Anine Fuglesang

Den åndelige improvisator

Anine Fuglesang
Den åndelige improvisator

Som barn indgik Carsten Dahl en kontrakt med Gud. Som tak for sit talent skulle han skabe noget smukt til verden. Kontrakten har fungeret som et anker i et liv, hvor musikken og nu malerkunsten er altopslugende og determinerende.

Carsten Dahl sidder på en lille stenbelagt terrasse foran sit atelier i hjemmet i Frederiksværk. Der er varm kaffe i kruset, og hans øjne betragter de store grønne marker, der indrammer haven. Han rejser sig og hilser hjerteligt efterfulgt af sætningen: ”Jeg skal lige vågne; jeg har sovet så tungt.”

Det lyder næsten som om, han er i en anden verden, hvilket skal vise sig ikke at være skudt helt ved siden af.

Carsten Dahl er særligt kendt for sin store improvisationskunst inden for musik. Mange vil måske se evnen til at improvisere som et udtryk for den ultimative frihed, men for Carsten Dahl handler det om noget helt andet. Det handler om at blive revet op ved sine rødder og stå fuldstændig uden kontrol. Og genfinde denne kontrol i en anden verden, hvor kunsten og musikken eksisterer. Carsten Dahls improvisatoriske musik og nu billedkunst er drevet af en kontrakt med Gud, han indgik allerede som barn – og et behov for at iscenesætte verden, så den er helt perfekt; ikke i andres øjne, men i hans øjne.

Kasper Kristoffersen/Büro Jantzen

Kasper Kristoffersen/Büro Jantzen

En talentfuld, lille dreng

Interessen for musik startede allerede i en tidlig alder. Et stort, gammelt chatol i barndomshjemmet mindede om et klaver for den 6-årige Carsten Dahl. Her brugte han utallige timer, mellem han var seks og otte år. Faderens plader med klassiske koncerter eller Dave Brubeck blev sat på forældrenes pladespiller, mens Carsten Dahl foran et spejl imiterede, at han spillede klaver på chatollet. En imitation, som med tiden blev så præcis, at det lignede, at han rent faktisk spillede koncerterne. Carsten Dahl mener selv, at det var en meget mærkelig ting at gøre som et lille barn.

- Det er en situation, som vidner om en meget følsom og meget talentfuld, lille dreng, som på en eller anden måde kan gestalte alt det, han hører, oplever og ser og overføre det i et udtryk. Alle indtryk bliver til et aftryk af dimensioner, der så bliver til et udtryk. Det, tror jeg, er vigtigt i forhold til at tale om at improvisere.

Aftrykket af dimensioner viser sig ikke bare at være billedligt. Carsten Dahl fortæller, hvordan han siden barnsben har kunnet tune sig ind i en anden dimension end virkeligheden. En dimension, hvor han ikke kan høre, hvad andre folk i rummet siger, og hvor han selv kan beslutte sig for, hvornår han vil høre noget i rummet. Han beskriver den anden dimension som en drømmende version af verden og fortæller også, at det er her, at musikken befinder sig.

Vi sidder i hans atelier, hvis vægge er dækket af billeder og malerier. Flest af dem er malet af Carsten selv, der i tre år har haft fuld fokus på malerkunsten. I atelieret er der en særlig form for orden. Alt er sirligt lagt i orden, selvom han maler ti timer herinde hverdag. Samtidig med, at han fortæller om denne anden verden, kigger han over på et af sine store malerier, som han har døbt ”Alice i eventyrland”. Blikket er så fæstnet til maleriet, at det næsten virker som om, han træder ind i den anden verden via maleriet, mens vi taler. Men Carsten Dahl forlader igen det drømmende blik og træder hurtigt tilbage i samtalen og fortæller om den anden verden:

- Det føles som om, jeg bliver draget ind i en nærmest meditativ katedral.

Kontrakten med Gud

Carsten Dahls forhold til musik er komplekst at beskrive. Det handler til dels om at blive tildelt nogle særlige evner i en tidlig alder, som han beskriver som ”at kunne forstå vindens rytme som barn, uden at forstå hvordan”. Dels handler det om en problematisk barndom, som sluttede brat, da han som 8-9-årig blev sendt på børnehjem efter sine forældres skilsmisse, og som gav alt for meget indsigt i livet alt for tidligt. Og til sidst handler det om ikke at have noget valg.

