Anine Fuglesang

Improvisationens forvandlende kraft

Anine Fuglesang
Improvisationens forvandlende kraft

Improvisation er velkendt inden for jazz, men violinisterne Alexander Kraglund og Bjarke Falgren har dannet ImproStrings for at undervise klassiske musikere i at improvisere inden for det klassiske univers. Det officielle ideal om fuldendt perfektion skræmmer nemlig mange fra at improvisere, men undervisningen i ImproStrings viser sig at kunne frisætte musikernes ubrugte potentiale og gøre dem til stærkere, klassiske fortolkere. Vi følger improvisationens vej fra angst til kunst.

- Jeg kan godt lide at sammenligne improvisation med en almindelig samtale, fordi det er noget, de fleste kan relatere til - og i øvrigt er ret gode til. Man kan selvfølgelig have en dagsorden og et budskab, man gerne vil have ud, både i en samtale, og når man spiller en solo. Men det er ikke til at vide, hvad man får tilbage. Jeg ved ikke, hvad trommeslageren eller bassisten finder på, og det er deres bud, jeg skal spille på. En god samtale handler om at lytte og respondere. Og præcis det samme gælder i musikken.

Det fortæller Bjarke Falgren over en telefonlinje, mens Alexander Kraglund sidder med en kaffekop ved siden af mig og nikker anerkendende. Begge er uddannede violinister fra Rytmisk Musikkonservatorium, og på opfordring fra JazzDanmark tog de i 2016 initiativ til JazzStrings, et projekt hvor unge, klassiske strygere fra landets musikskoler bliver præsenteret for jazz og improvisation. Året efter dannede de ImproStrings, der henvender sig til voksne og erfarne strygere, som gerne vil lære at improvisere på deres instrumenter.

- Improvisation handler om at spille på dét, der er nu og her. Det man har til rådighed. Når jeg som musiker træder ind i et rum og skal improvisere, så spiller jeg på hele konteksten. Jeg spiller på det publikum, som er omkring mig, stemningen i rummet, min egen stemning, hvordan min dag har været og de andre musikeres output. Jeg responderer på alt, hvad jeg oplever. Det handler om at skærpe sin musikalske situationsfornemmelse, forklarer Falgren.

Bliv i din komfortzone

Falgren og Kraglund har oplevet mange klassiske strygere være angste for at kaste sig ud i at improvisere. De er vant til at spille på et meget højt niveau, og de er skræmte ved tanken om at få hevet tæppet væk under sig.

- Jeg vil på ingen måde pege fingre af den klassiske verden. Men den høje grad af perfektionisme betyder, at mange musikere tænker: Jeg bare ikke fejle. Og så kommer nervøsiteten med det samme, bemærker Kraglund. Falgren fortsætter:

- I ImproStrings er det vores fremmeste opgave at finde værktøjer og metoder, der træner musikerne i at kunne improvisere, uden at de på noget tidspunkt behøver føle sig utrygge. Klassiske musikere har heldigvis i forvejen så meget musikalitet og teknik og er utroligt reflekterede over deres eget spil, at der er en masse materiale at bygge videre på. Og vi sørger for, at de kan blive i deres komfortzone og beholde det selvværd, der opstår, når man mestrer noget. Men gennem øvelserne i improvisation får de tit en helt ny oplevelse af at have et kæmpe potentiale inde i sig og en vilje til at mærke og udtrykke sig, som de aldrig har fået dyrket eller haft hul igennem til. Måske fordi de kun har øvet at optimere og fjerne fejl.

En god improvisator befinder sig i fortid, nutid og fremtid på samme tid.
— Bjarke Falgren

Tag nogle chancer

Hvordan griber I improvisation an som undervisere?

- Improvisation er grundlæggende en legende tilgang til musikken, en slags musikalsk brainstorming, begynder Alexander Kraglund.

- Det handler om at tage nogle velkendte virkemidler og bruge dem på nye måder, vende og dreje dem og sætte dem ind i en ny kontekst. Som underviser i improvisation er det lovlig nemt at sige: Du skal bare give slip og gøre, hvad du vil. At være en dygtig improvisator kræver nemlig en hel del forberedelse. Man skal have trænet inden for en musikalsk ramme og fundamentalt være vant til at afkode musik.

