Anine Fuglesang

”Improvisation er en kollektiv bevægelse ud i det uvisse”

Anine Fuglesang
”Improvisation er en kollektiv bevægelse ud i det uvisse”

Kunstnermøde

MUSIKKEN har samlet tre musikere og en skuespiller til debat og samtale om tilgang, konkrete værktøjer og evnen til at være i nuet, når det handler om improvisationsmusik. Her følger et citat-udpluk fra det frugtbare kunstnermøde. Til stede var cellist Josefine Opsahl, trompetist og rytmikbandit Victor Dickers-Eisner, instruktør og underviser Sarah Caroline Kenter og saxofonist Pernille Bévort.

Hvad er improvisation?

Pernille: En umiddelbar skaben, hvor man ikke på forhånd ved, hvad der vil blive skabt, og hvor man kan bruge alt det, man har med i bagagen – toner, rytmer, klange, lyde.

Sarah: Improvisation handler om at turde være i uvisheden og stille sig til rådighed i tillid til, at der altid er ”noget”. Man skal være tro over for den erfaring, at uvisheden aldrig er tom.

Pernille: Det handler om hengivelse, stort nærvær, tillid og ro.

Victor: I improvisation tager man chancer, og man skal være opmærksom på, at man både kan falde igennem eller vise det, man allerbedst kan. De børn, jeg arbejder med, kaster sig for det meste bare ud i at improvisere. Min rolle er at guide dem og bakke op om deres retning. Med en melodi eller rammesang kan vi komme helt ud af tangenterne, være impulsive og mødes om noget helt nyt og fælles, og pludselig har vi måske skabt en helt ny melodi eller bevægelse.

Josefine: Hvis man improviserer i en gruppe, tvinger man alle til at være utroligt lyttende. Én kan ikke tage den, mens de andre sidder tilbage og ’bliver i noden’ – så falder alt til jorden. Det er en kollektiv bevægelse ud i det uvisse. Det skaber en helt anden koncertsituation, fordi man spiller i et ’nu’ og i et rum, der også er skabt af publikum, energier, akustik og farvesansning. Jeg synes ikke, man kan gå upåvirket ind i et rum og improvisere, for der er så meget energi i forvejen, som man må tage ind og stille sig til rådighed for.

Pernille: Improvisation er en øvelse og en træningssag ligesom alt muligt andet. Det er et værktøj. Man øver på sit instrument i årevis, så man har noget at byde ind med. Man øver sig i momentet og bliver efterhånden mere og mere fortrolig med det åbne rum.

Josefine: Nogle gange er det en fordel at være i en helt ny kreds af mennesker, fordi man bare kaster sig ud i det. Men det kan også være skræmmende, fordi du ikke aner, om der er konsensus om tonesprog, eller om der forventes noget helt andet. I We like We arbejder vi meget som lyd- og klang-kollektiv og gør meget ud af at blive dygtige til at improvisere sammen.

Victor: Da jeg spillede i TIVOLI Garden, var det efter noder, og jeg var vant til det sikre, så for mig var det lidt angstfremkaldende at gå fra den klassiske verden til jazz-verdenen. Det var helt nyt land med uendeligt mange toner.

Sarah: Der er ikke et aftalt udgangspunkt, når mit ensemble FELT laver forestillinger. Der er ikke noget tekstforlæg, tema eller nogen aftale om, hvem der skal være på scenen hvornår. Men alle ved, at der skal skabes en forestilling med et dramaturgisk forløb. Jeg oplever det som helt vildt konfronterende, fordi man møder sine egne vaner og den angst, som uvisheden vækker. Man må forholde sig til de automatreaktioner, der træder til, når man bliver utryg.

Victor: I børnerytmikken benytter vi rammelege og rollespil, som spejler sig meget i teaterverdenen. Børn tænker ikke over, at de skal improvisere; det kommer bare frit som en uendelig energi, der bliver sendt af sted, indtil nogen stopper det. Som voksne skal vi måske prøve at finde lidt at det glitterstøv, man har som barn, og bare gøre det og tro på det.

Hvordan øver man sig på at improvisere?

Pernille: Jeg øver meget på mit instrument for at kunne bestride det så godt som muligt. Det er et håndværk, og jeg skal have noget motorik, ellers flyder det ikke. Når man er i det moment, hvor man gerne vil reagere, skal det helst være sådan, at man bare kan komme med noget. Improvisation er ikke noget, man bare gør. Det kræver afsindigt meget skoling. Det er ikke nemt at lave noget, der er meningsfyldt, og som har historiefortælling i sig, så det fanger lytteren.

Victor: Nogle gange har jeg ikke forberedt noget som helst, når jeg underviser børn, for hvis jeg har et fast program, har jeg valgt, hvad der skal ske, og så er det svært at tale om improvisation. Det kan opstå i rammen. Men ved at gå ind ad døren uden at vide, hvad der skal ske, øver jeg mig i det spontane og at kunne reagere på det, jeg får ind.

Josefine: Jeg kommer fra en meget klassisk verden, hvor man spiller den node, man får sat foran sig. Der er en vigtighed i at turde gå ind i et felt, hvor alt er kaos, og hvor man er nødt til at reagere meget spontant for at komme ud over en bestemt forståelsesramme. At aflære sig noget af sin teknik, lytte til ny musik og udvide sit forståelsesbegreb for musik.

Kan man tale om fejl i improvisation?

