Anine Fuglesang

Giv slip på dit visuelle ego

Anine Fuglesang
Giv slip på dit visuelle ego

Sara Mouritzens forberedelser til optagelsesprøven på konservatoriet handlede først og fremmest om at arbejde på sin attitude. Trommer betragtes traditionelt set ikke som et feminint instrument, og hun måtte træne at give slip på sit pæne ansigtsudtryk og indtage rummet meget mere fysisk. For når man elsker musik, må man turde vise sin hengivelse, selvom det føles grænseoverskridende.

Attitude for mig betyder at være sig selv. Det handler om at være i ro med det, man gør.
— Sara Mouritzen, trommeslager

Dokumentarfilmen ”Trommeslager” slutter med, at Sara Mouritzen åbner en mail og læser den. Så bryder hun ud i et smil: Hun er blevet optaget på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus. En lykkelig slutning, efter at seeren har fulgt Sara Mouritzens forberedelser og frustrationer gennem adskillige måneder frem til selve optagelsesprøven og ventetiden på svaret. Studiet indleder hun i september 2017.

- Faktisk mener jeg ikke, at der overhovedet bør findes nogen musikuddannelse, siger 27-årige Sara Mouritzen, efter at hun har studeret til trommeslager et lille års tid, da jeg møder hende på SPOT Festival i Aarhus.

- Mange musikere bliver så opslugt af konservatorierne, at de glemmer, man godt kan bygge noget op uden. Jeg får ikke jobs, fordi jeg går på kons, men fordi jeg er en god trommeslager og spiller i et godt band. Jeg er sindssygt glad for uddannelsen, men hvis man vil leve af at være musiker, bliver man nødt til at dyrke det - også selvom man ikke går på kons.

Optagelsesprøve med attitude

Selve optagelsesprøven bestod af en offentlig koncert, hvor Sara Mouritzen sammen med et orkester sammensat til lejligheden spillede to numre fra sin tid i bandet Tankely. Efter mundtlig feedback og en karakter fulgte en række prøver i generelle, musikalske færdigheder inden for teori, hørelære, klaverspil med videre, og halvanden måned senere mødte hun op på konservatoriet til en afsluttende samtale om sine visioner som musiker.

- Der ligger en række krav til den koncertprøve, blandt andet skal man lave noget improvisation, spille en trommesolo og så videre. Men under forberedelserne til prøven tænkte jeg, at jeg bare ville spille den koncert, som jeg havde lyst til. Hvis de så ikke ville have mig, måtte de klare sig uden. Det er vigtigere at være mig selv. De skal ikke have lov at dominere min fremtidige karriere, og man skal generelt passe på med at give andre for meget magt. At jeg havde den holdning, tror jeg faktisk betød, at de syntes jeg var interessant, fortæller hun og fortsætter:

- Det handler alt sammen om attitude. Man skal også øve sig selvfølgelig. Men attitude for mig betyder at være sig selv. Det handler om at være i ro med det, man gør.

Trommeslageren er bandets motor

Sara Mouritzen var otte år, da hun blev forelsket i Østkyst Hustlers og deres beat, og som 12-årig begyndte hun at flirte med tanken om at uddanne sig som trommeslager. Som 18-årig kastede hun sig for alvor over trommerne, spillede i et band og tog en seriøs beslutning om at søge ind på musikkonservatoriet.

- Jeg elsker at spille trommer. Men jeg er musiker først, så trommeslager. Jeg har ingen lyst til at blære mig med avancerede trommesoloer, men nyder allermest at bakke op omkring de andre musikere i bandet. Som trommeslager er man bandets motor, der holder sammen på det hele, men lydmæssigt er man også meget eksponeret. At spille trommer er nervepirrende og grænseoverskridende, for hvis du spiller forkert - ja, så kan alle høre det.

- Jeg har været en usikker person og døjet med lav selvtillid. Det har jeg måttet arbejde meget med. Jeg kan stadig blive usikker, når der er noget, jeg virkelig gerne vil - og ved, at jeg kan gøre det bedre. Præstationspresset betyder, at jeg tænker for meget, og så spiller jeg dårligere.

"Kvinder er så vant til at se søde ud"

Tilbage i 2013 øvede Sara Mouritzen i en gammel forfalden bygning ved Grenåvej i Aarhus og havde en trommelærer ved navn Jeppe Wessberg Christensen.