- Vores pædagogiske metode eller opskrift er at starte med at lære alle ingredienserne at kende. Hvordan er rytmen og harmonierne og skalaerne i et nummer skruet sammen, hvordan opfører basgangen sig? Hvordan spiller det hele sammen? Hele tiden arbejder du inden for din komfortzone. Og når du endelig spiller nummeret eller improviserer over nummeret, så bliver det ikke en oplevelse af at kaste sig ud fra en klippe. Du ved hvad du skal gøre, for du kender ingredienserne.

Bjarke Falgren fortsætter:

- Denne metode giver dig både lysten og evnen til at forstå et værk på et dybere plan. De klassiske musikere, som vi har undervist med vores improvisatoriske tilgang, bliver bedre musikere, bedre til at udtrykke et klassisk værk, fordi de i højere grad hører sammenhængen i værket, og hører deres egen rolle. Sommetider kan man opleve en klassisk koncert og tænke: Det er rigtigt og smukt og virtuost - men jeg kan alligevel ikke rigtig mærke musikken. Friskheden mangler, for der bliver ikke taget nogen chancer. Mens de stærkeste klassiske fortolkere lyder som om, de skriver musikken lige nu og her - som om de improviserer musikken på stedet.

- Som garvet improvisator kan man godt blive afhængig af at komme ud på dybt vand, fordi det bliver spændende at se, hvordan man så redder den i land. Men mange musikere spiller hele livet igennem med en opfattelse af, at alting skal være perfekt hele tiden, og de kan være panisk angste for, at der skal opstå det mindste bump på vejen. Deres musikalske sæk er snøret til, og vi forsøger så at åbne den med nogle relativt simple fif. Når det lykkes for en musiker at få hul igennem, kan det være en nærmest spirituel oplevelse med kraft til at ændre vedkommendes livsbane.

Foto: ImproStrings

Foto: ImproStrings

Se dig omkring og tag en omvej

- For at dygtiggøre dig som improvisator må du have modet til at begå fejl, fastslår Alexander Kraglund.

- Men idealet om perfektionisme og hele fejlfinderkulturen er desværre indbygget i det officielle uddannelsessystem. Det skal være svært, det skal gøre ondt, og du bliver hele tiden presset ud af din komfortzone. Processen med at lære at spille foregår ved, at du først skal øve et musikstykke på begynderniveau, så får du et stykke, der er sværere og så videre, og det fortsætter hele vejen op til solistklasseniveau. Hele tiden skal du føle, at du mangler noget, og at du ikke er nået frem. Denne metode fører på ingen måde til at få mere hul igennem.

- Bjarke og jeg har meldt os ud af det game. Følelsen af at være hjemme i noget - det er helt fantastisk. Man kan blive i sin komfortzone, men udvide den langsomt ved at gøre de rigtige ting på de rigtige tidspunkter. For eksempel giver vi vores musikskoleelever en etude, som ikke er særlig svær, og når de har lært at spille den, siger vi: Okay, nu kan du spille den etude - hvad kan du ellers gøre med den? Hvordan kan du lege med den, udfordre dig selv med den? Eleverne bliver selv den motor, som udvikler etuden til alle mulige ting i alle mulige forskellige retninger, og på den måde underviser de faktisk sig selv i at improvisere.

- Mange elever har imidlertid svært ved at acceptere, hvor de er, og vil hele tiden gerne skridtet videre. De vil vide, hvornår de er færdige med opgaven, for så kan de sætte hak ved den - og så kan det måles i en PISA-test, konstaterer Falgren.

- Men spørgsmålet er, om man virkelig har tilegnet sig en viden, hvis man ikke har vendt og drejet opgaven og udfordret sig selv med den. Hvis du vil være en fodboldspiller som Messi eller Ronaldo og beslutter dig for at blive virkelig god til at sparke frispark, må du prøve det på alle mulige måder - ikke bare den måde træneren siger. Du må improvisere over dette at sparke frispark, og måske udvikler du din helt egen stil. Dén metode mangler vi i uddannelsessystemet.

