Anine Fuglesang

Det Kongelige Kapel: ”Vi vil ikke være det usynlige ensemble”

Anine Fuglesang
Det Kongelige Kapel: ”Vi vil ikke være det usynlige ensemble”

HAVEN Festival

Det Kongelige Kapels koncert på dette års HAVEN Festival er del af en større strategi om at nå ud til et nyt publikum. I håbet om at bevare legitimiteten hos politikerne er det vigtigt, at symfoniorkestret spiller sig ud af elfenbenstårnet. Det mener bratschist og tillidsmand i orkestret Alexander Øllgaard.

Da Haven Festival åbnede dørene til to dages musik, mad, øl og kunst en fredag eftermiddag i midten af august var det til tonerne af Det Kongelige Kapel. Sammen med de amerikanske musikere og tvillingebrødre Aaron og Bryce Dessner, kendt fra bandet The National, indtog symfonikerne Meadow Scenen på Refshaleøen. På programmet var blandt andet et værk af den islandske komponist Anna Thorvaldsdottir, et stykke af amerikanske John Adams og ikke mindst Dessner-brødrenes værk ”St. Carolyn by the Sea”, der er komponeret til et symfoniorkester på baggrund af brødrenes hovedinstrument guitaren.

Koncerten er led i en større strategi fra Det Kongelige Kapels ledelse om at nå ud til et nyt og større publikum i en tid, hvor man ikke kommer uden om den kulturpolitiske diskurs, hvor en nivellering af, hvad man antager for at være værdifuld kunst og kultur, finder sted.

Kulturtilbud på linje med revyer

I mange menneskers bevidsthed konkurrerer de gamle institutioner som Det Kongelige Kapel på lige fod med revyer, musicals og museer. Det resulterer i store udfordringer, der fordrer orkestret til at genskabe en legitimitet over for publikum og dermed over for politikerne. Det påpeger Alexander Øllgaard, bratschist og tillidsmand i Det Kongelige Kapel.

- Og det gør vi ved at være tilstede der, hvor folk er. Med en koncert på HAVEN Festival viser vi, at vi ikke lukker os selv inde i vores elfenbenstårne, men rækker ud mod samfundet. Det, tror jeg, er ekstremt vigtigt at vise i dag over for politikere, som ikke nødvendigvis synes, at et symfoniorkester har forrang frem for så mange andre kunst- og underholdningstilbud. Måske fordi de aldrig har været opmærksomme på, at der er en meget lang tradition her, fortæller Alexander Øllgaard og fortsætter:

- Selvfølgelig skal vores kerneaktiviteter være centreret omkring de scener, vi har på Det Kongelige Teater, og vi har heller ikke noget problem med at fylde koncertsalene. Men vi forsøger samtidig at være noget for hele byen og for det publikum, som ikke har opdaget os. Endnu. Vi forsøger hele tiden at blive mere kendte, så vi ikke er det usynlige ensemble, for det gør os mere sårbare over for økonomiske nedskæringer. 

- Men når man har begrænsede ressourcer, er det en udfordring at være noget for alle. Vi har en kerneopgave, som vi i forhold til en resultatkontrakt skal koncentrere os om, og som er den højeste kvalitet, vi kan levere. Men så må man balancere på den fine linje mellem at servicere det publikum, der ønsker vores kerneaktiviteter, samtidig med at vi rækker ud mod et nyt publikum. Og her er en koncert på HAVEN Festival et godt sted at starte.

Et nysgerrigt publikum

HAVEN Festival har etableret sig som en festival, hvor der er plads til avantgardistisk og kunstnerisk udfordrende eksperimenter. Med mad og øl fra nationale og internationale kokke og bryggere og installationskunst skabt af performancekunstnere fra hele verden midt i Refshaleøens industrielle og vildtvoksende omgivelser er der lagt op til en festival, der taler til alle sanser.

Publikum er derfor også af den slags, der tør lidt mere. Det vurderer Alexander Øllgaard, der sammen med resten af kollegerne i Det Kongelige Kapel oplevede et koncentreret og lyttende publikum trods de ikke helt tilgængelige værker, de blev præsenteret for.

- Det var et forvent publikum, som kender de udtryk, som både gør sig gældende inden for rytmisk og klassisk musik, og de var fortrolige med mange af de virkemidler, vi brugte undervejs i koncerten.

- Folk har i højere og højere grad adgang til al slags musik, og dermed bliver udtryk og inspiration til den samme. Det bevirker ikke, at musikken bliver ens, men det gør, at man kan genkende mange af de samme virkemidler inden for musik, som formelt set er inddelt i forskellige genrer. Lytter man til en moderne, klassisk avantgardekomponist og værkerne fra de rytmisk orienterede komponister, som vi spillede på HAVEN Festival, begynder tingene pludselig at give mening, for mange af de her komponister har samme referencerammer. Så der er faktisk ikke så langt mellem alle de genreopdelinger, som vi har travlt med at opdele musikken i, lyder det fra Alexander Øllgaard.

Specialisering er alfa omega

Det er langt fra første gang, at skellet mellem klassisk og rytmisk musik er blevet udfordret. Aarhus Symfoniorkester spillede på dette års Copenhell, Copenhagen Phil spiller hvert år deres eftertragtede 60-minutes koncerter, og på sidste års Roskilde Festival stod de på Orange Scene sammen med Father John Misty. Genreopdelingen i musik og konservatoriernes todelte verden kan synes gammeldags i nogle sammenhænge. Men der er en metodikforskel mellem klassiske og rytmiske musikere, som er nødvendig, understreger Alexander Øllgaard.

- Der er en nødvendighed i specialiseringen. Hvis vi bare slog det hele sammen, og man forestillede sig en uddannelse, der blot hed ’musiker’, ville vi svigte kerneopgaven. Vi kan befrugte hinanden på tværs af de musikalske skel, men specialiseringen er stadig alfa omega, når vi uddanner musikere og kultiverer vores kunst, fortæller Alexander Øllgaard og fortsætter:

- Men hvis man i arbejdsprocessen formår at komme ud over genreopdelingen, som Aaron og Bryce Dessner har gjort, idet de har skabt et værk til et symfoniorkester baseret på en guitar, jamen så giver det ikke længere mening at tale om dem som rytmisk uddannede komponister. Så er de komponister, der har skrevet et stykke, der fungerer godt for et symfoniorkester, og så er jeg ikke længere interesseret i, hvad de er rundet af. Så det handler meget om metodik og at komme hinanden i møde inden for de forskellige genrer. Og at kende svaghederne og styrkerne ved henholdsvis rytmiske og klassiske musikere, slutter Alexander Øllgaard, der sammen med sine kolleger i Det Kongelige Kapel er klar på lignende koncerter.

Af Anine Fuglesang Foto Thorsten Iversen

FAKTA

HAVEN Festival

  • HAVEN Festival, der blev afholdt for anden gang i år på Refshaleøen, er skabt af musikerne Aaron og Bryce Dessner fra The National sammen med kokken Claus Meyer og Mikkeller-grundlægger og brygger Mikkel Borg Bjergsø.

  • HAVEN har lige dele fokus på musik, mad, kunst og øl.

  • Blandt de andre optrædende på dette års festival var Den Sorte Skole, Katinka, Arcade Fire, Kraftwerk, Nils Frahm, Unknown Mortal Orchestra og Ariel Pink.