Anine Fuglesang

On the road med Bon Iver

Anine Fuglesang
On the road med Bon Iver

Mange musikere drømmer om at komme med et verdenskendt orkester på turné rundt i Europa. Med fyldte koncertsale, egen tour-bus og hotel. For saxofonist Carolyn Goodwin er drømmen virkelighed, når hun til oktober skal optræde med det amerikanske indiefolk-band Bon Iver ved seks europæiske shows.

Irske Carolyn Goodwin flyttede til København for to år siden og har på kort tid opbygget et bredt netværk af dygtige musikere i hovedstaden. Hendes musikalske baggrund er oprindeligt klassisk, og hun har en bachelor på saxofon fra konservatoriet i hjembyen Cork. Nysgerrighed og interesse førte hende tidligt til både pop- og jazz-verdenen som udøvende musiker, og også krydsfeltet mellem dans, teater og musik er en del af 35-årige Carolyns kreative rygsæk. På CV’et finder man titler som jazz-sangerinde, skuespiller og teater-komponist, og den store spændvidde og alsidighed har bragt Carolyn forbi minimalistisk musik af den amerikanske komponist Steve Reich, der er én af pionererne inden for denne genre. Arbejdet med Reich og andre third stream-komponister i grænselandet mellem jazz og klassisk åbnede Carolyns øjne for den eksperimenterende improvisationsmusik, der de senere år blevet en stor del af hendes musikergerning.

Et møde på HAVEN Festival

Når Carolyn i slutningen af oktober tager på Europa-tour med bandet Bon Iver fra Wisconsin, er det som en del af en saxofontrio, hun selv fik til opgave at sammensætte. Udover Carolyn selv består trioen af Lars Greve og Anders Banke. Anledningen til jobbet hos det populære indiefolk-band kan spores tilbage til Irland, hvor Carolyn som musiker i en periode samarbejdede med en dirigent, der satte moderne versioner op ad traditionelle operaer. Her stiftede Carolyn bekendtskab med produceren Mary Hickson, der sideløbende arbejdede med det kendte amerikanske band, The National. Bandets guitarist og sangskriver Aaron Dessner er gift med en dansk kvinde, hvilket er en af årsagerne til, at The National har været involveret i HAVEN Festival på Refshaleøen, hvor Mary Hickson er ansat som producer.

Bon Iver – med sanger Justin Vernon i front – spillede på HAVEN Festival i 2017 og bad i den forbindelse Mary Hickson om at finde en horn-sektion i Danmark. Da Carolyn og Mary kendte hinanden i forvejen, var det oplagt, at Carolyn blev bedt om at samle et hold på i alt fem blæsere til koncerten. Samarbejdet førte sidenhen til, at Carolyn blev inviteret med på de kommende seks Bon Iver-koncerter, der afvikles i Bruxelles, Berlin, København, Oslo, Stockholm og Paris.

Et frugtbart samarbejde

På touren skal Bon Iver spille sange fra hele bandets bagkatalog, der stilmæssigt spænder fra det meget afdæmpede og akustiske til et mere elektronisk, dystert og råt udtryk. Bandet er i det hele taget kendt for at afveksle live-udtrykket og har tidligere arbejdet med blandt andet kor og en sektion bestående af fem tromboner. Det er til gengæld første gang, Bon Iver inddrager en trio med tre saxofoner.

- Der er stor forskel på at spille en kort festival-koncert, som vi gjorde sidste år, til det fuldlængde show vi skal spille på touren i år. Vi skal spille langt mere denne gang, end vi gjorde på HAVEN Festival i 2017, fortæller Carolyn, der til de seks koncerter skal spille alt- og sopran-saxofon.

- Det har virkelig været fantastisk for mig at skulle vælge saxofonister i København, for der er så mange virkeligt dygtige musikere i byen. Og jeg bliver ved med at høre om nye musikere, jeg ikke har mødt endnu, siger Carolyn.

Selvom Lars Greve, Anders Banke og Carolyn alle er meget travle musikere, bliver det prioriteret højt, når man er hyret ind af et verdensnavn som Bon Iver. De har på forhånd fået tilsendt alle noder og optagelser fra tidligere koncerter for at kunne gennemgå numrene både sammen og hver for sig.

- Udover at øve repertoiret har vi også aftalt at mødes og improvisere sammen. Vi kan godt spille de enkelte stykker, men for at få det til at smelte sammen og lyde rigtigt godt, er det vigtigt, at vi har en stærk følelse af at være en helhed som horn-sektion, siger Carolyn.

Hun kan sagtens forestille sig, at Bon Iver-tjansen kan udvikle sig til et frugtbart og fremtidigt samarbejde mellem de tre københavner-baserede saxofonister, der alle har en forkærlighed for den frie og improviserede musik.

-Vi har nogle overliggerdage, og vi har allerede talt om at finde venues for improvisationsmusik undervejs på tour’en. Lars har i forvejen en hel del kontakter rundt omkring i Europa, vi kan trække på. Og i det hele taget er jeg meget glad og beæret over samarbejdet med Lars Greve og Anders Banke, som begge er fantastiske musikere, fortæller Carolyn begejstret.

Musik i tourbussen

Egentlige øvesessions med de fire musikere i Bon Iver begrænser sig til nogle tekniske prøver få dage før første koncert i Bruxelles. Det er derfor vigtigt at have gjort forarbejdet godt hjemmefra for de tre saxofonister.

- Alle jobs kræver forskellig forberedelse. Til disse koncerter skal jeg især have fokus på grundlæggende ting som min lyd og min stemning på alt- og sopran-saxofonerne. Det tvinger mig faktisk til at gå back to basics i forhold til embouchure og selve fornemmelsen af instrumentet. Jeg tror, det er lidt ligesom en atlet, der hele tiden er nødt til at holde sig i god grundform, siger Carolyn Goodwin, der udover saxofon bruger meget tid på sine klarinetter.

Hun håber, Bon Iver-touren kan åbne for nye kontakter, og at hun undervejs lærer musikerne i det populære amerikanske orkester bedre at kende.

- Det er musikere, jeg beundrer, og det vil være inspirerende at tale med dem om musik generelt og deres forskellige musikalske projekter, siger Carolyn.

Og mon ikke der nok skal blive tid og mulighed for en musiker-til-musiker-snak on the road i tourbussen på de europæiske motorveje i slutningen af oktober.

Af Mads Mazanti Foto Johnny Corcoran Photography

FAKTA

Carolyn Goodwins musikalske projekter

  • Den eksperimentelle folk-kvartet Clang Sayne, der er baseret i Irland.

  • Blæserkvartetten Alisio Winds sammen med Simon Spang Hansen, Marian Bitrane og Eloi Calame. Musikken er influeret af verdensmusik og irsk folkemusik,

  • Den eksperimenterende vtrio Thou Sonic Friend med Birgitte Lyregaard (vocal, percussion) og Peter Tinning (guitar, effekter)

  • Arbejder for tiden på sin egen trio Carolyn Goodwin Trio, hvor hun både synger og spiller.