Kraglund fortsætter:

- Et billede, som meget godt beskriver vore dages uddannelsesmåde, er vores hang til at lade os forføre af Google Maps, når vi er ude på farten. Vi har enormt travlt med at komme fra A til B, så vi indtaster et slutmål og får en rute, som vi følger blindt uden at se os omkring. Ved vejs ende kan vi sætte kryds ved B og så i øvrigt glemme alt om det sted. Den uddannelsesmåde, som fordrer improvisationen, er helt anderledes: Her bevæger vi os ud i storbyen og går lidt til højre og lidt til venstre, vi er nysgerrige og går sommetider forkert, men vi finder nye veje og hjørner og lærer en ny del af byen at kende. Vi kommer selvfølgelig hurtigere fra A til B med Google Maps, men vi lukker ned for alt, hvad der hedder stedsans. Vi opdager aldrig nogle nye steder ved et tilfælde, fordi systemet er så retningsbestemt og målrettet.

Bliv en kanal for nuets ressourcer

Mens den traditionelle undervisningsmetode lægger op til at passere gennem nuet hurtigst muligt for at komme i mål, handler metoden hos ImproStrings snarere om at udforske nuet, fordi nuet er målet, nuet rummer alle ressourcerne.

- Når man improviserer, spiller man på summen af det tilstedeværende, forklarer Kraglund.

- Både ens egen fortid, men også alt, hvad der er i rummet: Menneskene, lyssætningen, det hele. Jo mere man kan blende ind i dét, der findes i nuet, des større relevans har dét, man siger. Det gælder om at sætte sig selv til rådighed og blive en kanal for den fælles samlende inspiration og energi. Jo mere man indser og oplever, at man i virkeligheden bare er et redskab, des nemmere bliver det at spille, fordi man fralægger sig det tunge ansvar, der hedder: Nu skal jeg spille og krænge mine inderste følelser ud for jer - og så vil jeg gerne have jer til at blive bevæget. Sådan fungerer det ikke. Publikum bliver derimod bevægede, når de oplever, at man er oprigtigt til stede, men ikke prøver at kontrollere begivenhederne.

Bjarke Falgren er enig:

- Når man som musiker tør tro på, at det er i orden bare at lade musikken flyde igennem sig, kan der opstå nogle meget smukke øjeblikke. Når jeg selv oplever det, føler jeg mig lige så meget som en af dem, der sidder på tilskuerrækkerne, fordi jeg ikke ved, hvad der kommer til at ske lige om lidt. Publikum kan mærke det, når man tør sætte sig selv i spil på den måde. Det er en balancegang. Hvis man taber den, kan det virkelig falde til jorden. Men hvis man går til sagen med ydmyghed og ikke er bange for at fejle, behøver man ikke tage det så tungt. Så vil publikum ikke tænke: 'Han fejlede', men: 'Wow, så tog han den bare videre derfra'. Det handler om at turde være ærlig over for publikum.

Smag på musikken, mens du spiller

- Sommetider oplever man den næste tone eller frase, som er på vej, et splitsekund førend man udfører den. Man når lige at mærke den i kroppen, fortæller Falgren.

- Jeg har oplevet at få gåsehud og blive dybt rørt, øjeblikket inden jeg spiller den tone, fordi jeg kan mærke at den kommer, og hvor fantastisk det bliver! Og det interessante er, at man i virkeligheden ikke kan spille sig selv til gåsehud. Man kan blive bevæget af andre, så man får gåsehud, men man får ikke gåsehud, når man selv er musikeren i centrum. Når man alligevel sommetider får gåsehud af at spille, føles det som "magi", som om man ikke selv spiller. Man kan ikke stræbe efter gåsehud. Man må bare gøre sig klar, arbejde så meget med materialet og teknikken, at man kan lægge det fra sig. Og så er der et vidunder, der udspiller sig for øjnene af en. Man bliver berørt, man får gåsehud.

- Der er ingen tvivl om, at en fuldendt improvisation er en komposition i sig selv, fortsætter Kraglund.

- Når man stiller sig selv til rådighed for nuet, skal man have forberedt sig grundigt ved at være hjemme på sit instrument og have arbejdet i dybden med sine virkemidler - ligesom en dygtig kok skal kende alle smagsnuancer for at kunne sammensætte den helt rigtige umami-smag på det rette tidspunkt. Men det er en væsentlig pointe, at musikeren skal være i stand til at smage på den nye musik, samtidig med at han spiller den. Musikere, der lige er begyndt at improvisere, lægger ofte ud med at spille en fantastisk fed frase, men glemmer at smage på denne indledende frase. Dermed får de svært ved at brygge videre på den historie, de er ved at skabe - og resten af soloen bliver et forsøg på at redde, hvad reddes kan. Så det gælder om at smage på hver enkelt tone og sige 'mmmh, den smager sådan og sådan, hvor vil den tone hen nu?'

