Anine Fuglesang

Variation er altafgørende

Anine Fuglesang
Variation er altafgørende

Nogle musikere dyrker den som en integreret del af sættet, andre mumler sig igennem den som et nødvendigt onde, og nogle vælger den helt fra – snakken mellem numrene. Oplægget til næste sang på sætlisten eller sløjfen på det nummer, man lige har spillet. MC Hansen er visesanger, guitarist og banjo-spiller, men betragter i lige så høj grad sig selv som historiefortæller. Også mellem sangene.

I Danmark peger MC Hansen på ikoner som Niels Hausgaard og Allan Olsen som forbilleder, når det handler om at tryllebinde publikum mellem sangene. Og på sine mange rejser til USA har han spillet med og ladet sig inspirere af amerikanske musikere, der dyrker og raffinerer rollen som musikalsk fortæller.

- Jeg tror, at traditionen er opstået med de omrejsende singer-songwritere. De har kun deres sang og deres instrument at fastholde folk med. De har ikke trommer, de kan ikke få folk til at danse, og det er vigtigt, at de ikke mister publikum. Derfor er de blevet dygtige til at snakke mellem numrene, forklarer MC Hansen.

Et godt oplæg rammer den enkelte sang ind, og her kan man som folkesanger for alvor variere udtrykket, ligesom man er nødt til at variere temaerne i sangene.

- I nogle sange er oplægget stjernen, mens det i andre tilfælde er selve sangen, der er det interessante. Her kræver sangen måske slet ikke nogen introduktion. Variation er altafgørende, når man har så enkelt et udtryk, som jeg har, siger MC Hansen, der selv bruger meget tid på at forberede snakken mellem sangene:

- Næsten al snak er planlagt med indlagte improviserede afvigelser undervejs. Jeg ved, hvad jeg vil sige – det bliver bedst på den måde. Historien er komponeret præcis ligesom sangene. Der er typisk et sted i koncerten, hvor jeg stikker af og rambler derudaf. Det gør jeg mest af alt for at tage røven på dem, jeg spiller med. Jeg driller dem og ryster dem lidt, og det skaber noget intern friskhed på scenen.

Inddrager folk i rummet

Som frontmand og fortæller forbereder MC Hansen sig på samme måde til alle jobs. Ligesom sangene er historierne færdige, nedskrevne værker og en fast integreret del af sættet. Historierne udgør måske 40% af sættet og kunne i princippet lige så godt have deres egen Koda-titel. Snakken mellem numrene udvikler sig selvfølgelig hen ad vejen, og MC Hansen har forfinet evnen til at afkode og inddrage det rum og den sammenhæng, han befinder sig i til en given koncert.

- I det øjeblik jeg står på scenen, finder jeg hurtigt ud af, hvad der er sjovt lige netop dér. Hvis der er nogen til stede i rummet, jeg kender, inddrager jeg dem i historien. Eller jeg sammenligner måske den by, jeg synger om, med den by, jeg spiller i. Jeg har øvet mig meget på at mærke, hvad der virker i sammenhængen. Det er for eksempel helt forskellige ting, der virker rundt omkring i landet, forklarer MC Hansen, der ofte i sine dansksprogede tekster indfletter personer, stednavne og selvoplevede episoder fra sin opvækst i og omkring Jungshoved på Sydsjælland.

Som historiefortællende musiker foretrækker han helt klart den lille folk-club fremfor den store udendørs scene, hvor der skal arbejdes meget mere for at trænge igennem med budskabet.

- Jeg kræver folks opmærksomhed – ellers kan vi simpelthen ikke spille. På den lille club kan den mindste ændring, jeg foretager mærkes i rummet, fortæller han i en pause fra sit faste job som produktions- og udviklingsansvarlig på spillestedet STARS i Vordingborg.

Vigtigt at være sjov

Som musiker bør man ifølge MC Hansen have en helt klar idé med, hvad man vil formidle og fortælle sit publikum. Det er for eksempel no go at fortælle interne jokes, som kun musikerne på scenen forstår. Samtidig er det vigtig at være tydelig og ikke insinuere for meget, for det fanger publikum for det meste ikke.

- Det kan nogle gange gå galt, når jeg kører ud af en eller anden tangent – det er altid lidt et sats. Nogle gange rammer jeg den, andre gange rammer jeg den ikke, siger MC Hansen, som meget bevidst styrer slagets gang fra scenekanten, men gerne griber publikums konstruktive inputs og tilråb.

- Det er vigtigt at vise publikum, at det er ok, at de råber noget til musikerne. Det gør det hele mere levende, siger den 40-årige historiefortæller, der også lægger stor vægt på humor og glimt i øjet som nødvendige virkemidler i dialogen med publikum.

- I folkemusik-traditionen er det vigtigt, at man på et tidspunkt i løbet aftenen sørger for at være sjov. De musikalske forbilleder, jeg læner mig op ad, er gode til at have fokus på, at det ikke er dem som sangere, det handler om, men om den sang, man synger. Jeg har en kollega fra Texas, der siger: Mit job er ikke at fortælle jer, hvordan jeg har det. Mit job er at fortælle, hvordan I har det. Det er vigtig pointe, påpeger MC Hansen, der ikke tager snakken mellem numrene med i øvelokalet.

- På den måde kan jeg holde musikerne i bandet skarpe, når jeg indimellem varierer historierne. Ellers bliver det bare et Linje 3-show, hvor de andre skal huske at grine på de rigtige tidspunkter, siger han.

Som musiker er det helt afgørende at finde sit eget take på snakken mellem numrene, mener MC Hansen.

- Man skal ikke være på en måde eller sige noget, man ikke har lyst til. Man skal huske at spørge sig selv, om det her er en god historie. Det kan man godt glemme. Men hvis man ikke har noget at sige, er det meget bedre at lade være, slutter MC Hansen.

Af Mads Mazanti Foto: Kaare Smith 

FAKTA

MC Hansen

  • Født: 1978

  • Instrument: Sang, guitar, banjo

  • Genre: Visesang, folkemusik, sangskriver

  • Produktions- og udviklingsansvarlig på spillestedet STARS i Vordingborg

  • Musikalske projekter: Udgiver dansksproget album i februar 2019. Arbejder på engelsksproget album med amerikansk kollega fra Arkansas. Albummet finansieres ved salg af brugte, danske designmøbler i USA.