Anine Fuglesang

”At øve mig på mit instrument er rygraden i mit liv”

Anine Fuglesang
”At øve mig på mit instrument er rygraden i mit liv”

For violinist Julie Eskær er avancering på sit instrument alfa og omega, og for at få en detaljeret fornemmelse af et værk inden en koncert, lytter hun det gerne igennem på YouTube i forskellige versioner.

Det er vigtigt at spille meget forskellig musik for at kunne tilføre flere aspekter til det enkelte musikstykke.
— Julie Eskær, violinist

Spilleglæden

”Det allervigtigste element, når man skal spille en koncert, er selve spilleglæden. At man glæder sig til at spille den fantastiske musik sammen med de andre i orkestret. Men for at hjælpe glæden frem, må man sørge for at øve værket igennem og blive fortrolig med musikken. Sidste år skulle jeg spille en violinkoncert alene, og når min violin ligger helt forrest i lydbilledet, kræver det i endnu højere grad, at jeg virkelig har sat mig ind i musikstykket. Jeg skal faktisk kunne spille musikken, selv hvis jeg blev vækket midt om natten. Ved den violinkoncert måtte jeg øve ekstra meget, så jeg kunne nå at finde spilleglæden inden koncerten.”
 

At øve alene og sammen med orkestret

”Jeg vil helst i gang med forberedelserne til en koncert så tidligt som muligt. Selvom man kan læse musikken fra bladet, er det bedst at bruge tid på at sætte sig ind i værket og øve sig. Jeg er ikke sådan en, der sidder og læser partituret igennem, med mindre jeg skal lede ensemblet alene. For det meste lytter jeg forskellige versioner af værket igennem på YouTube, så jeg får en fornemmelse af temaerne og balancen mellem de forskellige instrumenter, og jeg danner mig et overordnet indtryk af musikstykket. Med årene er jeg blevet hurtigere til at finde helheden i værket. Og så øver jeg mig altid en masse på mit instrument. Ikke bare til selve koncerten, men i det hele taget, for det er rygraden i mit liv. Det har simpelthen en terapeutisk effekt. Og hvis der går nogle dage, hvor jeg ikke får øvet, så bliver jeg i dårligt humør.

Men jeg kan bedst lide at øve sammen med andre musikere, i orkestre og kammerensembler. Man kan godt blive træt af sig selv. De andre giver ny energi og ny inspiration. Sammen med de andre musikere får man også mulighed for at opleve værket mere i sammenhæng, og man justerer sit spil efter de andre musikere. Hvis man spiller med en fantastisk dirigent, kan der opstå nye idéer, man aldrig har tænkt på før.”

 
Julie Eskær 1 (Foto Ettore Causa) kopi.jpg
 

Størrelsen af orkestret

”Størrelsen af orkestret har også indflydelse på forberedelsen. I større orkestre med for eksempel 120 medlemmer er det svært at justere lynsnart i forhold til de andre musikere, og man spiller på en måde langsommere eller tungere. Men et mindre orkester er som en lille, hurtig bil, hvor musikerne spiller mere smidigt og reagerer hurtigere. Til gengæld kan man høre hver enkelt musiker - også når vedkommende spiller ved siden af. Derfor er det ikke nok at sidde derhjemme og spille i timevis: Det gælder først og fremmest om at øve og spille sammen med de andre, og til prøverne skal man virkelig være vågen.”
 

Med eller uden dirigent

”Som 1. koncertmester i Danmarks Underholdningsorkester har jeg et ansvar, der rækker længere end til at være skarp på mit eget instrument. 1. koncertmester er, næstefter dirigenten, orkestrets leder, som skal have overblikket over alle instrumenterne. Hvis dirigenten for eksempel ønsker, at en passage skal spilles mere piano (dæmpet, red.), og orkestret ikke selv finder en måde at gøre det på, er det koncertmesterens ansvar at få det til at lykkes.

I de tilfælde, hvor en koncert spilles uden dirigent, overtager koncertmesteren rollen som en slags dirigent, der samtidig spiller med. Det kræver en hel del ekstra forberedelse, for jeg skal kende partituret så godt, at jeg ved, hvad de enkelte instrumenter skal spille. Det kræver også meget mere lydhørhed fra hver eneste musiker, som ellers kan have en tendens til at læne sig tilbage og overlade styringen til dirigenten. Uden en egentlig dirigent bliver man nødt til at reagere mere umiddelbart på hinanden, men dermed kommer der også en ekstra friskhed og spontanitet over koncerten.”


At holde alle farverne friske og levende

”Musik er en blanding af energi, nerver, følelser, farver, rytmer og stemninger. Uanset hvilken koncert, man aktuelt øver på, er det en konstant del af forberedelserne at udforske hele spektret, at holde alle farverne friske og levende. Når jeg i en periode spiller meget af den lette og elegante wienerklassiske musik, så øver jeg samtidig derhjemme den romantiske musik, som har mere vibrato og kan have en mere svulstig klang - og omvendt. Det er vigtigt at spille meget forskellig musik for at kunne tilføre flere aspekter til det enkelte musikstykke. På den måde holder jeg paletten i live.”

 

FAKTA

Julie Eskær

  • 1. koncertmester og 1. violinist i Danmarks Underholdningsorkester.

  • Medlem af Eskær Trioen, der i 1996 vandt DR's kammermusikkonkurrence og senest har indspillet Brahms’ samlede klavertrioer.

  • Desuden medlem af Arabella String Quartet, der i 2017 debuterede med CD'en “In the Moment”.



Af Torben Stig Hansen · Foto Ettore Causa