Anine Fuglesang

Sangskriver, hvorfor ikke?

Anine Fuglesang
Sangskriver, hvorfor ikke?

Ungdomsudvalget

Under et højskoleophold tog en ny drøm form; jeg skulle være sangskriver. Det var aldrig noget, jeg havde tænkt over før. Men at sidde foran 80 mennesker, inklusiv den pige jeg sang om, føltes som det mest naturlige. 

Det er torsdag, klokken er 13.15, og jeg sidder i en lejlighed i Tønder. Den ene halvdel af stuen er fyldt med instrumenter, den anden med tasker, soveposer og liggeunderlag. Jeg hedder Rasmus Nelausen, og i morgen eftermiddag skal jeg sammen med syv andre kursister fra Jyderup Højskole optræde på Visemøllen på Tønder Festival med projektet ”Skandinaviske Rødder”.

For at sætte det i en kontekst hopper vi lidt tilbage i tiden, mere præcist en sløv gråvejrs dag i marts 2016, hvor jeg sad i et øvelokale på Den Rytmiske Højskole, da det gik op for mig, at jeg skulle være sangskriver. Jeg blev selv lidt overrasket. Jeg var taget på Den Rytmiske Højskole for at bygge videre på mine 10 års selvstudier på guitar, men fandt ud af, at jeg hverken havde lysten eller disciplinen til at sidde og øve teorier og skalaer hver dag. Nu fandt jeg mig selv med en kuglepen i hånden og et stykke papir foran mig, hvor der var skriblet en tekst ned, der kunne forveksles med en meget udpenslet og følelsesladet kærlighedssang. Men det var ikke hvilken som helst sang. Det var min, faktisk min første sang nogensinde. Jeg spillede sangen til et arrangement på skolen, og det virkede, som det mest naturlige at sidde foran 80 mennesker, inklusiv pigen, som sangen handlede om, og krænge mine følelser ud.

Det er også en udfordring at lære selve det at møde et publikum. At finde sit eget ståsted på en scene.

Med min mentor i Berlin

Det var åbenbart en håbløs forelskelse, der skulle sætte gang i min sangskrivning, og da jeg i juni 2016 var færdig på højskolen, havde jeg et lille set på 30 minutter af egne kompositioner og en kæmpe trang til at komme ud at spille det for folk.

Mit første job var på en lille privat festival i en by uden for Roskilde. Der var ikke forfærdeligt mange mennesker, og dem, der var der, var mest familie og venner, men det var en stor oplevelse. Jeg havde spillet mange koncerter før som guitarist i forskellige bands, men jeg tror aldrig, at jeg har været så nervøs, som jeg var der.

Det var startskuddet på det, der skulle blive mit livs eventyr, og jeg begyndte at kontakte caféer og spillesteder for at høre, om jeg måtte komme og spille. Mit første job i København var på Tjili Pop på Nørrebro. Der var helt proppet, og mine ben rystede så meget, at jeg var sikker på, at jeg ikke ville klare igennem hele koncerten.

Jeg kæmpede generelt meget med ”min indre kritiker”, et begreb viceforstanderen på Den Rytmiske Højskole, Rasmus Grossel, introducerede for os. Jeg følte, at jeg manglede nogle konkrete værktøjer til at sætte mig i gang, så jeg fandt et sangskriverkursus på Rytmisk Center på Vesterbro. Det er den bedste investering, jeg nogensinde har gjort mig. Det var sådan jeg mødte Benjamin Aggerbæk. Jeg ser ham selv som en slags mentor, og han har været en stor hjælp igennem det seneste halve år. Hans tilgang til sangskrivning og de metoder, vi blev introduceret for, lettede processen en hel del for mig. Han tog mig med til Berlin på en co-writing tur med DMF, og her blev jeg introduceret for hele netværksaspektet af det miljø, jeg var på vej ud i. På turen mødte jeg en masse ligesindede mennesker, som senere har hjulpet mig, ligesom jeg har hjulpet dem. Det er ikke et konkurrence miljø som sådan. Man hjælper hinanden på kryds og tværs med jobs, sparring, kurser, etc.

Kontaktet af spillesteder

I december tog Benjamin mig med til en 24 timers sangskriverworkshop på Jyderup Højskole, hvor jeg endte med at tilbringe seks måneder. Efter mit besøg blev jeg nemlig tilbudt en plads på højskolen, betalt af Niels Hausgaard-legatet. Det var et kæmpe selvtillidsboost at mærke, at andre mennesker ville investere i mig på den måde, og jeg tog imod tilbuddet og startede på højskolen med én dags varsel.