- Jeppe sagde til mig: 'Det ser ikke ud som om, du nyder at spille trommer. Hvis du kan lide det, så er du også nødt til at vise det'. Og han havde ret. Jeg havde meget svært ved at slappe af i ansigtet. Kvinder er så vant til at se søde ud. At give slip på mit pæne ansigtsudtryk var svært, og det er det til tider stadig.

- Man er nødt til at have attitude. Man må kunne give sig hen til dét, man elsker, og turde vise sin hengivelse. Og hvis attituden ikke kommer naturligt, bliver man nødt til at arbejde med den. Faktisk kan man sige, at mit attitude-arbejde udgjorde størstedelen af mine forberedelser til optagelsesprøven på konservatoriet.

Få kvindelige trommeslagere at se op til

- Jeg øver bevidst at indtage rummet meget mere fysisk. Øver at få albuerne ud fra kroppen, når jeg spiller. Bruge større armbevægelser, breder mig mere. Virkelig mene det, når jeg rammer noget. Nyde at jeg har magt over det her instrument, køre energien helt ud, så jeg ikke kommer til at låse min krop. Når jeg sørger for at løsne op, så lyder det bare bedre, fortæller Sara Mouritzen og fortsætter, der blandt andet øver sig meget i at slappe af i ansigtet, især når der bliver taget billeder.

- Alle mine bekymringer om, hvordan jeg ser ud, skal bare droppes. Det gælder om at give slip på sit visuelle ego, for det er musikken, der betyder noget. Men det har faktisk været ret grænseoverskridende at gøre. Særligt fordi der er så få kvindelige trommeslagere at se op til. Pressefotoet [som illustrerer artiklen, red.] er et forfærdeligt foto, men et vigtigt foto. For det viser en kvinde, der ikke bare ser godt ud.

- På et tidspunkt var der en kvindelig tilskuer, som sagde til mig efter en koncert, at hun syntes jeg var alt for maskulin i mit udtryk. Det var enormt provokerende. Jeg har flere gange fået at vide, at jeg har indordnet mig under mændenes værdier, men det har jeg overhovedet ikke. Jeg spiller ikke trommer for mænds skyld. Det ærgrer mig sindssygt meget, at så mange ting bliver kønsudtalt, som ikke er det.

Drenge er lige så følsomme som piger

Presseteksten til dokumentaren ”Trommeslager” fastslår, at 'det kræver sin kvinde at tilkæmpe sig en plads i musikkens mandeverden, hvor man skal vise styrke for at vinde respekt.' Jeg synes nu ikke, at filmen fokuserer så meget på forskellen mellem mænd og kvinder, men den handler en del om modet til at være følsom. Instruktøren Josefine Exner følger Sara Mouritzens forberedelser helt tæt, og filmen fremviser utilsløret hendes sårbarhed og usikkerhed. Men også at hun er stærk midt i sin følsomhed.

- Når drenge ser filmen, bliver de meget rørt. Meget mere end kvinder, fortæller Sara Mouritzen.

- De følelser, som bliver vist i filmen, er noget, drenge aldrig taler om. Piger taler til gengæld alt for meget om følelser. Drenge taler mere om gear. Jeg er en meget følsom person, men sådan har mange drenge det faktisk også. Og jeg taler meget med mine drenge om det. Mange mennesker har en idé om, at musikere er seje typer, men det er faktisk et ekstremt følsomt miljø. Når vi musikere hænger ud sammen, så taler vi ofte om, at 'åh, jeg havde en dårlig oplevelse af min koncert'. Derfor provokerer det mig, når følsomheden bliver kønsudtalt, lyder det fra Sara Mouritzen.

- Men det er rigtigt, at trommer ikke er et særlig feminint instrument. Så når jeg spiller med Gurli Octavia, sætter jeg håret op og bruger smykker og makeup. På den måde spiller jeg på både den mandlige og kvindelige side, og jeg nyder at være begge dele. Jeg lader følelserne blive i garderoben og går på scenen som musiker. Trommerne er min bedste ven. Uanset hvad der sker, så skal jeg på scenen og fyre den af.

Af Torben Stig Hansen · Foto Josefine Exner