Musikken var allerede fra barnsben en essentiel del af Carsten Dahl og muligvis også det som skabte et eksistensgrundlag for en følsom lille dreng.

- Jeg havde alt for meget indsigt som barn. Det føltes som at have en afgrundsdyb brønd, man kunne falde ned i, samtidig med at man har direkte adgang til himlen. Det er der ikke nogen børn, der kan rumme, fortæller han.

Der var derfor kun én vej ud af det, og det var at skabe sig ud af det. Carsten Dahl indgik derfor en kontrakt med Gud, som hed: Jeg har givet dig det her talent. Til gengæld får du en masse modstand, men du skal skabe noget smukt til verden som tak.

- I barnets øjne blev det en kontrakt, som betød, at jeg gerne måtte være til, hvis jeg skabte noget genialt. Det er en hård kontrakt, og den kan ikke genforhandles, fortæller Carsten Dahl.

På mange måder kan man derfor sige, at Carsten Dahls musik kommer fra den kontrakt, og som ikke ligefrem stiller små krav til et lille barn. Men på mange måder virker kontrakten også til at være hans redning som barn, fordi kontrakten og skabelsen af musik gav ham en eksistensberettigelse i en fortvivlende barndom.

Alle indtryk bliver til et aftryk af dimensioner, der så bliver til et udtryk.
— Carsten Dahl

Improvisation er et værksted

Mange anmeldere har gennem årene betragtet Carsten Dahls musik som genial. Han er en af Danmarks bedste jazzpianister og komponerer al sin musik selv via improvisation. Carsten Dahl har aldrig lært at læse noder, og når han ”skriver” klassiske værker, indspiller han det hele på klaveret én enkelt gang, mens en assistent optager det. Derefter sætter assistenten Kæv Gliemann og Carsten Dahl stykket op i partituer og sender det til en nodeskriver, som renskriver det.

Derudover har Carsten Dahl bevæget sig frit mellem den klassiske og rytmiske verden, hvor han har eksperimenteret med allerede skrevne værker. For eksempel fortæller han, at han ikke kan spille det samme stykke musik på den samme måde to gange, og selv store klassiske stykker som Bach’s Goldbergvariationer har han lært på gehør og ikke via noder, fordi musikken skal improviseres, som kun han kan.

Carsten Dahl fortæller, at der nærmest går en klap ned, når han forsøger at læse noder og spille tingene på en bestemt måde, hvorimod han metaforisk beskriver, at den kreative og improviserende del af hans hjerne har vokset sig stor og dominerende. Når han lærer andres musik på den måde, er det også en form for kontrol af værket. Carsten Dahl bruger improvisationstilgangen på andres værker til at være komponisten, så det er ham, der bestemmer lige præcis, hvordan det skal lyde. Faktisk fortæller han, at han ikke kan spille andres værker, hvis det ikke er på hans måde.

Der tegner sig et billede af en særlig form for perfektionisme og behov for kontrol, som har drevet Carsten Dahl siden barnsben. Det tab af kontrol, han oplevede som barn, har han siden forsøgt at genskabe via sin improvisation og sin kunst. Carsten Dahl beskriver selv improvisationen som et værksted:

”Du kan enten implodere eller eksplodere verden. Eller du kan gøre verden større eller mindre. Du kan ligesom styre verden i din improvisation. Eller improvisationen kan fortælle dig noget, som du ikke vidste om dig selv. Så det er et åbent, åndeligt værksted at være improvisator.”

En trancetilstand

Når Carsten Dahl bliver spurgt om, hvad der sker, når han improviserer, er svaret ikke simpelt, som meget lidt er med Carsten Dahl

- Jeg kan ikke rigtig beskrive det. Jeg kan bare sige dig, at jeg føler mig som en mand, der har haft sex i otte timer, og som bare sidder med åben mund og kigger ud på regnvejrsdråberne og er fuldstændig tom. Det er den følelse, jeg har, når jeg går i gang. Der foregår intet.

Carsten Dahl beskriver improvisation som en form for trancetilstand, hvor han forsvinder helt væk, måske ind i den anden dimension, mens kunsten transformerer sig gennem ham. Tidligere har han beskrevet sig selv som et medie for noget større. Den betragtning holder han stadig fast i. Hans improvisation er som at akkompagnere værket og at akkompagnere Guds åndedræt.