Det var et utroligt berigende halvt år, hvor jeg modtog undervisning og motiverende ord fra bl.a. Stig Nielsen (CS Nielsen), Anders Wallin (The Gun), Kirstine Stubbe Teglbjerg (Blue Foundation, HUN SOLO) m.fl. Det var rart at få bekræftet, at der ikke findes en facitliste til sangskrivning. Alle arbejder på forskellige måder.

Det var umiddelbart i starten af dette forløb, at det gik op for mig, at jeg helt var stoppet med at kontakte spillesteder. Nu var de begyndt at skrive til mig. Langt de fleste jobs var gratis, og det var ikke store steder, men bare det, at de havde hørt om mig og havde taget sig tid til at kontakte mig, var stort. Især da jeg en dag åbnede min computer og så, at der lå en mail fra Skvulp Festival. De havde fundet mig på Soundcloud og ville høre, om jeg havde lyst til at komme og spille. Det havde jeg selvfølgelig. Det var gratis, og jeg spillede på et tæppe på Holbæk Havn, men det var en vaskeægte festival – og endnu et højdepunkt.

Og nu er vi sådan set tilbage, hvor artiklen startede. Nu kan jeg se frem til endnu en koncert på en etableret festival i morgen og igen i næste uge, hvor jeg har æren af at spille på Copenhagen Songwriters Festival. Forventningsfuld og spændt begiver jeg mig videre med en tro på, at hvis man virkelig vil noget, så lykkes det. En stor motivation for mig på det punkt er bl.a. min jævnaldrende ven og sangskriver Jeppe Skov, der har spillet opvarmning for bl.a. Hymns Of Nineveh og The White Album. Sidst jeg så ham, varmede han op for Folkeklubben, og jeg stod bare der og tænkte ”Dét der, det vil jeg også”, og jeg tror også på, det kan lade sig gøre. Det er vigtigt at bibeholde det faktum, at de, der står på scenen, også er helt almindelig mennesker, der bløder ligesom os andre, men som selvfølgelig ikke er kommet sovende til det. Det kræver hårdt arbejde og nogle klare målsætninger at nå derhen, hvor man ønsker at være. Jeg har aldrig selv været god til at sætte disse målsætninger op for mig selv, men jeg har da en lille drøm om at blive spillet i radioen. En drøm, der skal forfølges med min nye EP, der udkommer til efteråret.

Det var rart at få bekræftet, at der ikke findes en facitliste til sangskrivning. Alle arbejder på forskellige måder.

Alt har sin pris

Fra det øjeblik man ved med sig selv, at det er sangskrivning og musisk udfoldelse, der skal være fremtiden, dukker der mange udfordringer op. Det ville unægteligt være lettere at uddanne sig til fx smed eller murer. Det er noget, ens forældre kan forstå og er trygge ved, hvorimod kunstnerlivet er noget usikkert noget. Min egen familie havde svært ved at vænne sig til tanken, men fordi jeg var vedholden, og de kunne mærke, at det var den rigtige vej for mig, og er de nu en stor støtte.

På trods af det, er det ingen hemmelighed, at det kræver nøjsomhed og afsavn at realisere sine drømme. Indtjeningen er usikker. Mange vil hellere end gerne have, man optræder, men kasserne er slunkne og betalingen lille. Det gælder om at være konstant kreativ og åben for jobs, hvor man møder, inspireres og lærer af andre folk i branchen.Det er også en udfordring at lære selve det at møde et publikum. At finde sit eget ståsted på en scene. At turde blive usikker og begive sig ud, hvor man ikke har været før og derfor ikke kender sine egne evner og begrænsninger.Usikkerheden på, om den kreative åre vil blive ved med at flyde, kan også dukke forstyrrende op, hvilket vist er normalt for alle kreative mennesker, og den følelse må man lære at håndtere og leve med. Vigtigst er, at man følger sin indre stemme.

Af Rasmus Nelausen · Foto Aleksander Klug


FAKTA 

Rasmus Nelausen

  • Guitarist, 22 år gammel
  • Repræsentant for unge sangskrivere i DMF Københavns Ungdomsudvalg siden december 2016
  • Har tidligere spillet violin, klarinet og saxofon
  • Har skrevet sange i 1 ½ år
  • Har spillet omkring 40 koncerter i løbet af sit første år som solo artist