Bevar den røde tråd i improvisationen

- En god improvisator befinder sig i fortid, nutid og fremtid på samme tid - det er nødvendigt for at kunne skabe sammenhæng i det man spiller, bemærker Falgren.

- Man må være klar over, hvad der gik forud i forløbet, men samtidig må man have en fornemmelse af, hvilken vej man skal fremefter. Man må være fuldstændig fokuseret på dét, der sker her og nu. Men samtidig må man have ørneblikket og være den, der svæver hen over det hele og overskuer hele forløbet, så det giver mening. For man skaber selv dramaturgien.

- Det kan være svært at huske, hvad man lige har spillet. Så vi præsenterer tit vores improelever for en grundlæggende og fed øvelse i at træne sin huskeevne, nemlig at gentage det, man lige har spillet. Hvis du kan gentage dine fraser, har du et godt udgangspunkt for at lave vedkommende improvisationer, fordi du bliver god til at bevare den røde tråd. I denne øvelse bliver du derfor nødt til at holde kompleksiteten på et niveau, hvor du ikke mister orienteringen i frasen. Jo længere stræk, du rent faktisk kan gentage, des bedre er du klædt på. Denne øvelse styrker virkelig dine sanser, så du bliver bedre til at mærke efter og smage på, hvad du egentlig spiller, når du improviserer.

- Der ligger altid et dna i den første frase. En værdiladning. Og hvis man forstår det dna, vil det gå igen gennem hele forløbet, og alt bliver en naturlig konsekvens af det. Dna'et kan spilles som en gentagelse eller som en spejling. Eller man kan spille væk fra dna'et og tilbage igen. Der er alle mulige tricks i værktøjskassen til at forstå og spille over et dna. Det er meget nært beslægtet med at spille en god melodi, fordi gode melodier altid "går op" til sidst og forbinder sig med den første udmelding.

Lad floden skylle ind over dig

I hvor høj grad kan man viske tavlen ren, inden man begynder sin improvisation?

- Jeg har i mange år haft en øvelse med mig selv, hvor jeg stiller mig op foran en mikrofon, lukker øjnene og venter på, at der kommer noget musik til mig, fortæller Bjarke Falgren.

- Jeg har forberedt mig så godt jeg kan: Jeg kender mit instrument, jeg stoler nogenlunde på mine ører. Nu er jeg klar. Men jeg må være tålmodig. Jeg venter på, at den gode samtale skal opstå, jeg venter på, at de gode fraser kommer. Jeg observerer bare, hvad der sker. Jeg tilbageholder, indtil jeg kan mærke, at nu er der ligesom en flod, der skyller ind over mig. Så kommer musikken. Og derfra er den største øvelse for mig, hvor længe jeg kan holde fast i denne inspiration. På et eller andet tidspunkt bliver man ufokuseret og kommer til at tænke på andre ting, eller man bliver uopmærksom og kommer til at bruge nogle velkendte mønstre i fingrene, eller noget man har tillært sig, så man holder op med at lytte. Men at holde fast i inspirationen så længe som muligt, det er stor kunst i min bog.

Af Torben Stig Hansen Foto Thomas Brosøe

FAKTA

ImproStrings

·         ImproStrings tilbyder efteruddannelse til violinister, bratschister og cellister som ønsker at udforske sig selv og deres instrument gennem improvisation. 

·         Bjarke Falgren og Alexander Kraglund indledte samarbejdet omkring ImproStrings i starten af 2017 og afholdt samme år det første sommerstævne på Rønnebæksholm. 

·         Udover sommerstævnet har ImproStrings udbudt og afviklet vinterseminar på forskellige musikskoler med temaet ”Improvisation i strygersammenspil og holdundervisning.” 

·         I dette efterår er Bjarke Falgren og Alexander Kraglund på vegne af JazzDanmark ude med projektet ’JazzStrings’, som henvender sig til unge strygere på talentlinjeniveau. 

·         Sommerstævnet på Rønnebæksholm 2019 ligger fra d. 6. – 8. august og kan findes i Artlab’s efteruddannelseskatalog.