Anine Fuglesang

Smid hæmningerne med improvisation

Anine Fuglesang
Smid hæmningerne med improvisation

”Jeg bruger ofte tid efter en koncert på at tale med publikum om det, de har hørt. Der ligger en form for missionærarbejde i det, fordi det stadig er kontroversielt at spille en fri, improviseret koncert,” fortæller Kresten Osgood, trommeslager og underviser i ’Intuitiv improvisation’ på Rytmisk Musikkonservatorium.


Hvad er improvisation?
Jeg opfatter ikke fri improvisation som en musikalsk stilart. Det er ikke musik, der lyder som noget, vi kan forestille os. Hvis du går ind i en pladeforretning, kan du ofte finde en hylde med fri improvisation, og så lyder det på en bestemt måde. Men for mig er det mere et grundlæggende vilkår i musik på linje med melodik, harmonik, rytmik og formelementer. Fri improvisation kan lyde, som hvad som helst. Og det kan også være total stilhed. Det er bare et koncentreret øjeblik, hvor alle lytter og enten gør eller ikke gør noget.

Hvem kommer til dine timer i improvisation?
Der kommer selvfølgelig nogle, som er interesseret i fri improvisation, og som allerede ved, hvem jeg er. Men der kommer også producertyper, som bare har lyst til at løsne op. De kommer med et meget åbent sind og vil gerne frigøre noget energi, som de kan bruge i deres egen musik. Der kommer også sangere og singer/songwriters, der kan have nogle faste opfattelser af sig selv eller nogle hæmninger, som det er ret let at løsne op for via intuitiv improvisation. Sommetider arbejder jeg helt, jeg vil ikke sige psykologisk, men jeg er meget bevidst om at løsne op for nogle helt bestemte myoser, folk har, for at få dem til at flyde mere frit og kreativt. Og improvisation er et supergodt redskab til det, selvom jeg ikke kan lide at bruge det ord. Det er en form for musikalsk urkraft, man frigør, fordi man vælger ikke at kontrollere den selv.

Hvordan reagerer publikum på fri improvisation?
Jeg spiller virkelig mange improkoncerter for folk, der ikke har bedt om at høre det. I lange perioder rejste jeg for eksempel rundt i landet med Lars Greve i forbindelse med et projekt, der hed ”Folkegaven”. Vi improviserede alle mulige steder: i en brugs i Vestjylland, i en børnehave, for soldater, på gaden, i toget. Og vi spillede en rimeligt grænseoverskridende improvisation på et alderdomshjem, og dér fik vi nogle vilde reaktioner.

Folk kender mig fra alle mulige forskellige ting: Jeg har lavet fjernsyn, og jeg er kendt for alle de plader, jeg har lavet, hvor jeg for eksempel spiller jazz. Derfor får jeg tit gigs i klubber, som måske ellers ikke ville have booket sådan noget musik. Og så kommer jeg med et band, hvor vi spiller noget totalt langt ude musik, som er en succesoplevelse for alle, og alle er glade. Men nogle af publikummerne har bagefter brug for at tale om dét, de har oplevet, fordi koncerterne har været så ekstreme. Og de prøver at formulere, hvad det er, de har hørt. Folk stiller tit sådan nogle spørgsmål som: Hvor meget har I aftalt på forhånd? Ved I, hvad det er, I laver? Hvorfor gjorde I det? Jeg plejer at tage mig tid til at snakke med folk, og der ligger nærmest noget missionærarbejde i det. Sådan er det med den slags musik, fordi det altid har været en niche. Selv i dag er det kontroversielt at spille en fri, improviseret koncert.

Tekst og foto Torben Stig Hansen