Han understreger dog, at det skal forstås på en ydmyg måde. For på trods af hans behov for kontrol af verden, findes der noget meget større end ham selv.

- Jeg er meget ydmyg over for det, og jeg har Gudsfrygt. For det skal man have.

Det kan lyde meget abstrakt og åndeligt, når han taler om at improvisere, men for Carsten Dahl er det slet ikke så abstrakt igen.

- Når du stiller mig et spørgsmål, og jeg svarer dig, så åbner det for nogle associationer, som bringer dig over i nogle andre spørgsmål, og så kan du forandre dine spørgsmål i forhold til det, jeg siger. Det, du gør der, er at mestre improvisation. At du er i stand til at bruge rummets muligheder og afsøge alle afkroge af det. Dét er improvisation, forklarer han.

Kasper Kristoffersen/Büro Jantzen

Kasper Kristoffersen/Büro Jantzen

Illusionisten lærer fra sig

Carsten Dahl har også brugt tid på at lære andre improvisationens kunst. Blandt andet i sit virke som professor på Rytmisk Musikkonservatorium i København og som ’kunstnerisk konsulent’ hos Ensemble MidtVest. Sidstnævnte betegnelse hader han og vil hellere betragtes som ’illusionist’.

Særligt arbejdet med de klassiske musikere er interessant, da det kan virke som det helt modsatte af Carsten Dahls uhæmmede, improvisatoriske verden. Han beskriver også arbejdet med de klassiske musikere som vanskeligt; ikke på grund af musikerne, men på grund af musikernes prægdestinerende opfattelser af dem selv som klassiske musikere. Ifølge Carsten Dahl betød deres opfattelse, at alt, det de gjorde og sagde, var knyttet til den klassiske musik.

Carsten Dahl skelner ikke selv mellem musiske genrer og mener, at musik er musik. Derfor gik en stor del af hans arbejde med de klassiske musikere i Ensemble MidtVest med at nedbryde deres billeder af dem selv som klassiske musikere.

- For eksempel sagde jeg til dem: Forestil jer, at I vågner op i morgen tidlig. I kan stadig spille på instrumenterne, men I har glemt alt repertoire, og I kan ikke læse noder. Hvad kommer der så ud?, forklarer han.

På denne måde tvang han de klassiske musikere til at finde musikken på en anden måde, og han beskriver, hvordan alle musikerne opdagede, at de var komponister og begyndte at skrive værker til hinanden.

Carsten Dahl kan derfor godt træde ud af sin anden dimension og lære andre, hvad der eksisterer i dimensionen. Dog er det ikke så simpelt at lære andre improvisationens kunst, fortæller han. Det kræver, at man skubber til folks verdensbilleder og skubber dem ud over nogle grænser, og så afhænger det naturligvis af, hvem der skal lære kunsten.

Systemet for systemets skyld

En af grundene til, at Carsten Dahl ikke længere underviser på Rytmisk Konservatorium er, at konservatoriet ifølge ham har ændret sig til primært at være et sted, hvor man optager originale typer, som allerede har en færdig opfattelse af dem selv som kunstnere. Det betyder, at de nye musikere kommer på konservatoriet for at få det, de selv mener, de har brug for. Og det forstyrrer Carsten Dahls verdensbillede af et uddannelsessted.

- Problemet er, at når folk kommer ind på konservatoriet, så har jeg en holdning til, hvad de har brug for. Der skal en dialog i gang, hvor man skal udfordre hele deres verdensbillede. Men det handler meget om deres projekt i dag, og at man skal understøtte de personer, de er i forvejen. Det har jeg selvfølgelig mine problemer med i visse situationer, fordi jeg mener at have en livsvisdom, der gør, at det vil være at stikke dem blår i øjnene blot at understøtte dem. Derfor har jeg forladt den verden, forklarer han.

Carsten Dahl mener ikke, at konservatoriet altid har været sådan; ændringen er sket gennem de seneste 15-20 år. Læringsprincippet er ophævet, og med det mener han, at kunstnerne allerede ér færdige, når de kommer ind på konservatoriet og i stedet for læring søger sparring og muligheder.

