Anine Fuglesang

Kære kulturminister: Stop besparelserne på kulturen

Anine Fuglesang
Kære kulturminister: Stop besparelserne på kulturen

LEDER

Kære kulturminister.

Fornyligt offentliggjorde de økonomiske vismænd deres halvårlige rapport om den danske økonomi, og den viste fremgang i den danske økonomi. Alligevel snakker politikerne stadig om nødvendighedens politik, og der skæres på allerede hårdt pressede områder. Kulturen og herunder orkesterlandskabet har haft et hårdt forår, der har kastet hele Sjællands Symfoniorkester, Copenhagen Phil, ud i en overlevelseskamp og samtidig stiller DR’s orkestre og kor overfor en uvis fremtid.

Alle kulturinstitutioner er i de seneste par år blevet pålagt to procents årlige besparelser, de såkaldte grønthøsterbesparelser. Samtidig har Danmark fået en kulturminister, som ikke synes at interessere sig meget for kulturens overlevelse. Hun mener ganske enkelt ikke, at det er muligt at tilføre flere penge til området. Mette Bock virker i øvrigt faktaresistent over for orkestrene og rykker rundt på landsdelsorkestrenes penge, som det passer hende.

Samtidig med disse udmeldinger kommer det nu frem, at Danmarks økonomi er god. Faktisk er den på vej til at være rigtig god. Man kan derfor spørge: Hvorfor vælge at spare så markant på kulturen? Et område, som i forvejen ikke jonglerer med særligt mange penge set i forhold til andre politiske områder. Hvorfor i det mindste ikke fjerne grønthøsterbesparelserne, så kulturinstitutionerne ikke hvert år skal se deres fortsatte levetid hænge i en tynd tråd.
Hvem agerer kulturministeren egentlig minister for? Kulturen og befolkningen eller Liberal Alliance?

Det er alment kendt, at Liberal Alliance, dét parti som Kulturministeren repræsenterer, har som mærkesag at sænke den offentlige støtte til kulturinstitutioner og indføre mere brugerbetaling på området. Det er derfor Liberal Alliances politik, som lige nu styrer den kulturelle dagsorden. Men Danmarks økonomi er ikke i krise længere. Så måske skulle politikerne, og herunder Mette Bock, stoppe med føre politik derefter. Hvis Danmark fortsat skal have en aktiv kulturformidling og historie, skal området i stedet styrkes og plejes og ikke konstant være i fare for nedskæringer og omprioriteringer, som kun vil forværre udbuddet af kultur til borgerne i hele Danmark.

DR’s orkestre og kor er også fanget i Liberal Alliances kulturelle dagsorden. Mette Bock har ytret, at hun ønsker at udflytte DR’s orkestre og kor, men her står flere ubesvarede spørgsmål tilbage end besvarede. Og forslaget bliver yderlig mudret sammen med Liberal Alliances ønske om mindre licensbetaling. Vi har forsøgt at stille kulturministeren en række dybdegående spørgsmål om dette, men vi fik desværre kun et tomt svar tilbage, hvor Mette Bock i stedet henviser til det kommende medieforlig, som skal indgås i 2018. DR’s orkestre og kor holdes derfor som gidsler i det kommende medieforlig, og hvis det står til Mette Bock står deres fremtid uvis indtil da.

Det er en urimelig situation at sætte DR’s orkestre og kor i. Situationen for Sjællands Symfoniorkester, Copenhagen Phil, er også uholdbar. Det ville klæde vores kulturminister at føre en kulturpolitik for kulturens skyld og derfor stoppe med at spare området væk til ukendelighed.

Mette Bock bør i stedet arbejde for følgende: 1) At stoppe de årlige 2 procent besparelser på kulturområdet og i stedet stille overordnede opgaver og mål for orkestrene. 2) At bibeholde alle fem landsdelsorkestre, der dækker hele landet med musik. 3) At sikre DR SymfoniOrkestret som eliteorkester inden for rammerne af Danmarks Radio.

I DMF København kæmper vi fortsat for orkestrene. Det gør vi ved at skabe dialog med politikerne, generere en aktiv debat om problematikkerne og ved øget medlemskontakt. Vi ønsker, at medlemmerne bliver hørt så meget som muligt og opfordrer til at søge vejledning, information og dialog hos os. 

Af Michael Justesen · Foto Mads Mazanti