen med DR Underholdningsorkestret, der senere blev nedlagt. Hvis fremtiden ellers tillader det, er det planen, at trilogien slutter med endnu en koncert i selskab med Copenhagen Phil i 2019.

For os har det været en kæmpe gave at få lov til at arbejde sammen med et orkester som Copenhagen Phil og komme på så dybt vand og blive flyttet så meget rent kunstnerisk, at vi har skullet gentænke alt.

Fælles, usikker territorium

Måske synes samarbejdet mellem Den Sorte Skole og Copenhagen Phil umage, men går man et lag dybere, er det mere oplagt end som så. Duoens samplede lydfortællinger har altid været bygget op symfonisk og som 75 minutters sammenhængende værker, og i stedet for at komme med 11 numre omarrangeret til lejligheden bød 2. Symfoni på tre partiturer specielt designet til koncerten. En ambition, som Karl Skibsted, producer for Copenhagen Phil og tidligere producer for DR Underholdningsorkestret, havde fra starten.
- Det er enormt tidskrævende at tænke i storform, og du kan ikke bare bytte rundt på numrene. De skal både tonalt og rytmisk hænge sammen og give mening i et forløb, og på den måde er det en meget klassisk måde, vi tænker musik på, fortæller Martin Højland.
Med Karsten Fundals computerorkester isolerede duoen og kollegaen sig ad flere omgange i Fundals sommerhus, hvor de transformerede lydpassager i computerprogrammet, så de sad med computerlyde, der forestillede et symfoniorkester. Computerlydene blev herefter samplet og omarrangeret, og partiturerne til sidst skrevet herudfra.
- Det, der har været vigtigt for os i samarbejdet med Copenhagen Phil, har været, at både vi og orkestret har bevæget os langt væk fra vores velkendte universer og ind på fælles, usikker territorium. Så alle følte, de skulle sidde på stolekanten, og så vi undgik, at orkestret blot blev flødeskum på toppen. Musikerne har også givet udtryk for, at de fandt det sjovt pludselig at skulle spille mærkelige og hullede, elektroniske arrangementer, lyder det fra Martin Højland, der fortæller, at ambitionerne nogle gange blev sat på en prøve.
- Hvor et rytmisk band groover, svinger et orkester helt anderledes og bygger på nogle andre principper i musikken med voldsomme tempo- og akkordskift. Man kan følelsesmæssigt bevæge folk i nogle større rutcheturer, men det er samtidig en stor udfordring at få orkestret til at groove, hvilket vi flere gange måtte opgive. For eksempel er vores musik meget loopbaseret, selvom den måske ikke fremstår sådan, og at få strygerne til at lave loops i fire minutter kan ganske enkelt ikke lade sig gøre rent fysisk. Men det gav nogle sjove udfordringer.

Foto: Anne Mie Dreves

Foto: Anne Mie Dreves

Jeg tror, at man i den klassiske verden har den grundlæggende opfattelse, at kvaliteten af klassisk musik er på et niveau, som gør det selvskrevet, at den vil videreformidle sig fra generation til generation. Og det, tror jeg, er naivt.

Opråb til den danske presse

I forbindelse med dokumentarfestivalen CPH:DOX blev et arrangement stablet på benene på Bremen Teater, hvor filmen ”60 minutes of When Saints Go Machine” blev vist for at sætte fokus på det på daværende tidspunkt lukningstruede Copenhagen Phil. I en efterfølgende paneldebat deltog ikke blot musikere fra When Saints Go Machine, der tidligere i år var en del af festivalen 60 minutes, men også Martin Højland og Simon Dokkedal. For dem har det været vigtigt fra starten at være med til at markere de skandaløse, politiske beslutninger, der i sin tid førte til, at DR Underholdningsorkestret blev nedlagt og nu truer Copenhagen Phils videre eksistens.
Men det er ikke kun politikerne, Martin Højland langer ud efter. Den store, etablerede musikpresse har også svigtet, mener han.
- Hvor er medier som Berlingske og Jyllands-Posten, når koncerter som 60 minutes sker? Og Politiken, som gerne vil være frontrunner på alt, hvad der er hipt? Til vores koncert sendte det franske dagblad Le Monde en journalist fra Paris for at følge os i to døgn og lave et dobbeltopslag om koncerten, mens det i Danmark kun var Information, der var på pletten. Det er dybt problematisk, at de store, danske medier ikke giver disse arrangementer bevågenhed. De undervurderer publikum ved ikke at informere om tiltag som 60 minutes, som er skræddersyet for de læsere, som går i teateret og i Operaen, og hvis medierne var med til at sætte mere fokus på det, ville politikerne måske have tænkt sig om to gange.
Til efteråret begynder Den Sorte Skole på deres sidste og tredje symfoni; det er i hvert fald planen, og Martin Højland er spændt på at videreudvikle et allerede frugtbart projekt.
- Hele vores måde at tænke musik på og tale om musik er kommet ud af vores samarbejde med Copenhagen Phil, og mødet med Karsten Fundal og Karl Skibsted har rent kunstnerisk og som enkeltstående begivenhed været det mest afgørende for Den Sorte Skole de seneste år. Så vil nogen måske sige, at det er fint for os, men på trods af, at det vi laver er mærkeligt, har vi et stort publikum, så det kommer faktisk mange mennesker til gode, lyder det fra Martin Højland, der til slut opfordrer Kulturminister Mette Bock til at tænke sig om en ekstra gang, før hun yderligere mindsker Copenhagen Phils muligheder for at nå bredt ud til publikum.
- Kulturministeren burde stille sig selv spørgsmålet: Hvor vil jeg gerne have, at den klassiske orkestermusik i Europa skal være om 50 år?

 

Af Anine Fuglesang · Foto Kristoffer Juel Poulsen


FAKTA

60 minutes

I Copenhagen Phils 60 minutes-koncerter mødes den rytmiske og den klassiske verden.
Projektet, der har eksisteret siden sæsonen 2011/2012, har blandt andet til formål at vise de mange udtryksmuligheder, et moderne symfoniorkester rummer.
60 minutes har budt på samarbejde med kunstnere som Den Sorte Skole, Efterklang, Oh Land, Nikolaj Nørlund og senest i år med Lowly, When Saints Go Machine og Mew, der alle spillede udsolgte koncerter i Konservatoriets Koncertsal.
60 minutes-koncerterne er blevet så populære, at flere af koncerterne er blevet udvidet med ekstrakoncerter, og i 2016 blev koncerten til en decideret årlig festival.


Den Sorte Skole

Siden Martin Højland og Simon Dokkedal i 2003 startede deres sampler-projekt Den Sorte Skole, som i dag bringer dem verden rundt, har den etablerede musikbranche været på nakken af dem. Grundessensen i Den Sorte Skole består nemlig i at sample andre kunstneres værker, så der opstår helt nye fortællinger. Paradoksalt nok vandt Den Sorte Skole tidligere på året musikforlæggernes pris som ’Årets Talent’ ved Carl Prisen 2017.
Når Dyrskuepladsen endnu engang ringer ind til Roskilde Festival, er det med Den Sorte Skole øverst på plakaten. Fredag nat klokken 01 giver de en skræddersyet koncert på Orange Scene, der byder på gæster fra blandt andet Island, Syrien, Østrig og Tyrkiet.