Et princip, han har svært ved at understøtte, når der er tale om en skole. For Carsten Dahl skal en skole tilbyde en narrativ transformativ vejledning, og som underviser skal man forsøge at være klangbund for de studerendes mulighed for at forandre sig. Men Carsten Dahl mener ikke, at de studerende har en interesse i at forandre sig. Han understreger dog, at han ikke er i tvivl om deres talenter, men om hvorvidt systemet bare er til for systemets skyld. Og denne forandring skyldes den hurtige og digitale verden, vi lever i, mener han:

- Vi lever i en meget narcissistisk verden, hvor man har nem tilgang til det hele. Man bliver let forblændet af de hurtige platforme eller den hurtige karriere, man kan få på nettet, og så tror man, at den er lig med en bæredygtig, kunstnerisk signatur i længden. Men jeg tror ikke, at det er så bæredygtigt på den lange bane, fortæller Carsten Dahl, der dog godt kan se sig selv som en såkaldt ’åndelig mentor’, hvor han guider studerende på et mere generaliseret eller personligt plan.

Jeg føler mig som en mand, der har haft sex i otte timer, og som bare sidder med åben mund og kigger ud på regnvejrsdråberne og er fuldstændig tom.
— Carsten Dahl om at improvisere

Værket er stadig altopslugende

I dag fylder musikken ikke så meget i Carsten Dahls liv i forhold til, hvad den tidligere har gjort. Musikken eksisterer nu som frirum, hvor han kan koble fra.

Umiddelbart kan det virke til, at Carsten Dahl hviler lidt mere i sig selv, og at den strenge kontrakt med Gud er blevet løsnet på båndene. Carsten Dahls svar er dog tøvende. Det er som om, han næsten er bange for at svare forkert, når det handler om kontrakten.

- Kunst er ligesom tvang. Det flytter sig over på noget andet. Hvis du har tvangsspisning med slik og stopper, så flytter det sig bare over på noget nyt. Den effekt kan du gange med 6000 hos mig. Jeg ved ikke, om båndet er blevet løsere, for jeg synes stadig, at værket fylder det hele. Det fylder i hvert fald 80 procent, og det kan mine børn også skrive under på. De ringer ofte til mig og siger: Far, kan du ikke lige ringe os op, så vi ikke glemmer dig? Så ja, jeg er stadig meget langt væk, erkender han.

Og værket fylder i den grad det hele hos Carsten Dahl. Tvangsspisningen har ændret sig fra musikkens verden og over til billedkunstens verden. Siden han begyndte at male for tre år siden, har han malet i ti timer hver dag, uden undtagelse. Det er samme improvisatoriske tilgang han bruger i sin malerkunst som i musikken. Han leger med ordene, spiller harmonierne og linjerne op på lærredet og maler musikken.  

Kunsten er derfor lige så eksistentiel i Carsten Dahls verden som musikken, og det handler stadig om at skabe noget genialt. Indgangen til den anden dimension står fortsat på vid gab og suger ham ind i sin drømmende og altopslugende verden.

- Jeg glemmer tid og sted, jeg glemmer at spise, jeg glemmer aftaler, og jeg er fuldstændig væk. Min kone Charlotte er mit anker, der kommer over i atelieret med mad eller minder mig om mine aftaler. Ellers glemmer jeg alting, for jeg er hele tiden i værket og i det næste værk, og det tager al min opmærksomhed, erkender han.

Der går ikke mange minutter, før vi har afsluttet vores samtale ude på terrassen med udsigt over de grønne marker, før Carsten Dahl atter sidder ved sit bord i atelieret. Allerede i gang med dagens første stykke kunst. Allerede i en anden verden. Lige her i den her verden befinder Carsten Dahl sig i sin egen dimension. Det er her, han er allermest hjemme; her han opfylder sin kontrakt med Gud. At skabe noget smukt til verden.

Af Petrine Puper Jørgensen Fotos Kasper Kristoffersen/Büro Jantzen


FAKTA

Carsten Dahl

Selvlært jazzpianist, soloklaverspiller og kendt fra mange samarbejder, blandt andet trioen GinmanBlachmanDahl.

Al hans musik er improviseret, og han medvirker på over 300 plader og har modtaget adskillige priser for sit musikervirke.

Tidligere professor på Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg og Rytmisk Musikkonservatorium i København.

Han er ambassadør for Psykiatrifonden, hvor han med udgangspunkt i egne oplevelser tager ud og holder foredrag om angst kombineret med soloklaverkoncert.

I dag er han en anerkendt billedkunstner.