Anine Fuglesang

Elektronisk musik er svær at formidle live

Anine Fuglesang
Elektronisk musik er svær at formidle live

Hvor rockmusikeren typisk har sin guitar, står elektroniske musikere over for en anderledes svær opgave, når det handler om at formidle musikken live. Det mener i hvert fald Kopenhagen Laptop Orchestra, der gerne inviterer folk helt tæt på under deres koncerter - for at sikre et direkte forhold mellem musikken og publikum.

- At sige vi spiller elektronisk musik, vil være det samme som at sige Jimi Hendrix spillede guitarmusik. Det rækker i virkeligheden ud i rigtig mange afkroge, og i aften vil vi invitere jer ind i vores univers, så kom herop. Kom helt tæt på.

Energiske og nysgerrige nærmer flokken af teenagere sig Andreas Wetterberg og resten af Kopenhagen Laptop Orchestra, Lasse Munk, Rasmus Kjærbo og Tobias Lukassen, der for en aften har indtaget Tapperiet i Køge for at skabe indsigt i deres elektroniske univers gennem talks og musikalske smagsprøver.

Laptops, ledninger, controllere, lydkort, pads og synthesizers, alt sammen koncentreret midt mellem de fire musikere, udgør aftenens religiøse alter. Aftenen er helt i orkestrets ånd; en stor del af Kopenhagen Laptop Orchestras essens bygger nemlig på at invitere publikum helt ind i processen. Helt derind, hvor nerve og nærvær smelter sammen; både for publikum, for musikerne og for musikken.

I stedet for at tænke i melodier og harmonier, som når man skriver en sang, tænker vi musikken som et frekvensspektrum.

Udviklet eget software

Nøglen til at forstå fortællingen om Kopenhagen Laptop Orchestra (KLO) ligger i navnet; ’laptop orkester’. For at gøre op med billedet af den elektroniske musiker som en, der altid spiller alene, og for at udfordre den indadvendthed, der ligger i at spille elektronisk musik live, dannede de fire venner orkestret for fem år siden. Siden har de nørdet tech ud i ekstremerne og udviklet deres eget software, så det i dag er muligt for deres respektive laptops at arbejde sammen. Og at sige, det har været besværligt, er en grov underdrivelse, lyder det fra Andreas Wetterberg, da MUSIKKEN møder de fire musikere før aftenens arrangement.

- Der har været store udfordringer forbundet med først at designe vores værktøj og derefter lære at mestre det. Men netop at designe og udforske, hvad man kan med software, er helt grundlæggende for vores samarbejde og udtryk.

Fællesstrækkende til jazz og improvisationsmusik synes på mange måder oplagte; især fordi hver eneste koncert, KLO spiller, er baseret på helt nye, improviserede værker, der opstår i symbiose med det enkelte rum, de spiller i og det publikum, de spiller for. En improvisation, der tildeler musikken både nærvær og skrøbelighed. Men også fordi Lasse, Rasmus, Tobias og Andreas hver har deres definerede roller. Lasse spiller akkorder og melodier på pads og sørger for harmonisk udvikling i værkerne. Rasmus står for bas og dub mixing, Andreas bidrager med den rytmiske/percussive del, mens Tobias blandt andet skaber lyde ved hjælp af granular syntese, som er en måde, hvorpå man kan gentage små dele af et sample meget hurtigt og på den måde ’fryse lyden’.

- I stedet for at tænke i melodier og harmonier, som når man skriver en sang, tænker vi musikken som et frekvensspektrum. For eksempel spiller Rasmus kun i dele af frekvensspektret, mens Andreas er i hele frekvensspektret, men med meget korte lyde. Og hvis det er nødvendigt, handler det om at komme med tilføjelser til vores udtryk ved at spille i dele af spektret, hvor de andre ikke er. Det handler generelt om at tænke i et udtryk; udover tonalitet og rytmik handler det for os om at lede efter nye lyde i vores synthesizere for at finde den tekstur, som mangler - hvis den mangler, lyder det fra Lasse Munk.

Kopenhagen Laptop Orchestra2 kopi.jpg

Den svære formidling

Fascineret af hver eneste lille lyd, de mange knapper, farver og funktioner, orkestrets software generer, er publikum som naglet til alteret. Deres nysgerrighed og energi udmunder i beundrende udbrud, opklarende spørgsmål og kroppe, der danser i takt til musikken. Med deres publikum helt tæt på, forsøger KLO at gøre op med en af de helt store udfordringer, de mener den elektroniske musik opererer med. Nemlig formidlingen af musikken live.

- Gestikken omkring den elektroniske musikers performance kan være sindssyg svær at forholde sig til. Normalt er der et direkte, visuelt forhold til en musiker på scenen, fortæller Lasse Munk.

- Publikum er vant til at se foden på højtaleren eller guitararmen, der drejer rundt. De er vant til det direkte forhold til performeren og instrumentet og det, der kommer ud af højtaleren. Ofte understreget af lys, hvilket mange elektroniske musikere dog også har taget til sig med visuals. Men publikum er ikke vant til at skulle overgive sig og lade være med at forstå, hvad der sker, og det er en udfordring, vi er oppe imod, lyder det fra Rasmus Kjærbo.

