Anine Fuglesang

Verdensmusik og musikalske bånd på Sankt Hans Torv

Anine Fuglesang
Verdensmusik og musikalske bånd på Sankt Hans Torv

DMF København er igen i år partner i et 1-årigt mentor-projekt i forbindelse med Copenhagen World Music Festival. MUSIKKEN var med, da to udvalgte orkestre i et karriereudviklende mentor-forløb sammen gav koncert til verdensmusikfestivalens årlige show på Sankt Hans Torv.

Under temaet “Plads Til Alle – det store kulturmøde” præsenterede Copenhagen World Music Festival for 7. gang verdensmusik for alle byens borgere på pladser og spillesteder i København og omegn i første uge af september. I lighed med tidligere år var DMF København og Copenhagen World Music Festival gået sammen om afviklingen af en dobbelt-koncert på Sankt Hans Torv. Lørdag d. 8. september kunne man således opleve vestafrikansk festfyrværkeri med ensemblet Tamala, spansk flamencodans og det svenske band Gadjos feat. den aarhusianske baglama-virtuos Orhan Özgur Turan. I pauserne fyldte den finurlige ukrainske DJ Badian med skæve og groovy verdensrytmer.

At netop seksteten Tamala åbnede dagens koncert skyldes, at de er udvalgt som dette års mentee-band i et mentorforløb, der for tredje år i træk er skabt i partnerskab mellem genreorganisationen TEMPI, Copenhagen World Music Festival og DMF København. Traditionen tro skulle Tamala optræde på samme scene som Orhan Özgur Turan og Gadjos, der er udvalgt som mentor for det sjællandske orkester. I det hyggelige backstage-område i Dansk Musiker Forbunds gård og kantine mødte MUSIKKEN repræsentanter fra de to orkestre: 

Orhan Özgür Turan

Hvad betyder det at være mentor for Tamala?

Jeg er meget glad for at være blevet udnævnt. Jeg har undervist meget, men har aldrig været mentor for et band, så det er nyt for mig. Jeg håber, jeg kan hjælpe dem ved at fortælle om mine erfaringer, og jeg vil løbende holde kontakten med Tamala. De kan ringe eller skrive når som helst. Det er dejligt at kunne hjælpe, og nu da jeg har hørt dem spille live, vil jeg tænke over hvilke nye veje og retninger, de kan gå; hvad der er deres styrker, og hvad de kan arbejde mere med. Jeg tror, det vigtigste er, at man er passioneret omkring musikken og arbejder hårdt for det.

Hvad betyder det for dig at spille med Gadjos på verdensmusikfestivalen?

Jeg har flere gange tidligere haft fornøjelsen af at spille på festivalen, som altid har taget godt imod den musik, jeg spiller. Jeg spillede med Gadjos på festivalen for nogle år siden, og det gik rigtig godt. Denne gang har vi lavet en ny EP sammen, så jeg glæder mig til at præsentere de nye numre, der har en lidt anden sound. Tidligere var det meget balkan-beat, men denne gang prøver vi at forme det lidt anderledes og trække det mere i retning af anatolian-funk. Jeg er meget stolt over at spille med Gadjos, som alle er nogle virkelig dygtige musikere,

Troels Amtrup, trommeslager i Tamala

Hvem er Tamala?

Tamala er en gruppe bestående af afrikanere og danskere, som har spillet sammen i fem-seks år. Men mange af os har kendt hinanden og spillet sammen de seneste 15-20 år.

Hvordan er det at være blevet udvalgt til mentor-forløbet?

Det er superfedt, for det er svært at få mange jobs med den her type musik. Forhåbningen er, at vi kan spille flere koncerter med det rigtige PR-materiale og de rigtige platforme. Det er, som om mentor-muligheden er skræddersyet til os. Vi har forsøgt med PR, optagelser i studiet, videoer, m.m., men det er svært at få jobs på festivaler, når man ikke har noget top professionelt PR-materiale. Så nu forsøger vi at blive mere tjekkede, hvad pressematerialet angår. Vi vil rigtig gerne spille noget mere ude, for vi bliver ekstra fokuserede og kommer nogle skridt længere, når vi øver op til noget helt konkret. Danmark er ikke så stort et land i forhold til den musik, vi spiller, men hvis vi kunne høste mere erfaring, tror jeg godt, vi kunne spille på mange af landets festivaler. Vi er et alsidigt og festligt indspark, som godt kan indgå på for eksempel en folk- eller rock-festival, da det vil være noget helt andet for publikum.

Hvad forventer I at få ud af samarbejdet med Orhan?

Det er dødspændende med en mentor, som vi kan sparre med, og som kan stille nogle kritiske spørgsmål i forhold til vores muligheder. Nu er vi i gang og glæder os til næste skridt i forløbet.

Hvordan var det at spille til verdensmusikfestivalen på Sankt Hans Torv?
Det var sjovt og et dejligt set-up med god scene, god lyd, professionel lydprøve og hyggelig backstage-område. Og vejret var også godt – det betyder rigtig meget. Der var en virkelig god stemning, og vi fik lov til at spille et ekstranummer, og det var vi meget glade for.

Af Mads Mazanti Foto Jacob Crawfurd