Sarah: Jeg taler aldrig om fejl, men om en manglende vågenhed. Hvis modet svigter, når man stiller sig op på scenen, og man ikke tør give den følelse, der fylder én, udtryk, så skal man finde på noget andet i stedet, og det bliver altid sekundært, fordi det ikke har rod i andet end at være en undvigemanøvre. Skuespillerne i FELT går på scenen for at være tro overfor den emotionelle virkelighed, der opstår, og det kræver mod. Man skal kunne rumme, at det ikke nødvendigvis er kønt og behageligt, det der åbner sig. Derfor træner vi netop dét at finde veje ind i, frem for veje udenom, ubehaget, fordi vi vil være i et ærligt rum med publikum.

Josefine: I We like We bruger vi også billeder og opsætter nogle dogmer eller rammer som starting point. På den måde binder vi hinanden til at dykke ind i et eller andet og spille på et givent ’nu’. Vi har et udgangspunkt, vi er enige om, og derfra kan vi øve os i at blive dér. Vi optager også det, vi øver. Det er et vigtigt redskab for at forfine idéerne hen ad vejen. Nogle gange kan vi komme ud fra en koncert og have følelsen af, at det gik op i en højere enhed uden at ane, hvad der egentlig skete. Det ville være umuligt at rekonstruere – det er en ting i nuet.

Pernille: Det kan være sjovt at høre en optagelse af sig selv og finde ud af, om det man selv opfattede som en fejl, kan virke spændstigt, fordi man fik overrasket sig selv. Når det utilsigtede sker, er kunsten at forholde sig til dét, der er, uanset hvad man havde forestillet sig, der skulle komme, og så må man arbejde ud fra. På den måde går man hele tiden i dialog med de andre og sig selv. Det handler også om ledelse og kommunikation, fordi man skiftes til at tage teten.

Victor: Børn kan være enormt hårde ved hinanden og sige meget direkte, når de synes, noget er forkert. De retter på hinanden, ’smitter hinanden’ og angiver en retning. Det er meget tydelig kommunikation, som vi voksne er blevet for høflige til at anvende.

Kan alle improvisere?

Josefine: Det kan være svært, hvis du er opdraget i den klassiske musiktradition og aldrig er blevet bedt om at spille din egen tone. Nogle musikere fungerer godt med, at der er en form og et stort orkester, man sidder i. Jeg tror sagtens, de kunne lære at improvisere, men nogen trives simpelthen bedre i rammen.

Pernille: Hvis man skal begynde at arbejde med improvisation og aldrig har prøvet det før, kan man starte utroligt mange steder. Man kan altid finde fire toner og en rytme, man kan spille bold med. Man kan godt udstikke nogle meget stramme rammer og lege inden for det og blive tryg. Og så kan man langsomt udvide paletten.

Sarah: Det kræver, at man er tiltrukket af det, og at det er dybt meningsfuldt for én.

Josefine: Jeg synes, det giver utrolig god mening både at beskæftige sig med improvisation og det mere faste. Det, du vinder ved at gå fra det ene til det andet, flytter dig og gør dig i stand til at reagere impulsivt og improvisere i en situation, hvor det utænkelige sker.

Pernille: I improvisationen oparbejder du en smidighed i din måde at agere på. Man skal turde lade noget flyde.

Sarah: Og man skal kunne anerkende den intuitive intelligens og blive fortrolig med at lade sig lede af intuitive impulser. Der er faktisk en indre logik i det rum, der opstår, når vi gør det.

Victor: Man skal navigere i det og finde de veje, der viser sig. Finde ud af, hvad man skal gøre med det, der kommer nu og her – og finde ud af, hvordan man kommer videre herfra.

Tekst og foto af Mads Mazanti

FAKTA

Gode råd til improvisation

  • Luk øjnene og lyt

  • Tænk ikke for meget

  • Tag en tone og vær i den

  • Der er ikke noget, der er ’forkert’

  • Tro på det, kast dig ud i det og men det

  • Sig til dig selv, at det lyder godt

  • Nyd at være i nuet

  • Optag dig selv, men vent nogle timer med at høre det

  • Acceptér at improvisation er en proces

  • Skab dig et sikkert rum, hvor du kan prøve dig selv af

  • Fald ind i et fællesskab og giv dig hen

  • Øv dig og bliv ved

  • Læg huskelister og hverdagstanker fra dig

FAKTA

De fire rundbordsdebattører

Josefine Opsahl
26 år
Cellist og komponist 
Uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium samt Northwestern University (IL, USA)
Spiller med We like We, KOTTOS, Sonic Lithographies og Josefine Opsahl solo.

Victor Dickers-Eisner 
34 år
Musik- og bevægelsespædagog, trompetist 
Pædagog fra Frøbel Seminariet, efter uddannelse hos Lotte Kærså og Gøssel, faglærer i Idræt fra Poul Petersens idrætsinstitut 
Medstifter og underviser hos Rytmikbanditten, trompetist og kapelmester i Zirkus 

Sarah Caroline Kenter
43 år
Grundlægger af teaterensemblet FELT
Underviser i egen improvisationsteknik Improvisation Field Technique 

Pernille Bévort
52 år
Saxofonist/komponist/kapelmester m.m. (freelancer).
Uddannet på Rytmisk Musikkonservatorium. Har desuden en Bachelor i Retorik fra Københavns Universitet.
Spiller i trioen Bévort 3, oktetten Radio Bévort, Maluba Orchestra, det svenske Monday Night Big Band og som afløser i Bohuslän Big Band i Göteborg. Indgår løbende i forskellige ensembler og afløser i landets forskellige professionelle big bands.