- Derfor er det fedt, når publikum kommer tæt på os, så de for eksempel kan se Tobias’ bevægelser på hans wacom, og hvordan de bevægelser udmønter sig i en lyd. Så nærmer vi os en formidling af musikken som en oplevelse, publikum kan forholde sig til, understreger Lasse Munk, der ærgrer sig over, at elektronisk musik ofte forbindes med drukkultur. 

Generelt savner de fire musikere en mere koncentreret og nysgerrig lyttekultur i Danmark, hvor der sker en sammensmeltning af performer, rummet og publikum. Hvor man ikke behøver at tale eller drikke 10 øl, før man har det sjovt, men hvor man bare tør ’være til’. Det gælder ikke kun inden for elektronisk musik, men for koncertformatet som helhed.

- Men det handler måske om, at man skal begynde at tilbyde publikum nogle anderledes og nye oplevelser, hvor man kræver publikums tillid, lyder det fra Rasmus Kjærbo.

- Der mangler generelt en lyttekultur, hvor man sætter sig ned og lytter til musik, som man ikke er opdraget med eller er vant til. Vi er alt for hurtige til at kategorisere det ukendte som støj, tilføjer Tobias Lukassen.

Gestikken omkring den elektroniske musikers performance kan være sindssyg svær at forholde sig til. Normalt er der et direkte, visuelt forhold til en musiker på scenen

Kultur for alle

Kigger man mod udlandet, er der masser af inspiration at hente, mener KLO. Især når det gælder spillesteder, halter København bagefter.

- Vi mangler et sted, hvor man kan tage ind hver eneste aften med en forventning om at blive mødt af et sansebombardement. Hvor man udfordrer den stereotype koncert og tænker det mere som en performance eller en teaterforestilling. For eksempel ved bare at hænge fire højtalere rundt om i rummet, så rummet går i symbiose med lyden på en helt anden måde end med de to gængse højtalere. Men i Danmark skal man søge om lov til at spille med fire højtalere, og tit tager processen meget lang tid, og så når rigtig mange at give op, fortæller Lasse Munk, der har boet i Berlin og arbejdet ved Radio France i Paris, og som sammen med KLO har spillet til Ableton Loop i Saal Einz i DDR-Funkhaus.

- I Berlin har de også et sted, der hedder Spektrum. Hvor forretningsmodellen lyder, at publikum selv bestemmer, hvad de vil betale i entré. På den måde bliver kultur tilgængelig for alle, og man kunne komme der hver eneste dag og få spændende oplevelser, hente inspiration og dyrke et netværk. Og det fede ved det var, at det ikke handlede om at feste, men om at få nogle sanseoplevelser sammen, tilføjer han.

- Ja, for pokker. Vores eget Spektrum – dét er drømmen, tilslutter Andreas Wetterberg sig.

Af Anine Fuglesang · Foto Kopenhagen Laptop Orchestra


FAKTA

Hjemmelavet software

Kopenhagen Laptop Orchestras har designet og udviklet deres eget software. Lige nu er alt deres software udviklet i programmeringsmiljøet Max, der er udviklet af firmaet Cycling ‘74. KLO kommer her med tre eksempler på software, de selv har lavet.

1. Dawn er et stykke software, som gør det muligt for x-antal performere at synkronisere alt tidsbaseret event-afvikling på computere, som er på det samme netværk. Dvs. at fx alle sequencere, som spiller melodier spiller vha. den samme ‘clock’, men computerne kan forstå tid individuelt. 
‘clock’ er ligesom en dirigent for et orkester. Vedkommende tæller ‘1, 2, 3, 4’, altså holder en form for puls. Vores software tæller 1.920 gange pr. takt, og hver computer kan altså vælge, hvordan den vil forstå tid, men ud fra de fælles 1.920 taktslag. Dvs. at én computer kan spille i en taktart, og en anden computer kan spille i en anden taktart. En computer spiller med swing en anden uden.
Det interessante er, at Andreas’ computer er dirigenten - altså clock’en. Dvs. at hvis han vælger at clock’en skal opføre sig på én måde, har hans valg indflydelse på alt andet rytmisk, som bliver skabt på de andre computere på netværket.
Fordi det er tal, kan man lægge andre tal til eller fra, dvs. at man kan forskyde computernes opfattelse af tid og derved f.eks. skabe polyrytmik eller phase-musik.

2. Vi har skabt en måde at kvantisere alle tonale ‘beskeder’ på netværket. Dvs. at Lasse kan bestemme, hvilke toner alle computere på netværket må spille. Det er smart, fordi man opløser tanken om at spille i en bestemt toneart. Computerne skal bare spille ‘tone 1, tone 2, tone 3’ osv. af de toner, som er tilladte. Således spiller alle computere efter de samme regler - hvis vi vælger, at de skal gøre det, hvilket giver os mulighed for ‘ikke at kunne spille forkert’, og bruge tiden på at tænke i klang og et fælles udtryk i stedet for scali og harmonier.

3. Vi har lavet et hav af synthesizere, sequencere og måder at sende beskeder til hardware synthesizere, som gør, at de laver lyde som de ‘ikke må’ fra fabrikantens side. Vi har lavet software, som gør det muligt for os at spille koncerter vha. mange højttalere eller ud af publikums mobiltelefoner eller over internettet, så hvert medlem af KLO i princippet ikke er begrænset til at skulle befinde sig i samme fysiske rum.